Østrigske niecer og slovakiske bjørne reddede Europas naturlov. Men EU's grønne kurs er stadig uafklaret

Hvad vil EPP?

Vedtagelsen af den omdiskuterede lov viser, at EU stadig kan gennemføre grøn lovgivning.

Netop det har ellers været et af de store samtaleemner det seneste halve års tid i EU-boblen.

Utilfredse landmænd, der har sat ild til Bruxelles’ gader, og et europaparlamentsvalg har sået tvivl om, hvorvidt de grønne ambitioner kunne fortsætte.

Grønne aktører frygtede, at valget ville trække Parlamentet i en mere klima- og miljøskeptisk retning. Men flertallet bestående af de konservative, socialdemokraterne og de liberale bestod. Også selvom den yderste højrefløj voksede.

Det mest interessante er nu at følge udviklingen internt i Parlamentets største gruppe, konservative EPP. Vil EPP i højere grad end tidligere samarbejde med det yderste højre?

Den konservative kommissionsformand Ursula von der Leyen har allerede åbnet en dør på klem til det yderste højre.

Og EPP's leder, tyske Manfred Weber, har over for Altinget understreget, at den grønne omstilling skal være "pragmatisk" og ikke "tromles hen over vælgerne". Senere har han også erklæret sig som modstander af visse dele af EU's grønne pagt – blandt andet forbuddet mod salg af nye diesel- og benzinbiler i 2035.

2. halvleg fløjtes i gang

Mange venter spændt på EPP's standpunkt på klimamålet for 2040, der kan blive et af de store grønne slagsmål i den kommende periode.

En bred koalition af lande – inklusive Danmark, Tyskland og Frankrig – advokerer for et "ambitiøst" 2040-mål. De sætter ikke tal på, men forventningen er, at der menes en CO2-reduktion på 90 procent sammenlignet med 1990.

Det vil pege i retning mod det altoverskyggende mål, som er klimaneutralitet i 2050.

Og det er netop det lange lys, EU-politikerne skal have på.

I seneste periode har den grønne lovgivningsmaskine kørt så smurt, at lovgivningen, der skal bidrage til at opfylde 2030-målet på 55 procent, stort set er på plads.

Men nu starter anden halvleg. Og ved siden af det opstår en implementeringsudfordring. For godt nok er lovgivningen der, men den skal jo også implementeres i de enkelte medlemslande.

"Det er ikke nemt at vedtage lovgivning. Der er bare det ved det, at det er mange, mange, mange gange sværere at virkeliggøre lovgivning, som er vedtaget," har Margrethe Vestager tidligere sagt om udfordringerne ved den grønne omstilling. 

Spanier vil arbejde med klima

De ansvarlige for implementeringen skal findes i regeringskontorerne i de enkelte lande.

Gennem de seneste par år er Danmark blevet mere og mere isoleret i EU's grønne klub.

Det er ikke nemt at vedtage lovgivning. Der er bare det ved det, at det er mange, mange, mange gange sværere at virkeliggøre lovgivning, som er vedtaget.

Margrethe Vestager
Kommissær

Tidligere grønne allierede som Sverige og Holland er begge gået i en anden retning efter et regeringsskifte. For eksempel stemte begge lande imod naturgenopretningsloven.

Andre lande har også valgt at fokusere på andre ting. Der er grænser for, hvor mange gange man kan bruge sin politiske kapital.

Med til historien hører, at flere af de højrenationale politikere, der er kommet til magten, netop har fået medvind efter blandt andet at have fokuseret på de sociale slagsider ved en ambitiøs klima- og miljøpolitik.

Den dalende grønne tendens kan meget vel også blive afspejlet, når den nye EU-Kommission skal besættes.

Her er det medlemslandenes regeringer, der udpeger de enkelte kommissærer. Og hvis regeringerne har mistet interessen for det grønne, er det næppe de mest klima- og miljøaambitiøse kommissærer, der bliver peget på.

I Spanien har man dog allerede sat næsen op efter klimakommissærposten. Den spanske socialdemokrat Teresa Ribera har åbent sagt, at hun gerne vil sætte sig i spidsen for Europas grønne omstilling. Fra hjemlandet har hun ministererfaring på det grønne område.

I et interview i Politico har Teresa Ribera allerede markeret sig ved at lange ud efter kommissionsformand Ursula von der Leyen for at have sænket de grønne ambitioner.

Grøn fordi…

I det hele taget forventes det, at den grønne omstilling skal ses i et helt nyt lys i den kommende periode.

Indtil videre har fortællingen været, at det skal være grønt, fordi grønt i sig selv er godt. Men når det grønne ikke er et lige så slagkraftigt politisk salgsargument længere, må fortællingen justeres.

Så fremover kan man godt forvente, at den grønne dagsorden ofte vil kædes sammen med andre dagsordener. Især sikkerhed og konkurrenceevne.

Da Rusland i 2022 angreb Ukraine, blev klima og energi med det samme et spørgsmål om europæisk sikkerhed.

EU skulle være fri af russisk gas, og derfor skulle udbygningen af vedvarende energi accelereres.

Og da USA kort tid derefter lancerede sin Inflation Reduction Act, blev grøn omstilling også et spørgsmål om industripolitik og om at fastholde arbejdspladser i Europa.

Den nye måde at tænke grøn omstilling på afspejles også i programmet for det nært forekommende ungarske EU-formandskab.

Her lægges der særligt vægt på, at EU burde have en europæisk konkurrenceevnepagt.

I programmet lyder det, at en sådan konkurrenceevnepagt skal være med til at understøtte den grønne omstilling. Udover det spiller klimaforandringerne ikke nogen stor rolle i programmet.

Så længe økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser fremmer den grønne omstilling, er de fleste nok ret ligeglade med, hvilke argumenter man laver grøn lovgivning ud fra.

De spillede heller ingen rolle, da EU's regeringsledere tidligere på året blev enige om et førsteudkast til EU's strategiske dagsorden for de næste fem år.

Men efter stor kritik af, at regeringslederne ikke inkluderede det grønne i dagsordenen, er klima sidenhen blevet tilføjet som en prioritet.

Så længe økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser fremmer den grønne omstilling, er de fleste nok ret ligeglade med, hvilke argumenter man laver grøn lovgivning ud fra.

Men sagen er selvfølgelig en anden, hvis interesserne bliver modstridende.

Som for eksempel når Den Europæiske Investeringsbank understreger, at nye massive investeringer i forsvar kan betyde færre investeringer i klima. 

Danske ønsker til landbruget

I virkeligheden er det slet ikke på klimaområdet, at de store slag endnu har fundet sted.

Det er i stedet på miljø og natur.

Men selv her viste landenes miljøministre, at de efter mange, mange diskussioner kunne skaffe kvalificeret flertal for naturgenopretningsloven.

På trods af det er der stadig bekymrede og utilfredse landmænd, der skal kommes i møde. I programmet for det ungarske EU-formandskab lyder det eksempelvis, at EU skal fremme et "landmandsvenligt landbrug".

Lige netop i slaget om fremtidens europæiske landbrug får Danmark en nøgleposition.

Når Kommissionen næste år præsenterer sit udspil til EU’s fælles landbrugspolitik for 2027 og frem, er det nemlig Danmark, der har EU-formandskabet.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) har i Altinget udlagt, hvilke prioriteter Danmark går ind til de afgørende landbrugsforhandlinger med.

Det handler blandt andet om, at EU's landbrugsstøtte bør være mere grøn og mere markedsorienteret.

Fødevareministeren ved godt selv, at der ikke er bred konsensus bag de prioriteter, når han løfter blikket ud over europakortet.

Men når et forhandlingsforløb spidser til, ved man jo aldrig, om østrigske niecer, slovakiske bjørne eller noget tredje pludselig kan svinge pendulet.