Analyse af 
Rikke Albrechtsen

Mette Frederiksen er EU-ledernes plan B, men er hun selv ved at underminere plan A?

Europæiske socialdemokrater frygter, at statsministeren ikke bakker helhjertet nok op om portugisiske António Costa til den EU-toppost, hun selv har været i spil til.

Der er tvivl om, hvor helhjertet statsminister Mette Frederiksen støtter de øvrige europæiske socialdemokraters bud på en ny formand for EU-ledernes klub, Det Europæiske Råd.
Der er tvivl om, hvor helhjertet statsminister Mette Frederiksen støtter de øvrige europæiske socialdemokraters bud på en ny formand for EU-ledernes klub, Det Europæiske Råd.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Alle elsker António Costa. Den tidligere portugisiske premierminister er bare sådan en type.

En konstruktiv holdspiller, altid smilende og venlig. Men måske så også lidt for venlig til den danske statsministers smag?

Ifølge kilder i Bruxelles vrider de europæiske socialdemokrater i øjeblikket hænder over den manglende helhjertede opbakning fra dansk side til at gøre Costa til EU’s næste chef for EU-ledernes egen klub, Det Europæiske Råd.

Jobbet som topmødeleder og indpisker blandt de 27 stats- og regeringschefer er en del af den toppostpakke, som selvsamme EU-chefer mandag aften mødes for at tage en første snak om.

Her er konservative Ursula von der Leyen mere eller mindre selvskrevet til at forblive på posten som EU-Kommissionens formand. Derfor er de europæiske socialdemokrater forhippede på, at jobbet som formand for Det Europæiske Råd er deres, mens de liberale står til at kunne sætte sig på posten som EU’s udenrigschef.

Læs også

Lidt for afslappet holdning til migration

Problemet for de europæiske socialdemokrater er, at de er i tvivl om, hvor stærkt den danske statsminister støtter deres kollektive beslutning om at pege på António Costa.

De ved, at han inde ved middagsbordet i topmøderummet vil have støtte fra spanske Pedro Sánchez, maltesiske Robert Abela og den tyske kansler, Olaf Scholz, som udgør de andre socialdemokratiske stemmer ved det bord.

De er mere i tvivl om Mette Frederiksen (S), som ikke har udtrykt sig nær så positivt.

Det kan skyldes, at der er en række væsentlige politiske forskelle mellem de to ledere, ikke mindst når det kommer til migration. Det er et emne, som Costa ser en del mere afslappet på end den danske statsminister og betragter som "en kendsgerning for vores kontinents fremtid", som han har udtrykt det i et interview med Altinget.

Et andet spørgsmål er, om han har for lidt kant over for Rusland til statsministerens smag, hvor Portugal ikke ligefrem har placeret sig blandt høgene i EU-klubben.

Det tredje spørgsmål er selvfølgelig, om det skyldes, at hun selv er interesseret i jobbet, sådan som de vedholdende rygter påstår.

Læs også

Mette er Plan B

Hos europæiske socialdemokrater omtales hun som "Plan B", hvis det ikke skulle lykkes at få opbakning til Costa blandt flertallet af de 27 stats- og regeringsledere, som er af et betydeligt mere konservativt tilsnit, end han er.

Men det er også tydeligt, at Mette Frederiksen er en svær skikkelse for de øvrige socialdemokrater at håndtere, fordi hun ligger langt fra konsensus på økonomiske spørgsmål, EU’s budget og europæisk social- og arbejdsmarkedspolitik. På migration er hun nærmest på en helt anden planet.

Fra kilder i Danmark lyder det, at Costa stadig er plan A – også for den danske statsminister. De vil heller ikke høre tale om, at hun skulle være plan B.

Nu vender blikket sig mod Bruxelles, hvor stats- og regeringscheferne mødes mandag til en gang "gruppeterapi" oven på EU-valget, som en kilde beskriver det. Her vil de første sonderinger om topjobbene også finde sted, selv om selve pakken ikke forventes at falde på plads, før de mødes næste gang i slutningen af måneden.

Læs også

Costa er ren

Mødet mandag vil dog kunne give et praj om opbakningen til de kandidater, der pt. ligger forrest i feltet.

Først og fremmest gælder det Ursula von der Leyen, selv om hun er storfavorit til at beholde jobbet i EU-Kommissionen. Til kilder i hendes politiske parti, EPP’s, store fortrydelse mangler hun dog stadig at få tilkendegivelser fra blandt andre den franske præsident og den italienske premierminister.

For António Costa har spørgsmålet været, om de korruptionsanklager mod folk i hans inderkreds, der fik ham til at gå af som premierminister i november sidste år, ville klæbe for meget til ham. Det anses dog som løst, vurderer en række af Altingets kilder. Der er ikke rejst anklage mod ham.

Det varmeste bud på den næste EU-udenrigschef er den estiske premierminister, Kaja Kallas. Modsat Mette Frederiksen lægger hun ikke skjul på, at hun godt ville tage imod et job i Bruxelles. Udfordringen for hende er dog bekymring over, hvor diplomatisk en topdiplomat for EU hun ville være, hendes skarpe tungebånd taget i betragtning.

Kallas har været den, der i de hårdeste vendinger har talt om truslen fra Rusland mod hendes eget land og mod Europa. Det er alle i kredsen ikke helt komfortable med, lyder det fra insidere.

Læs også

Kan tippe balancen

Tager man hende ud af ligningen, risikerer det dog hurtigt at tippe de sirlige balancer mellem nord, syd, øst og vest og mellem politiske farver. Har man først hevet hende ud af kabalen, kan det derfor hurtigt betyde, at kortene skal blandes igen.

Et andet spørgsmål bliver, om næstformandsposterne i EU-Kommissionen kan blive en del af pakken. Det gjorde det sidste gang, hvor Danmarks EU-kommissær Margrethe Vestager var én af de tre, der fik en ledende næstformandspost i trøstepræmie.

Nu spekuleres der i, om der skal hele fire af den slags fine næstkommanderende til for også at tilgodese de nationalkonservative stemmer i ECR, hvor blandt andre Giorgia Melonis Fratelli d’Italia sidder, efter deres fremgang ved EU-valget.

Formandsposten i Europa-Parlamentet kan også hurtigt blive en del af studehandlen, selv om det formelt er parlamentarikerne selv, der står for udnævnelsen.

De enkelte politiske partifamilier har allerede udpeget deres chefforhandlere blandt de 27 stats- og regeringschefer. Polske Donald Tusk og græske Kyriakos Mitsotakis vil føre slaget for konservative EPP, spanske Pedro Sánchez og tyske Olaf Scholz for socialdemokraterne, og estiske Kaja Kallas og belgiske Alexander De Croo for de liberale.

Mandag aften får de deres første indikation af, hvor de skal lægge deres lobbyindsatser de næste par uger.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

Kaja Kallas

Kandidat som udenrigs- og sikkerhedspolitisk chef, EU-Kommissionen, fhv. premierminister, Estland
jura (University of Tartu 1999), EMBA (Estonian Business School 2010)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024