Justitsministeren udpeger nyt Straffelovråd
Søren Pape Poulsen (K) har udpeget ny formand og nye medlemmer til Straffelovrådet. Rådet skal se nærmere på, om voldtægtsbestemmelsen i straffeloven gør det klart nok, at seksuelt samvær skal være frivilligt for alle parter.
Michael Ellegaard
RedaktionsassistentJustitsminister Søren Pape Poulsen har udpeget nye medlemmer til Straffelovrådet.
Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Straffelovrådets opgave er at vejlede Justitsministeriet i strafferetslige spørgsmål.
"Straffelovrådet er et vigtigt rådgivende organ. Derfor glæder det mig, at vi har fået en ny formand og nye medlemmer af Straffelovrådet. Rådet besidder den absolut højeste strafferetlige ekspertise og skal rådgive regeringen om ændringer af straffeloven, som kræver et stærkt og grundigt forarbejde," siger Søren Pape Poulsen.
De nye medlemmer af Straffelovrådet skal blandt andet se nærmere på, om det fremgår tydeligt nok i straffelovens voldtægtsbestemmelse, at seksuelt samvær skal være frivilligt.
I den forbindelse skal rådet komme med forslag til, hvordan bestemmelsen kan udformes, så det er tydeligt, at enhver form for seksuelt samvær skal være frivilligt for alle involverede parter.
"Sex skal altid være frivilligt, og der er i mine øjne behov for, at vi får set på, om det på tilstrækkelig vis er afspejlet i vores nuværende voldtægtslovgivning. Det er samtidig vigtigt, at en lovændring bliver grundigt forberedt, så vi fastholder en høj grad af retssikkerhed og sikrer, at en ny lov vil virke efter hensigten," forklarer Søren Pape Poulsen.
Til efteråret skal det nye Straffelovråd aflevere en betænkning med forslag til, hvordan en ny voldtægtsbestemmelse baseret på frivillighed kan udformes, herunder hvordan man definerer frivillighed i forbindelse med vurderingen af beviser i en voldtægtssag.
Betænkningen skal udfærdiges med henblik på, at der i den kommende folketingssamling kan fremsættes et lovforslag på området.
Derudover skal Straffelovrådet fremover behandle strafferetlige problemstillinger set ud fra et bredt samfundsmæssigt perspektiv.
Derfor er Torben Tranæs, forskningsdirektør ved VIVE, blevet udpeget som det første ikkejuridiske medlem af rådet. På den baggrund skal rådet være i stand til at udføre relevante samfundsøkonomiske analyser som en del af sit arbejde.
Justitsministeriet understreger, at Straffelovrådets nye sammensætning styrker dets juridiske faglighed, idet rådet er blevet udvidet med en dommer og en professor i strafferet.
Straffelovrådets nye medlemmer er:
- Thomas Rørdam (formand), Højesteretspræsident
- Trine Baumbach, Professor ved Københavns Universitet
- Lasse Boje, Afdelingschef ved Justitsministeriet
- Niels Deichmann, Byretsdommer
- Thomas Elholm, Professor ved Københavns Universitet
- Poul Dahl Jensen, Højesteretsdommer
- Helle Kyndesen, Politidirektør ved Østjyllands Politi
- Hanne Rahbæk, Advokat
- Jan Reckendorff, Rigsadvokat
- Lykke Sørensen, Straffuldbyrdelsesdirektør ved Direktoratet for Kriminalforsorgen
- Torben Tranæs, Forskningsdirektør ved VIVE