Regeringen løser ikke psykiatriens udfordringer ved at skyde med spredehagl
Det er mig en gåde, at man stadig forsøger at bygge en velfungerende psykiatri ved at styrke enkeltstående indsatser. Det svarer til at sætte nye vinduer i et hus, hvor fundamentet er råddent og ramt af en sætningsskade, skriver Kasper Jensen, rådgiver og projektleder hos Nextstep.
Kasper Jensen
Rådgiver og projektleder, Nextstep24. november var der endelig nyt, hvad angår sundhedssystemets store smertensbarn: Psykiatrien.
Nu har vi ventet i over et år på en konkret tiårsplan for psykiatrien. Glade politikere kunne på tværs af partiskæl juble over at have sat gang i det løft, man har lovet.
Men lever aftalen op til glæden? Jeg er alvorligt i tvivl.
Men lad os starte et lidt andet sted: Marianne Skjold, der er administrerende direktør i Psykiatrifonden, stillede et grundlæggende og rigtig godt spørgsmål, da aftalen blev lanceret: Hvorfor er man gået så ustruktureret til værks?
Som Marianne Skjold påpeger, var der en helt anden og meget mere metodisk tilgang til arbejdet med kræftpakkerne, da disse blev lanceret for cirka 20 år siden.
Uagtet at det er sympatisk at ville løse nogle af de udfordringer, som er meget presserende, virker det til, at man skyder med spredehagl
Kasper Jensen
Rådgiver og projektleder, Nextstep
Det er mig en gåde, at man forsøger at bygge en velfungerende psykiatri ved at styrke enkeltstående indsatser. Det svarer til at sætte nye vinduer i et hus, hvor fundamentet er råddent og ramt af en sætningsskade.
Og uagtet at det er sympatisk at ville løse nogle af de udfordringer, som er meget presserende, virker det til, at man skyder med spredehagl.
At vedtage at man vil løse så store udfordringer, men at det kun må koste et specifikt beløb – det er tosset, og vi kommer til at lide under det.
Politisk spin skaber forventninger, men virkeligheden ødelægger dem. For når politikere er ude og tale aftalen op, øges borgerens forventninger til, at psykiatrien kommer til at køre. Men gør den så også det?
Man skal ikke læse mange regionale nyheder, før kritikken om lange ventetider til udredning og/eller støtte til børn kommer frem. Med aftalen skulle dette problem løses. Men løser man så virkelig problemet med ventetiderne?
Når man for eksempel afsætter 51,2 millioner i 2024 til at skabe en højere kvalitet i behandlingen til børn og unge, skal vi huske, at beløbet skal smøres ud over fem regioner. Det giver cirka ti millioner per region.
Jeg stiller mig skeptisk over for, hvor meget man kan øge kvaliteten, når både efterslæbet – grundet lange ventetider – og behovet for hjælp er så stort.
Det samme er problemet med de 51,6 millioner i 2024 til at nedbringe ventetiderne. Hvis beløbet gik til en enkelt eller to regioner, ville vi se et voldsomt og nødvendigt løft. Men ti millioner til en hel region? Der er tale om finansiering til maksimalt tredive medarbejdere og realistisk tættere på tyve.
Vi kommer derfor ikke til at opleve et substantielt løft.
Jeg ville være overrasket, hvis regionerne og Finansministeriet ikke selv ligger inde med tal, der viser, hvad det reelt ville koste at fjerne de eksisterende absurde ventetider, der præger psykiatrien. Og de beregninger vil nok også vise, at det, som man nu tilfører psykiatrien, er peanuts.
Personligt tror jeg på, at den effekt, der kommer ud af løftet, er så begrænset, at de af os borgere, der har kontakt til psykiatrien, ikke rigtig kan mærke en forbedring
Kasper Jensen
Rådgiver og projektleder, Nextstep
Selvfølgelig er der initiativer, der er ubetinget positive – for eksempel bevarelsen af Livslinjen.
Men at man er derude, hvor man til at starte med er villig til at skabe tvivl om Livslinjens overlevelse ved at gøre det til en brik i forhandlingerne, indikerer, at vi har en gruppe politikere, der desværre er mere optaget af et politisk spil end at løse nogle kæmpestore udfordringer.
Personligt tror jeg på, at den effekt, der kommer ud af løftet, er så begrænset, at de af os borgere, der har kontakt eller i fremtiden får kontakt til psykiatrien, ikke rigtig kan mærke en forbedring.
Jeg håber, at personalets oplevelse er anderledes. For de ansatte er ekstremt kompetente, men de er desværre også ramt af en virkelighed, hvor stress og travlhed er blevet normalen.
Og i sig selv er det jo en falliterklæring, at vi stiller os tilfredse med, at psykiatrien først er på et acceptabelt niveau om ti år – når tiårsplanen er fuldt implementeret. Det ville næppe blive accepteret, hvis det handlede om kræftområdet.