Praktikere og forskere bør samarbejde om evidens

Den næste fase i diskussionen om evidens bør handle om, hvordan forskere og praktikere kan udvikle et frugtbart samarbejde i gensidig respekt for hinandens viden, og ikke mindst i respekt for de borgere, som indsatserne skal rettes mod.

Signe Hald Andersen
Seniorforsker i Rockwool Fondens Forskningsenhed

Af Signe Hald Andersen
Seniorforsker i Rockwool Fondens Forskningsenhed

Som allerede bemærket af Ib Oustrup, Direktør i COK, falder indlæggene i Altingets tema om evidens inden for det sociale område i forventelige kategorier – forskeren forsvarer behovet for viden, formanden for Frivillighedsrådet ønsker at slippe for den kontrol, som kravet om evidens skaber, osv.  

Den største skillelinje går mellem forskere og praktikere, mens politikerne placerer sig i en lejr alt efter politisk standpunkt.

Spørgsmålet er dog, om man ikke kan nå til en større grad af enighed ved at få ryddet op i forventelige misforståelser og fordomme om ”de andres positioner” samtidig med, at man lægger en tilpas kritisk vinkel på sit eget udgangspunkt?

For på trods af store umiddelbare uenigheder om midlet er det tydeligt, at alle er enige om målet – nemlig at levere den bedst mulige indsats overfor de implicerede borgere.

Utilstrækkelig viden
En af de første misforståelser handler om, hvorvidt viden altid er god og brugbar. I Rockwool Fondens Forskningsenhed har vi i en årrække forsket i effekter af anbringelser af børn uden for hjemmet, for her er manglen på solide kausale studier slående – for eksempel kan eksisterende kausale studier af effekten af at anbringe et barn uden for hjemmet tælles på en hånd, selv når man medtager både danske og udenlandske studier, samtidig med at vi nærmest ingenting ved om for eksempel effekten af én pædagogisk strategi overfor en anden.

Så skal man anvende evidensbaseret praksis inden for dette område – det vil sige praksis baseret på den bedste, tilgængelige viden – vil selv denne viden være utilstrækkelig til, at man kan tillade sig at føre politik på baggrund af den.

Systematikken er til stede
En anden misforståelse, som for eksempel fremhæves af Enhedslistens Pernille Skipper, er, at den evidensbaserede praksis fordrer en systematik og en kassetænkning, som ikke tilgodeser de store forskelle, der er mellem individer med sociale problemer.

Det er bare ikke rigtigt: Der findes et væld af videnskabelige studier, som dokumenterer tydelige systematiske forskelle mellem folk med og uden sociale problemer, ligesom at det, der ligner individuelle forskelle i karakteren af sociale problemer, dækker over en række identificerbare mønstre, som falder i et overskueligt antal kategorier. Systematikken er der, hvad enten vi anerkender den eller ej.

Evidens komplicerer ikke
En tredje misforståelse, som for eksempel formuleres af Vibe Klarup Voetmann fra Frivillighedsrådet, er, at fokus på evidens komplicerer tingene unødigt – som hun skriver: ”Ofte er det et enkelt spørgsmål, vi kan stille, som ofte har et enkelt svar, der ikke behøver videnskabelige udredninger eller lange, trange rapporter”.

Der ligger givetvis mange rapporter rundt omkring, som blot samler støv, men min faglige erfaring modsiger, at enkle spørgsmål altid har enkle svar.

Det er faktisk ofte meget vanskeligt at finde ud af konsekvenserne af en indsats, uanset om man måler på indsatsens betydning for de berørtes arbejdsmarkedsdeltagelse, livsglæde eller hyggelige samvær, og uanset hvor enkelt et spørgsmål, man stiller.

Vurderingen af indsatsens betydning kræver nemlig præcis viden om, hvordan det ville være gået de berørte i indsatsens fravær – det vi forskere kalder det kontrafaktiske scenarie. Den korrekte etablering af en sådan kontrafaktisk viden har optaget forskere på tværs af discipliner i årtier.

Integreret forskning og praksis 
Men en af de største misforståelser i denne debat er dog, at arbejdet med at finde de bedst mulige indsatser inden for det sociale område ikke både skal tilrettelægges med udgangspunkt i forskningsmæssig og praksisbaseret viden – vi har brug for hinanden.

Det er svært at forstå Pernille Skippers forslag om, at vi skal forlade os på fagfolks intuition og erfaring i stedet for at bruge den evidensbaserede viden. Man kan kun have stor respekt for den viden, der ligger hos de fagfolk, som har deres daglige virke inden for det sociale område.

Deres viden og erfaring er en meget vigtig del af en evidensbaseret politik. Hele udgangspunktet for forståelsen af, om en given tilgang fungerer organisatorisk, inkluderer dem, som skal inkluderes, fanger deres opmærksomhed osv., trækker på omfattende erfaringer fra fagfolk, som tumler med udfordringerne til daglig.

Men samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at disse fagfolks virkelighed hænger uløseligt sammen med den indsats, de implementerer, og de har derfor ingen chancer for at vurdere konsekvenserne af alternative indsatser.

Her er man nødt til at bruge forskningsbaseret viden til at skabe et overblik og til at finde sammenhænge. Væsentligt er dog, at det er ordentlig forskning, vurderet ud fra objektive kriterier - som for eksempel evidenshierarkiet - i forbindelse med systematiske reviews, for viden fra dårlig forskning kan gøre mere skade end gavn.

Fagfolk og forskere er ikke alternativer til hinanden i forhold til opbygning af viden, de kompletterer hinanden.  

Ingen pseudoevidens
Så i stedet for at starte en skyttegravskrig bør den næste fase i diskussionen om brugen af evidens inden for det sociale område handle om, hvordan forskere og praktikere kan udvikle et frugtbart samarbejde i gensidig respekt for hinandens viden og kompetencer, og ikke mindst i respekt for de borgere, som indsatserne skal rettes mod, og de skattekroner, der skal bruges på dem.

Og det er under alle omstændigheder helt afgørende, at politikere og praktikere ikke skal presses til at tage udgangspunkt i pseudoevidens, alene for at kunne godtgøre, at den valgte indsats er evidensbaseret.