Manderådet: Det er et kvantespring for ligestillingen, hvis forældrefremmedgørelse skrives ind i loven

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sagde 21. februar i Folketingets spørgetid, at hun inden sommerferien vil indkalde Folketingets partier til drøftelser om, hvordan forældrefremmedgørelse kan skrives ind i den danske lovgivning. 

Fædre- og mandeorganisationer har længe gjort opmærksom på denne dysfunktionelle adfærd, som typisk forekommer i konfliktfyldte skilsmisser, hvor den ene forælder gerne vil have den anden forælder ud af sit eget og barnets liv.

Det var den amerikanske børnepsykiater Richard Gardner, der i 1985 definerede og beskrev begrebet 'Parenteral Alienation' (på dansk forældrefremmedgørelse).

Der skulle altså gå 38 år og afsiges tre højesteretsdomme i henholdsvis 2021, 2022 og 2023, hvor Højesteret med henvisning til forældrefremmedgørelse hjemviste afgørelser fra landsretten, inden man fra politisk side kunne forholde sig til den skadelige adfærd, som tusindvis af børn er blevet ofre for gennem tiden.

Hvorfor har man fra politisk hold ikke interesseret sig for at løse et så alvorligt problem før nu? Især set i lyset af arbejdet med Barnets Lov, hvor "barnets tarv" nævnes igen og igen?

Torben Haugaard og Kristian Larsen
Medlemmer, Manderådet

Andre lande er langt foran

Forældrefremmedgørelsesprocessen er beskrevet som en ondsindet psykologisk påvirkning af barnet, som skabes af dybt subjektive og ekskluderende interesser hos den forælder, der foretager fremmedgørelsen. Dette uden hensyn til den påvirkning, som det påfører barnet som et livslangt traume, det skal kæmpe med resten af livet.

I dag har vi international forskning på området, der viser, at en række lande nu tager denne problemstilling meget alvorligt – ikke mindst fordi, at man i dag har dokumentation på de langsigtede psykologiske traumer, der rammer de børn, der bliver udsat for det.

I lande som USA, Holland og Spanien har man nu indført begrebet i lovgivningen og implementeret en meget grundig undersøgelsesproces, der kan afsløre om et barn er blevet udsat for forældrefremmedgørelse. Konsekvenserne er kategoriseret som psykisk vold både mod barnet, dets forælder og de bedsteforældre, der er blevet fremmedgjort.

Det skal i den forbindelse nævnes, at en skæv samværsordning også kan betegnes som forældrefremmedgørelse, idet den anden forælders betydning minimeres i barnets opfattelse af den forælder. Derfor er skæve samværsordninger i sig selv forældrefremmedgørende.

Her kan man med rette stille sig spørgsmålet: hvorfor har man fra politisk hold ikke interesseret sig for at løse et så alvorligt problem før nu? Især set i lyset af arbejdet med Barnets Lov, hvor begreber som "barnets bedste" og "barnets tarv" nævnes igen og igen?

Nu er det fædrenes tur til ligestilling

Stærke politiske kræfter har mod bedre vidende vedtaget lovgivning, ligesom styrelser har udarbejdet vejledninger, der har sikret, at sagspraksis lige indtil nu kunne sikre den ene forælder (primært mødrene) ejendomsretten over de børn, de måtte sætte i verden. Det er en praksis, der har ført til uoprettelig skade i mange børns liv og senere voksenliv.