Hizb ut-Tahrirs talsmand: Israel bør ikke eksistere. Det ændrer en politisk motiveret dom mod mig ikke på
Jeg er blevet idømt 60 dages betinget fængsel for at opfordre til militær intervention mod en besættelse. Den politiske dom mod undertegnede er endnu en skamplet på den danske stat i dens kyniske støtte til den zionistiske besættelse, skriver Hizb ut-Tahrirs talsmand, Elias Lamrabet.
Elias Lamrabet
Medierepræsentant, Hizb ut-Tahrir DanmarkDer blev skrevet retshistorie tirsdag 25. juni 2024, da jeg i Københavns Byret blev idømt 60 dages betinget fængsel for at kalde til Palæstinas befrielse.
I hvert fald, ifølge min ganske erfarne advokat, var det første gang, at nogen i Danmark dømmes for at kalde til militær intervention mod en besættelse.
Retsformanden slog fast under domsafsigelsen, at min tale fra 2021, som sagen omhandlede, ikke var rettet mod jøder som en religiøs gruppe, men at den kaldte til elimineringen af "staten Israel" gennem væbnet kamp.
Dette betegnede byretten som ulovligt.
Skønt det er uklart, hvordan dette kald er et brud på loven, bidrager dommen til billedet af et officielt Danmark, der står på besættelsens side, ligesom det altid har gjort.
Zionisternes udrensningskampagne
Hizb ut-Tahrir er et globalt islamistisk politisk parti.
Partiets erklærede mål er at oprette et islamisk kalifat baseret på islamisk lovgivning, sharia. Partiet er imod demokrati som styreform.
Hizb ut-Tahrir har afdelinger i flere både mellemøstlige og vestlige lande.
Partiet kom til Danmark i 1990'erne. Det oplyses ikke, hvor mange medlemmer partiet har i Danmark.
Fordrivelsen af den palæstinensiske befolkning var en nødvendighed for, at der kunne etableres "et jødisk hjemland i Palæstina", som det britiske imperium havde lovet zionisterne med Balfour-deklarationen i 1917.
Det var meningsløst at tale om en jødisk stat, så længe jøderne udgjorde et mindretal, hvorfor situationen måtte ændres gennem "tvungen forflyttelse".
En blodig udrensningskampagne blev derfor gennemført af zionisterne, da FN’s delingsplan blev vedtaget, og frem til den 14. maj 1948, da den israelske stat blev erklæret af David Ben-Gurion. Cirka 530 palæstinensiske landsbyer blev destrueret i processen, og store byer som Jaffa og Haifa blev affolket.
Den etniske udrensning stoppede dog ikke i 1948. Siden besættelsen af Vestbredden i 1967 er udrensningskampagnen fortsat uhindret. Palæstinensiske boligkvarterer destrueres af besættelsen – i eksemplet med Silwan-kvarteret i Jerusalem for at gøre plads til en religiøs forlystelsespark.
For få dage siden erklærede besættelsen indlemmelsen af et område på 12,7 kvadratkilometer på Vestbredden, hvilket medfører, at alle palæstinensiske boliger i området kan erklæres ulovlige og destrueres.
Den prisbelønnede dokumentar "No Other Land" dokumenterer, hvordan den zionistiske besættelse fortsat destruerer palæstinensiske landsbyer.
Hvilken ret har Israel overhovedet til at eksistere?
Elias Lamrabet
Medierepræsentant, Hizb ut-Tahrir Danmark
Palæstinas kamp kriminaliseres
Ikke alene blev Israel etableret på en historisk uretfærdighed ved hjælp af terror og etnisk udrensning – men besættelsen ekspanderer og fortsætter med samme metoder med umenneskeliggørelse af den indfødte befolkning, der i skrivende stund udsultes, terroriseres og massemyrdes i Gaza.
Alligevel udelades grundlæggende spørgsmål i den offentlige diskurs vedrørende Palæstinakonflikten: Hvilken ret havde briterne til at kolonisere Palæstina? og hvilken ret havde de til at give landet til et andet folk? Hvis etableringen af et jødisk hjemland var "det rigtige at gøre" efter Holocaust, hvorfor skulle palæstinenserne så betale prisen for den europæiske jødeforfølgelse? Hvorfor blev jøderne ikke tildelt et område i Tyskland, Rusland eller Italien?
Selvom det er en historisk kendsgerning, at Israel blev etableret på palæstinensernes kranier, er det ikke den fortælling om Israel, man finder i vestlige medier og skolernes undervisningsmateriale.
Det ville nemlig lede til det naturlige spørgsmål, som var essensen i retssagen mod mig: Hvilken ret har Israel overhovedet til at eksistere?
Der findes kun én løsning på Palæstinakonflikten: Befrielsen af Palæstina ved fjernelsen af den zionistiske entitet kaldet ”Israel”.
Elias Lamrabet
Medierepræsentant, Hizb ut-Tahrir Danmark
Hvorfor gøres etnisk udrensning kompliceret, når forbryderne bevæbnes af Vesten? Hvorfor er Ruslands besættelse af Ukraine ikke kompliceret? Hvorfor betragtes den danske modstandskamp som heltemodig og den militære intervention i Europa mod Nazityskland som en selvfølgelighed, mens kaldet til militær befrielse af Palæstina er kriminelt jævnfør Byrettens dom mod mig?
Hvorfor anses det ikke som kriminelt, når besættelsens massedrab på palæstinensere, af en tidligere politiker som Joachim B. Olsen, betegnes som "en velfortjent huskekage"? En udtalelse, som utvivlsomt havde medført dom i henhold til terrorparagraffen, havde den været fremført med omvendt fortegn.
Der er lagt sag an mod den danske stat for regeringens insisteren på at bidrage til et folkemord ved at eksportere våben, som åbenlyst anvendes til krigsforbrydelser mod civile palæstinensere. Hvordan kan det samme Danmark påberåbe sig menneskelige værdier?
Den politiske dom mod undertegnede er endnu en skamplet på den danske stat i dens kyniske støtte til den zionistiske besættelse.
Det ville have klædt Danmark bedre at være blandt de lande, der går forrest mod besættelsen og det igangværende folkemord, ligesom Danmark gik imod apartheid-regimet i Sydafrika.
Der findes kun én løsning på Palæstinakonflikten: Befrielsen af Palæstina ved fjernelsen af den zionistiske entitet kaldet "Israel". Det kan ingen politisk motiveret dom ændre på.