Karen Hækkerup ligger lunt i ministerfeltet

MÅLING: Social- og integrationsminister Karen Hækkerup ligger i den bedste tredjedel blandt sine ministerkollegaer uden at få en prangende karakter for sin første tid i regeringen, viser en ny meningsmåling over ministrenes popularitet.
Kasper Frandsen
Fakta
Ministermåling for Karen Hækkerup:

Sådan har vi spurgt:

Hvordan vurderer du de nye ministres indsats på en skala fra 0 til 10, hvor 0 er det dårligste og 10 er det bedste?

- Vælgerne vurderer samlet Karen Hækkerups præstation som minister til at række til en delt syvendeplads blandt alle regeringens 23 ministre.

- Karen Hækkerups opnår en gennemsnitlig karakter på 4,6 på en skala fra 0 til 10.

- Listen toppes af Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager, mens boligminister Carsten Hansen ligger sidste blandt de 23 ministre

- Målingen er foretaget af A&B Analyse blandt 1038 repræsentative udvalgte danskere for Altinget.dk i perioden mellem d. 8. og 13. december 2011.

Kilde: A&B Analyse
Det er mere end to måneder siden, at Karen Hækkerup (S) skiftede en plads i oppositionen ud med ministertaburetten i Social- og Integrationsministeriet.

Og spørger man vælgerne, hvordan det spring er gået, bliver Karen Hækkerup placeret på en delt syvendeplads blandt regeringens 23 ministre, mens hendes selvstændige præstation bliver vurderet til 4,6 på en skala fra 0 til 10 - det vil sige en middelkarakter.

Det viser en meningsmåling, som A&B Analyse har foretaget blandt 1038 repræsentative udvalgte danskere for Altinget.dk i perioden mellem d. 8. og 13. december 2011.

Bør være tilfreds
En placering lidt over midten af feltet kan Karen Hækkerup være meget "godt tilfreds" med, mener Altinget.dks politiske analytiker, Erik Holstein. Han peger på, at hun har klaret sig bedst på socialområdet, mens hun været mere "famlende" på integrationsområdet, som efter valget blev lagt under Socialministeriet.

"Socialdemokratierne vil gerne tage de svagestes parti uden at svømme over i pladderhumanisme. Den balancegang har hun været god til at holde," siger Erik Holstein.

Han henviser blandt andet til Karen Hækkerups udmeldning om, at man skulle gøre op med danskernes "krævementalitet," efter at debatten om fattigdom og arbejdsmoral blusede op med SF'eren Sara Özlem Cekics mislykkede forsøg på at finde en fattig dansker.

Lyder som en radikal
Som oppositionspolitiker var Karen Hækkerup kendt som en af Socialdemokraternes 'strammere' på integrationsområdet.

"Som integrationsminister er hun gået væk fra sin relativt hårde retorik på integrationsområdet og har til tider talt som en radikal, når hun blandt andet taler om, at det er ok med stigende tilstrømning af indvandrere. Det var næppe det, den socialdemokratiske partiledelse forventede," siger han og fortsætter

"Hun kan risikere at miste sin troværdighed, hvis hun bare siger det, som hun tror, andre vil høre. Jeg tror, at vælgerne godt kan lide hende, fordi hun generelt taler lige ud af posen, så alle ved, hvad hun mener."

Den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager topper ministerlisten, mens socialdemokratiske boligminister Carsten Hansen ligger helt i bunden blandt vælgerne.

Et minefelt
Selvom om Karen Hækkerup er kommet relativt godt fra start i sit nye job, kan det hurtigt vende. 

"På socialområdet kommer der konstant kedelige sager med folk, der har det dårligt. Lige nu er hun ny og kan sende aben videre til den tidligere regering. Men hvis der for eksempel dukker en ny Brønderslevsag op om to eller tre år, kan hun holdes op på, at hun har lovet at stramme op på området for udsatte børn," siger Erik Holstein.

I det kommende år skal ministeren i gang med en af regeringens helt store prestige projekter, en såkaldt 'socialreform,' som ifølge Erik Holstein bliver hendes største udfordring det kommende år.

"Under sådan en reform, hvor der er lagt op til stramninger for nogle grupper, kan der hurtigt opstå kontroversielle sager. Samtidig er det første gang, hun sidder for bordenden, så det er her, det skal vise sig, om hun kan det politiske håndværk," siger Erik Holstein.

På mandag i Altinget|Christiansbog bliver det muligt at se, hvordan alle regeringens ministre bliver vurderet af vælgerne.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024