Knud Aarup: Den europæiske fred sikres ikke med kugler, men gennem en fælles socialpolitik i EU

Vi som er vokset op efter Anden Verdenskrig har kunnet leve trygt og fredeligt under den paraply, som Nato har udgjort i den kolde krig.

Det har give os velfærdssamfundets mange privilegier. Og til sidst har vi vænnet os til at leve, som om krig var forsvundet fra Europa. Krigen i Ukraine har derfor været en brat opvågnen, og nu er det tid til en ny besindelse på vores egen forsvarsvilje.

Derfor er det positivt, at regeringen sammen med Venstre, Konservative, Radikale og SF har indgået et nationalt kompromis om stigning i forsvarsudgifterne frem til 2033. Tilsvarende reaktioner kan vi iagttage i andre europæiske lande, og særlig positivt er Tysklands genkomst som central forsvarspolitisk aktør fra sin pacifistiske position.

Alt dette lover godt for EU's muligheder for at påtage sig en mere selvstændig rolle i det militære forsvar af Europa.

Krudt og kugler sikrer ikke fred

Militæret kan med krudt og kugler vinde en krig, men det kan ikke sikre en fred. Derfor skal vi gøre mere for at sikre freden.

En stærk europæisk socialpolitik er vores mest effektive beskyttelse mod opløsning og i sidste ende krig

Knud Aarup
Debattør

I det seneste årti har vi flere gange set, hvordan demokratiske lande kan blive truet indefra af social uro. Vi har set, hvordan stor social ulighed i USA har ført til indre oprør og konkret til angreb på demokratiske institutioner alt sammen støttet af en populistisk præsident. Vi har set, hvordan brugen af 'fake news' og andre destabiliserende midler har påvirket demokratiske valg og folkeafstemninger i europæiske lande. Brexit er bare et eksempel herpå.

Sådanne infiltrationer af europæiske demokratier iværksat af repressive regimer som Rusland, Belarus og Kine har kunnet lade sig gøre, fordi der i forvejen i var en grobund skabt af social ulighed og mangel på velfærdssystemer.

Europæisk socialpolitik efterlyses

Den indre opløsning af de demokratiske lande må standses, men det forudsætter, at vi udvikler stabile sociale systemer i alle EU-lande. Og det kræver, at vi får fælles virksomme socialpolitiske løsninger.

En stærk europæisk socialpolitik er vores mest effektive beskyttelse mod opløsning og i sidste ende krig, og det har den tidligere forbundskansler Villy Brandt udtrykt meget præcist i en tale til Forbundsdagen i Bonn 1969:

"Historisk har der aldrig været et alternativ til socialpolitik. Virkede den ikke, var grundlaget for demokratiet i fare eller allerede afskaffet. Når man stillede spørgsmålstegn ved socialpolitik eller var ved at afskaffe den, var det forbundet med krig og den deraf følgende nød og død. Socialpolitik er derfor og har altid været en del af fredssikringen både indad til og udad til."

Det er derfor nødvendigt at styrke sammenhængskraften i Europa ved at fremme EU's sociale udvikling. Danmark skal som et af de rigeste og socialt set mest velfungerende lande gå forrest i denne opbygning.

Det diverse fredsprojekt, EU

EU er en samling af meget forskellige lande med flere århundredes erfaring i at bekrige hinanden. EU blev skabt for at sikre freden.

Det startede i 1952 med en Kul- og Stålunionen primært med Frankrig og Vesttyskland; det vil sige de tidligere krigsfjender som centrale aktører. Siden har EU bevæget sig mod et dybere samarbejde på stadigt flere felter alt sammen for at fastholde freden.

På det sociale område er vilkårene i EU-landene simpelthen for forskellige. Der er for langt fra de rige til de fattige lande

Knud Aarup
Debattør

Men forskellighederne mellem landene er der fortsat både kulturelt og socialt.

I Nordeuropa, Holland, Frankrig og Østrig lægger man vægt på fælles værdier som miljø, etnisk tolerance, ligestilling i forhold til køn og seksuelle præferencer samt på lige deltagelse i beslutninger af økonomisk og politisk karakter. Disse lande er derfor mere tillids- og fællesskabsorienterede.

I den modsatte side af spektret er lande som Rumænien, Bulgarien, Grækenland, Kroatien, men også Portugal værdimæssigt mere fokuseret på, at man skal klare sig selv og sørge for økonomisk og fysisk sikkerhed. Her er der lav tillid til andre og en lav tolerance generelt.

Omvendt er de fleste lande enige om, at man ikke ønsker, at religion skal bestemme i det politiske liv og at familien ikke længere er den afgørende autoritet (bortset fra Polen og Rumænien).

Uligheden er for stor

Men på det sociale område er vilkårene i EU-landene simpelthen for forskellige. Der er for langt fra de rige til de fattige lande.

Målt som BNP per indbygger er EU gennemsnitligt et rigt samfund, men spredningen er enorm. I bunden ligger Bulgarien med 8.750 euro. Herefter kommer Rumænien Kroatien, Polen og Ungarn.

I toppen ligger Luxemburg med 101.640 euro. Danmark er nummertre efter Irland med 53.470 euro. Forskellene i indkomst er således næsten faktor 12. Dertil kommer spredninger indenfor de enkelte lande.

Unge mister tro på fremtiden

Uligheden indenfor EU er stor og specielt de unge er ramt. Andel af unge udenfor arbejdsmarkedet, kaldes ofte de såkaldte NEET-unge. Det står for 'not in employment, education or training'.

Det kan godt være, at visse forhold i Danmarks velfærdssamfund bliver lidt ringere. Men det er fredens pris

Knud Aarup
Debattør

Vi har selv problemer med for mange NEET-unge og særligt i visse geografiske områder. Men hvor det i Danmark drejer sig om hver ottende til tiende ung, drejer det sig i de Sydeuropæiske lande drejer sig om hver fjerde unge menneske.

Det er skræmmende. Det betyder at vi fratager mange unge en tro på fremtiden. Det er præcis den grobund som desinformation og populisme lever af og som kan være ødelæggende for sammenholdet i Europa.

Så hvis vi i Danmark virkeligt ønsker at bidrage til et stærkt fremtidigt sikkert og fredeligt Europa, så skal vi arbejde for en fælles EU-social- og arbejdsmarkedspolitik.

Danmark skal gå forrest

I alt for mange år har det været en hellig ko i dansk politik, at vi ikke skal gøre socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik til et EU-anliggende.

Så snart der var forslag i EU, som berørte den danske model eller det danske velfærdssamfund, så blev der taget forbehold og henvist til Danmarks særlige status.

Danske partier til højre og venstre har bildt befolkningen ind, at vi kan sikre vores fremtid ved ikke at deltage i udvikling af EU-samarbejdet. Det viser sig netop nu som ekstremt kortsigtet.

Det er i Danmarks interesse, at vi får sikret en social udvikling i EU-landene i Syd-, Øst og Centraleuropa. Hvis landene i EU bevæger sig nærmere de skandinaviske landes levevilkår, vil det øge sammenhængskraften.

Oven i det kommer, at en stærkere social udvikling vil styrke udviklingen af en stærk europæisk regional vækst til gavn for Danmark som en lille åben økonomi.

Fredens pris er høj

Statsminister Mette Frederiksen sagde ved krigens udbrud, at det kom til at koste den danske befolkning i form af økonomisk tilbageslag og tabte arbejdspladser. En del af regningen kom for nylig i form af 18 milliarder kroner til forsvaret.

Men oprustning og nationale kompromisser om styrkelse af forsvaret er ikke tilstrækkeligt. Freden kan kun sikres, hvis Danmark aktivt arbejder for en fælles EU-social og arbejdsmarkedspolitik.