Debat

Ph.d.: Beboerne og boligområderne er taberne i balladen om ghettoloven

DEBAT: Mens partierne bag “ghettoloven” står fast, er protesterne mod den vokset, så et Borgerforslag har fået nok stemmer. Taberne i den indædte kamp på ord og jura, er de socialt udsatte områder og beboerne i dem, skriver Niels Bjørn.

Modstanden mod ghettopakken er vokset, men løsningen er ikke bare at skille os af med Parallelsamfundspakken. Alvoren risikerer at blive overdøvet af protester, skriver Niels Bjørn.
Modstanden mod ghettopakken er vokset, men løsningen er ikke bare at skille os af med Parallelsamfundspakken. Alvoren risikerer at blive overdøvet af protester, skriver Niels Bjørn.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niels Bjørn
Urbanist, ph.d.

I december lykkedes det at opnå 50.000 underskrifter på Borgerforslaget om at ophæve den såkaldte “Ghettolov”.

Resultatet kommer efter en periode med mere og mere intense protester, der kulminerede i et fakkeloptog og demonstration 5. december og en kunsthappening 29. november, hvor der var fjernhealing af boligbebyggelsen Lundtoftegade på Nørrebro i København.

Kritikken tager til mod Parallelsamfundspakken fra 2018. Og jeg forstår det godt. Borgerforslag, fakkeloptog og fjernhealing er en forventelig reaktion og et sundt “push-back” mod det store flertal i Folketinget, som står bag en lovpakke, der gør forskel på mennesker.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Protesterne er problematiske
Som fagmand, der arbejder med de socialt udsatte områder og har redigeret bog og skrevet review om, hvad der virker, hvis man vil udvikle socialt udsatte boligområder til socialt balancerede, sympatiserer jeg med protesterne, men synes samtidig, de er problematiske.

For i modsætning til underskriverne af borgerforslaget, er jeg ikke enig i, at det er en løsning bare at skille os af med Parallelsamfundspakken. Retorikken, som lovpakken er indhyllet i, er problematisk, og ja, juraen gør forskel på folk, og det hører ingen steder hjemme i et retssamfund.

Hvad vi har brug for i Danmark, er et omfattende statsligt program for de socialt udsatte områder. Et program hvis formål er på respektfulde og byfagligt underbyggede måder at udvikle de socialt udsatte områder.  

Niels Bjørn
Urbanist, ph.d.

Men vi har socialt udsatte områder i Danmark. Og det er en udfordring, vi som samfund må anerkende og tage på os.

Lige nu risikerer alvoren i den udfordring at blive overdøvet af protesterne. Borgerforslaget, hvor velmenende det end er, risikerer at gøre mere skade end gavn, fordi det efterlader de, som har mest brug for samfundets hjælp, i stikken.

Problemanalysen skal justeres
Jeg har derfor et forslag til en anden måde, vi kan fortsætte på. For så længe, retorikken er så hård - fra støtterne såvel som kritikerne af Parallelsamfundspakken - kommer vi ingen vegne.

For det første skal vi have skåret den stigmatiserende og diskriminerende tilgang ud af lovgivningen og det politiske sprog omkring de socialt udsatte boligområder. Problemanalysen skal justeres.

Jeg kender ikke nogen, som arbejder professionelt med de socialt udsatte områder, der synes, at Parallelsamfundsloven rammer plet med sin analyse. Efter sigende bygger lovgivningen på inspiration fra Aarhus Kommunes og Brabrand Boligforenings udvikling af Gellerup-Toveshøj.

Hvis den gør, er det dårligt arbejde. Forskellen er, at i Aarhus funderes arbejdet på grundige, faglige vurderinger og diskussioner. Desværre er de byfaglige kompetencer fraværende i det statslige arbejde med udsatte områder og såkaldte ghettoer.

Vi skal ikke undlade at gøre noget ved de udsatte områder
Lad mig komme med et bud på, hvordan vi kan identificere områdernes problemer på en måde, som er meningsfuld og brugbar.

De socialt udsatte områder er forskellige, men de har to ting til fælles: At der bor en overvægt af mennesker med sociale udfordringer, som har brug for samfundets hjælp, og at områderne udgør det nederste trin i bolighierarkiet og derfor i vidt omfang fravælges af folk, som har mulighed for selv at vælge, hvor de vil bo.

Argumentet om, at vi ikke skal røre de socialt udsatte områder, fordi vi risikerer at fjerne billige boliger, er et fallitargument. Vi skal selvfølgelig ikke undlade at gøre noget for dem, som har det vanskeligst, fordi vi vil sikre en billig boligmasse. Det må vi finde andre måder at gøre på.

Byudvikling af udsatte områder og nye billige boliger
Lad mig hurtigt sige, at jeg absolut mener, det er en vigtig opgave: At sikre billige boliger i byerne også fremover. Det er afgørende vigtigt for sammenhængskraften, at vi har billige boliger.

Men det betyder ikke, at vi skal affinde os med, at de billige boliger findes i tusindevis i nogle områder, som de fleste ikke har lyst til at bo i eller komme i.

Løsningen på de socialt udsatte områders udfordringer er nødt til at være to-strenget:

1. Vi byudvikler de socialt udsatte områder, så områderne bliver attraktive, kommer til at hænge naturligt sammen med den omkringliggende by og bliver socialt balancerede.

2. Vi opfører nye billige boliger i byerne, og vi designer dem på en helt anden måde, end vi gjorde i 1960erne og 1970erne. Det vil sige færre almene boliger blandet i kvarterer med ejerboliger og andelsboliger.

Vi skal altså lave blandet by både i de socialt udsatte områder og i resten af byen.

Et statsligt program for udsatte områder
Vi udvikler ikke de socialt udsatte områder til socialt balancerede ved at tale dårligt om dem og de mennesker, som bor her.

Vi gør det ved at komme med en positiv intention om at ville gøre noget godt for beboerne - og byen - og være klar til at bakke den positive intention op med en langvarig indsats, som både har fokus på det fysiske og det sociale, og som organiseres i en form, der sikrer beslutningskraft og ledelse, og som samtidig sikrer bred inddragelse og løbende faglig kompetenceudvikling.

Hvad vi har brug for i Danmark, er et omfattende statsligt program for de socialt udsatte områder. Et program hvis formål er på respektfulde og byfagligt underbyggede måder at udvikle de socialt udsatte områder.

Jeg ser for mig et statsligt program, der ikke sætter generelle krav om eksempelvis 40 procent almene familieboliger, men baserer sig på stedspecifikke analyser af det fysiske såvel som af det sociale miljø.

Et program som sikrer, at de efterfølgende planer kombinerer bystrategiske-fysiske løsninger med sociale tiltag, sådan at der tages hånd om de mennesker, der bor i områderne, og processen sikrer, at udviklingen af områderne kommer beboerne til gavn.

Lange seje træk
Alle vi, der arbejder med de socialt udsatte områder, ved, at det kræver lange seje træk at løfte et socialt udsat område til et socialt balanceret, at der skal en kombination af fysiske og sociale tiltag til, at der ikke findes en one-size-fits-all-løsning og at meget afhænger af, om nøgleaktørerne omkring hvert område har kompetencerne til at vurdere og modet til at beslutte, hvad der er klogt at gøre.

Et statsligt program skal derfor sikre kompetenceudvikling for alle relevante parter. Der skal dygtige fagfolk med stærke byudviklingskompetencer til at lave planerne, og beslutningstagerne skal være klædt på til at kunne kvalificere planerne undervejs.

Gode redskaber drukner i retorik og jura
Når jeg ønsker mig sådan et program, er det fordi, min analyse af parallelsamfundspakken efter to års virke er, at den desværre gør mere skade end gavn - og at de gode redskaber, der trods alt er i pakken, drukner i retorik og problematisk jura.

Lige nu ligger 16 færdige og godkendte udviklingsplaner for de såkaldt “hårde ghettoer” hos staten. Det er planer, som rummer nedrivning, frasalg og andre tiltag. Kun i få af planerne baserer tiltagene sig på grundige, kloge og stedspecifikke overvejelser om, hvordan der kommer social bæredygtig og velfungerende by ud af det.

Staten har ikke bedt om udviklingsplaner, som viser vejen til god by, men alene om en matematisk regnearksøvelse.

Som byudvikler må jeg sige, at det er her, kæden hopper af. For skal staten gå ind og forlange udvikling i de socialt udsatte områder, bør det sikres, at det sker fagligt kompetent.

Det er ikke tilfældet med ghettoloven, som rundt om i landet kan bruges - og bliver brugt - på virkeligt dårlige måder, som ikke kommer til at skabe de positive, sociale resultater, som jeg trods alt går ud fra partierne bag loven ønsker sig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024