Her er SVM-regeringens forslag til en ny finanslov for 2023
Regeringen går med livrem og seler med nyt finanslovsforslag. Der er lagt op til en historisk lav forhandlingsreserve og få nye initiativer. Få overblik over de vigtigste prioriteringer i forslaget her.
Cindy Shummontien Green
ResearcherRasmus Lauge Winding
ResearcherStyrket skattevæsen, flere penge til samfundsfag og humaniora samt afskaffelsen af en skatteforhøjelse på selskabers ejendomsavancer.
Det er nogle af hovedelementerne i finanslovsforslaget for 2023, som SVM-regeringen har fremlagt torsdag.
Selvom der bliver delt penge ud til få nye initiativer, er hovedbudskabet fra finansminister Nicolai Wammen (S), at regeringen ønsker en stram finanslov.
”Vi vil ikke føre en politik, der puster til inflation,” lød det fra Nicolai Wammen (S) under præsentationen af finanslovsudspillet.
Regeringen har også afsat et historisk lavt beløb til at forhandle med de andre partier om - den såkaldte forhandlingsreserve - på 200 millioner kroner.
Få her overblikket over hovedprioriteterne i regeringens bud på et nyt husholdningsbudget for Danmark.
- Regeringen vil etablere en reserve til en flerårsaftale for skattevæsnet for cirka 1,9 milliarder kroner over perioden 2023-2026. Regeringen vil indgå en politisk aftale med henblik på at sikre en flerårig økonomisk ramme, prioritering af aktiviteter samt bedre styring af it-området.
- Domstolenes økonomi skal løftes med omtrent 185 millioner kroner i 2023. Regeringen vil prioritere midler til at videreføre de eksisterende indsatser samt en yderligere, ekstraordinær bunkebekæmpelsesindsats i 2023.
- I forslaget indgår videreførelsen af takstløftet for de humanistiske og samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser for cirka 205 millioner kroner i 2023. Løftet har været gældende siden 2010.
- Regeringspartierne vil etablere en reserve til en ny arbejdsmiljøaftale for omtrent 1,3 milliarder kroner over perioden 2023-2026. Aftalen skal sikre et fortsat højt indsatsniveau for arbejdsmiljø og socialdumping.
- I aftalen indgår videreførelsen af uddannelsesløftet med 110 procent dagpenge i andet halvår af 2023. Regeringen har afsat cirka 215 millioner kroner over perioden 2023-2025 til at understøtte ledige i at tage en erhvervsuddannelse inden for et område med mangel på arbejdskraft. Ordningen genindføres 1. juli 2023.
- Til annulleringen af skatteforhøjelsen på selskabers ejendomsavancer afsættes årligt én milliard kroner fra 2023 og frem. Formålet er at skabe gode vækst- og konkurrencevilkår for erhvervslivet og at sikre udenlandske investeringer i Danmark.
- Den fortsatte håndtering af Covid-19 støttes i 2023 med 1.155 millioner kroner, mens der afsættes 350 millioner kroner i 2024 til håndteringen. Regeringen har i tillæg hertil fastsat et nyt robust grundniveau for håndteringen af Covid-19, som skal munde ud i et langsigtet beredskab, der fastlægges i efteråret 2023.
- De tre partier vil opretholde bredbåndspuljen i 2023. Puljen vil modtage 100 millioner. Formålet er at styrke udbredelsen af hurtigt bredbånd til områder med dårlig bredbåndsdækning.
- Der øremærkes 100 millioner kroner til videreførelse af landsbypuljen i 2023. Puljen kan søges af udkantskommuner, der ønsker økonomisk støtte til nedrivning og istandsættelse af slidte boliger. Kravet er, at de bedagede boliger skal ligge i byer med under 4.000 indbyggere, der ligger i det åbne land.
- I forslaget indgår en forlængelse af tilskuddene til en række kulturinstitutioner landet over, herunder Karen Blixen Museet, Fregatten Jylland, Team Danmark samt de kunstneriske uddannelser. Den samlede bevilling lyder på 184 millioner kroner og skal fordeles over årene 2023-2026.
- Regeringen vil etablere en ny, national energikrisestab, som er inspireret af den nationale operative stab. Bevillingen er på 20 millioner kroner, som tildeles i årene 2023-2024. Den nye krisestab har til formål at understøtte hurtig udrulning af fjernvarme og identificere udfordringer i arbejdet med at skalere sol og vind på vand.
- Der øremærkes 75 millioner kroner til lokale initiativer på tværs af Danmark.
Læs hele finanslovsforslaget for 2023 her.