Politikernes retorik om handicap bekymrer forsker: Det rammer børnene

Regeringen vedtog i maj sammen med De Radikale, Liberal Alliance og Konservative en rammeaftale, der udgør en samlet plan på handicapområdet. Men selvom aftalen rummer en række nye initiativer, er planen blevet kritiseret for at fokusere på økonomiske nedskæringer. Fra Emil Søbjerg Falsters perspektiv er det ikke selve nedskæringerne, men argumenterne for, hvorfor man skærer ned, der er problemet. 

”Gøgeunge-retorikken er et eksempel på en politisk retorik, hvor en hel gruppe devalueres med henblik på at legitimere egne politiske prioriteringer. Det er en måde at maskere sine prioriteringer på. Det er en måde at sige, ’det her (udgifterne til det specialiserede socialområde, red.) stikker jo fuldstændig af, det kan I godt se. Så derfor er vi jo nødt til at gøre noget ved det’,” siger han og fortsætter.  

”Problemet er bare, at det jo handler ikke om penge, fordi vi har masser af penge. Det handler om, at du politisk vælger ikke at bruge pengene. Og det er man i sin gode ret til som politiker. De er bare ikke ærlige omkring det, og det er det, der er problemet.”

Hvis vi kigger på handicapaftalen, er det vel ikke det, politikerne siger. Her siger de nærmere, at der bliver brugt for mange penge samtidig med, at den enkelte borger ikke har oplevelsen af, at kvaliteten på den hjælp og støtte, den får, bliver bedre. Det er vel meget godt, at man kigger på det?

”Jamen, det er super. Man skal selvfølgelig så også bare kigge på, at antallet af mennesker, der har fået behov for hjælp og støtte, er steget.”

Nogle af de unge med handicap italesætter også selv det med gøgeungen. Fordi de ved godt, at retorikken eksisterer. Og de vil fandme ikke være sådan en.

Emil Søbjerg Falster
Forsker

”I forhold til rammeaftalen (på handicapområdet, red.), så indeholder den en lang række fine initiativer. Vi ved så bare ikke, om det bliver til noget, fordi præmissen er, at de skal reducere udgifterne. Hvis det viser sig, at det ikke er tilfældet, så kan de udgå. Den usikkerhed er en prekær position at stille en gruppe i.”

”Man har i tidligere økonomiaftaler besluttet, at vi ikke skal hjælpe den stigende mængde mennesker, der får behov for hjælp og støtte. Men det er lidt som at pisse i bukserne. Det er dejligt varmt til at starte med, men på et eller andet tidspunkt, bliver det koldt, og så begynder problemerne at hobe sig op. Fordi mange af de her mennesker, hvis de ikke får den hjælp og støtte, de har behov for, så udvikler de belastningsreaktioner og mister flere funktioner.”

En økonomisk byrde for samfundet

Mener du, at retorikken omkring de her politiske aftaler påvirker børn og unge med handicap?

”Det er klart min vurdering. Nogle af de unge med handicap italesætter også selv det med gøgeungen. Fordi de ved godt, at retorikken eksisterer. Og de vil fandme ikke være sådan en.”

”Vi snakker hele tiden om, at vi skal se potentialer og ressourcer i børn og unge med handicap. Men hvordan skulle de nogensinde selv kunne det, når de hele tiden skal overbevise bureaukratiet om alt det, de ikke kan?”

Hvordan vil et barn med handicap i sin hverdag opleve denne her meta-politiske diskussion om udgifterne til handicapområdet?

Om forfatteren

 

Emil Søbjerg Falster (f. 1992) er ph.d. i socialvidenskab og postdoc i Bevica Fonden og ved Aalborg Universitet. Han forsker i mennesker med handicap, særligt børn og unge, og deres levevilkår. Han er fast klummeskribent hos Altinget Social.

Bogen ’Ableisme - Magt, menneskesyn og myten om den normale krop’ er udgivet ved forlaget Samfundslitteratur og udkom den 23. maj. Bogen er initieret og finansieret af Bevica Fonden.

”Jamen, det betyder, at der er ting, som et barn med handicap kunne gøre, men som det vælger at lade være med. Fordi barnet ikke vil være en byrde for sine forældre, der i forvejen skal slås med kommunen om at få hjælp og støtte. Så er der ting, børn og unge med handicap lader være med at gøre, for eksempel at starte til sport eller se sine venner. Fordi det er ”besværligt”.”

”Børnene drager også omsorg for deres forældre. Så en måde at passe på ens forældre på, det er at lade være med at artikulere sine behov.”

Fordi de får en fornemmelse af, at deres forældre er belastet af de politiske beslutninger?

”Ja, børnene aflæser og oplever alt det her usynlige omsorgsarbejde, som forældrene skal udføre. De skal både være advokater, sagsbehandler og planlæggere, hvor de skal holde styr på alle de aftaler, behandlinger og sygehusbesøg, som barnet har. Det er klart noget, som børnene oplever.”

”Vi snakker meget om mental load i forhold til kvinder. Her har vi så et andet eksempel på usynligt omsorgsarbejde, som forældre til børn med handicap i høj grad udfører, fordi vores samfund ikke er lavet til deres børn.”

Handicap som en ressource

Hvad er det modsatte af begrebet ableisme?

”Det er, at samfundet er lavet til kropslig mangfoldighed. Hvis du aldrig har tænkt på, hvorfor der er så mange trapper rundt omkring eller hvorfor, det er et problem, når elevatoren på S-togstationen ikke virker, så er det fordi, samfundet er lavet til din krop. Du behøver ikke at tænke på det, fordi du allerede er privilegeret.”

Du er selv inde på, at det vil være nemt nogle steder at tilpasse samfundet til alles behov, for eksempel ramper i stedet for trapper. Men det er vel mere kompliceret med et område som undervisning, fordi mennesker med handicap også har forskellige behov? 

”Der vil altid være undtagelser. Men alternativet er, at vi ikke gør noget, og det er værre. Jeg taler om at bruge sådan noget som universelt design. Det kan være ved designprocesser, men det kan også være i forhold til, hvordan vi rekrutterer mennesker, eller hvordan vi laver undervisning.”

”Vi ved fra forskning, at når vi tager afsæt i de mennesker, som har en permanent funktionsnedsættelse, så gør man det ikke kun godt for dem, man gør det faktisk bedre for alle. Noget af det allerbedste pædagogik er udviklet fra specialpædagogikken. Nogle gange glemmer vi den værdi, som mennesker med handicap kan skabe.”

Hvis vi er mere opmærksomme på blinde vinkler og bias og arbejder med det aktivt – både som politiker, og ude i praksis – så er jeg sikker på, at det kan skabe værdi. 

Emil Søbjerg Falster
Forsker

Der er en del aktører, der lige nu kritiserer den nuværende politiske retorik på handicapområdet. Men hvilken retorik ville ikke have den nedbrydende effekt, som du ellers peger på?

”Vi har vedtaget, at mennesker med handicap skal have lige muligheder for at deltage. Så hvordan indretter vi et samfund, der responderer effektivt på det forhold, at mennesker har forskellige behov? Det skal vi alle sammen være mere nysgerrig på. Det er også det, jeg forsøger at gøre med bogen.”

”Hvis vi er mere opmærksomme på blinde vinkler og bias og arbejder med det aktivt – både som politiker, og ude i praksis – så er jeg sikker på, at det kan skabe værdi. Ikke bare for mennesker med handicap, men for hele samfundet. Der er mennesker, som kunne få den uddannelse eller det arbejde, som de hele tiden gerne har ville. I stedet for at ende ud i et liv, der er ensomt og enormt passivt.”

Mange vil måske tænke, at Danmark – sammenlignet med andre lande – er rimelig inkluderende. Er Danmark ikke det?

”Hvis man sammenligner med andre lande, så kunne man godt tale om, at vi har en god velfærdsstat, men det synes jeg ikke er særlig interessant. Jeg synes mere, at det er interessant at kigge på, hvordan det reelt går i Danmark. Og der har der ikke været progression i levevilkårene for mennesker med handicap de seneste 10 år.”