Regeringen løser ikke psykiatriens udfordringer ved at skyde med spredehagl

Når man for eksempel afsætter 51,2 millioner i 2024 til at skabe en højere kvalitet i behandlingen til børn og unge, skal vi huske, at beløbet skal smøres ud over fem regioner. Det giver cirka ti millioner per region.

Jeg stiller mig skeptisk over for, hvor meget man kan øge kvaliteten, når både efterslæbet – grundet lange ventetider – og behovet for hjælp er så stort.

Det samme er problemet med de 51,6 millioner i 2024 til at nedbringe ventetiderne. Hvis beløbet gik til en enkelt eller to regioner, ville vi se et voldsomt og nødvendigt løft. Men ti millioner til en hel region? Der er tale om finansiering til maksimalt tredive medarbejdere og realistisk tættere på tyve.

Vi kommer derfor ikke til at opleve et substantielt løft.

Jeg ville være overrasket, hvis regionerne og Finansministeriet ikke selv ligger inde med tal, der viser, hvad det reelt ville koste at fjerne de eksisterende absurde ventetider, der præger psykiatrien. Og de beregninger vil nok også vise, at det, som man nu tilfører psykiatrien, er peanuts.

Personligt tror jeg på, at den effekt, der kommer ud af løftet, er så begrænset, at de af os borgere, der har kontakt til psykiatrien, ikke rigtig kan mærke en forbedring

Kasper Jensen
Rådgiver og projektleder, Nextstep

Selvfølgelig er der initiativer, der er ubetinget positive – for eksempel bevarelsen af Livslinjen.

Men at man er derude, hvor man til at starte med er villig til at skabe tvivl om Livslinjens overlevelse ved at gøre det til en brik i forhandlingerne, indikerer, at vi har en gruppe politikere, der desværre er mere optaget af et politisk spil end at løse nogle kæmpestore udfordringer.

Personligt tror jeg på, at den effekt, der kommer ud af løftet, er så begrænset, at de af os borgere, der har kontakt eller i fremtiden får kontakt til psykiatrien, ikke rigtig kan mærke en forbedring.

Jeg håber, at personalets oplevelse er anderledes. For de ansatte er ekstremt kompetente, men de er desværre også ramt af en virkelighed, hvor stress og travlhed er blevet normalen.

Og i sig selv er det jo en falliterklæring, at vi stiller os tilfredse med, at psykiatrien først er på et acceptabelt niveau om ti år – når tiårsplanen er fuldt implementeret. Det ville næppe blive accepteret, hvis det handlede om kræftområdet.