Ph.d.: Beboerne og boligområderne er taberne i balladen om ghettoloven

Af Niels Bjørn
Urbanist, ph.d.

I december lykkedes det at opnå 50.000 underskrifter på Borgerforslaget om at ophæve den såkaldte “Ghettolov”.

Resultatet kommer efter en periode med mere og mere intense protester, der kulminerede i et fakkeloptog og demonstration 5. december og en kunsthappening 29. november, hvor der var fjernhealing af boligbebyggelsen Lundtoftegade på Nørrebro i København.

Kritikken tager til mod Parallelsamfundspakken fra 2018. Og jeg forstår det godt. Borgerforslag, fakkeloptog og fjernhealing er en forventelig reaktion og et sundt “push-back” mod det store flertal i Folketinget, som står bag en lovpakke, der gør forskel på mennesker.

Protesterne er problematiske
Som fagmand, der arbejder med de socialt udsatte områder og har redigeret bog og skrevet review om, hvad der virker, hvis man vil udvikle socialt udsatte boligområder til socialt balancerede, sympatiserer jeg med protesterne, men synes samtidig, de er problematiske.

For i modsætning til underskriverne af borgerforslaget, er jeg ikke enig i, at det er en løsning bare at skille os af med Parallelsamfundspakken. Retorikken, som lovpakken er indhyllet i, er problematisk, og ja, juraen gør forskel på folk, og det hører ingen steder hjemme i et retssamfund.

Hvad vi har brug for i Danmark, er et omfattende statsligt program for de socialt udsatte områder. Et program hvis formål er på respektfulde og byfagligt underbyggede måder at udvikle de socialt udsatte områder.  

Niels Bjørn
Urbanist, ph.d.

Men vi har socialt udsatte områder i Danmark. Og det er en udfordring, vi som samfund må anerkende og tage på os.

Lige nu risikerer alvoren i den udfordring at blive overdøvet af protesterne. Borgerforslaget, hvor velmenende det end er, risikerer at gøre mere skade end gavn, fordi det efterlader de, som har mest brug for samfundets hjælp, i stikken.

Problemanalysen skal justeres
Jeg har derfor et forslag til en anden måde, vi kan fortsætte på. For så længe, retorikken er så hård - fra støtterne såvel som kritikerne af Parallelsamfundspakken - kommer vi ingen vegne.

For det første skal vi have skåret den stigmatiserende og diskriminerende tilgang ud af lovgivningen og det politiske sprog omkring de socialt udsatte boligområder. Problemanalysen skal justeres.

Jeg kender ikke nogen, som arbejder professionelt med de socialt udsatte områder, der synes, at Parallelsamfundsloven rammer plet med sin analyse. Efter sigende bygger lovgivningen på inspiration fra Aarhus Kommunes og Brabrand Boligforenings udvikling af Gellerup-Toveshøj.

Hvis den gør, er det dårligt arbejde. Forskellen er, at i Aarhus funderes arbejdet på grundige, faglige vurderinger og diskussioner. Desværre er de byfaglige kompetencer fraværende i det statslige arbejde med udsatte områder og såkaldte ghettoer.

Vi skal ikke undlade at gøre noget ved de udsatte områder
Lad mig komme med et bud på, hvordan vi kan identificere områdernes problemer på en måde, som er meningsfuld og brugbar.

De socialt udsatte områder er forskellige, men de har to ting til fælles: At der bor en overvægt af mennesker med sociale udfordringer, som har brug for samfundets hjælp, og at områderne udgør det nederste trin i bolighierarkiet og derfor i vidt omfang fravælges af folk, som har mulighed for selv at vælge, hvor de vil bo.

Argumentet om, at vi ikke skal røre de socialt udsatte områder, fordi vi risikerer at fjerne billige boliger, er et fallitargument. Vi skal selvfølgelig ikke undlade at gøre noget for dem, som har det vanskeligst, fordi vi vil sikre en billig boligmasse. Det må vi finde andre måder at gøre på.

Byudvikling af udsatte områder og nye billige boliger
Lad mig hurtigt sige, at jeg absolut mener, det er en vigtig opgave: At sikre billige boliger i byerne også fremover. Det er afgørende vigtigt for sammenhængskraften, at vi har billige boliger.

Men det betyder ikke, at vi skal affinde os med, at de billige boliger findes i tusindevis i nogle områder, som de fleste ikke har lyst til at bo i eller komme i.

Løsningen på de socialt udsatte områders udfordringer er nødt til at være to-strenget:

1. Vi byudvikler de socialt udsatte områder, så områderne bliver attraktive, kommer til at hænge naturligt sammen med den omkringliggende by og bliver socialt balancerede.

2. Vi opfører nye billige boliger i byerne, og vi designer dem på en helt anden måde, end vi gjorde i 1960erne og 1970erne. Det vil sige færre almene boliger blandet i kvarterer med ejerboliger og andelsboliger.

Vi skal altså lave blandet by både i de socialt udsatte områder og i resten af byen.

Et statsligt program for udsatte områder
Vi udvikler ikke de socialt udsatte områder til socialt balancerede ved at tale dårligt om dem og de mennesker, som bor her.

Vi gør det ved at komme med en positiv intention om at ville gøre noget godt for beboerne - og byen - og være klar til at bakke den positive intention op med en langvarig indsats, som både har fokus på det fysiske og det sociale, og som organiseres i en form, der sikrer beslutningskraft og ledelse, og som samtidig sikrer bred inddragelse og løbende faglig kompetenceudvikling.

Hvad vi har brug for i Danmark, er et omfattende statsligt program for de socialt udsatte områder. Et program hvis formål er på respektfulde og byfagligt underbyggede måder at udvikle de socialt udsatte områder.