Private aktører: Giv os et svar på, hvorfor ministeren straffer os
DEBAT: Et forbud mod private aktører på socialområdet vil ramme nogle af landets mest sårbare borgere, der i forvejen har oplevet svigt. Det er utilgiveligt at tvinge gode tilbud til at lukke, skriver Bjarne Clemmensen, Jesper Svare, Maibritt Brøndby og Jesper Christensen.
Af Bjarne Clemmensen, Jesper Svare, Maibritt Brøndby og Jesper Christensen
Hhv. bestyrelsesformand i Green Care Group, leder af Behandlingsstederne Langebjerggaard, leder af botilbuddet Gården og leder i Den miljøterapeutiske Organisation
Luk jeres virksomhed. Den besked sender Socialminister Astrid Krag til os med forslaget om at forbyde privatejede aktører på socialområdet. Men hvad har vi gjort forkert, kære minister?
Vi lægger alle hver dag en stor arbejdsindsats, mange af os har satset privatøkonomien eller lånt penge i banken, og flere af os har sagt farvel til trygheden i et fast job.
Alt sammen med det formål at skabe gode og udviklende tilbud til nogle af landets mest udsatte borgere. Derfor er det en hård besked at få at vide, at man skal lukke sin virksomhed.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Ministeren vil i kampen mod det, hun og Ekstra Bladet kalder børnehjemsbaroner, forbyde privatejede sociale aktører.
Det er nogle af de institutioner, der har været fremme i Ekstra Bladet med historier om store overskud og uorden i økonomien.
Lukker vi, så skal borgeren i vores tilbud flytte. Så står nogle af landets mest sårbare borgere igen over for et stort svigt. Og svigt har disse borgere oplevet mange af i årenes løb.
Bjarne Clemmensen, Jesper Svare, Maibritt Brøndby og Jesper Christensen
Hhv. bestyrelsesformand i Green Care Group, leder af Behandlingsstederne Langebjerggaard, leder af botilbuddet Gården og leder i Den miljøterapeutiske Organisation
Men der er også en verden uden for Ekstra Bladets spalter. Og den bliver hårdt ramt af et forbud mod private.
Tvunget til at lukke
Det er virksomheder som vores. Virksomheder, der beskæftiger dygtige pædagoger, tager sig af udsatte borgere, skaber arbejdspladser og tager et kæmpe samfundsansvar.
Med forslaget ønsker ministeren, at vi skal ændre vores virksomheder til fondseje eller selvejende. Men igen er virkeligheden mere kompleks. Det er desværre ikke en snuptagsløsning at ændre en virksomheds ejerkonstruktion.
Flere af os vil praktisk talt ikke kunne gøre det, ministeren forlanger, og så er eneste løsning at dreje nøglen om.
Vi mangler et svar på, hvorfor? Når virksomheder som vores er underlagt et socialtilsyn, varetager opgaver som kommunerne betror os, betaler skat og på ingen måde tjener store beløb på vores virksomhed.
Vi er drevet af en tro på, at det kan gøres bedre. Mange af os har været på sociale tilbud før ofte offentlige, og vi har set og oplevet, at det kan gøres bedre.
Det er det, vi er drevet af. At skabe en forskel. Vi er ikke drevet af profit. Vi er ikke baroner. Dem må du meget gerne ramme ved at sætte grænser for deres overskud.
Lukker vi, så skal borgeren i vores tilbud flytte. Så står nogle af landets mest sårbare borgere igen over for et stort svigt. Og svigt har disse borgere oplevet mange af i årenes løb. De er måske omsorgssvigtede, og kommer fra andre sociale tilbud, der ikke magtede opgaven.
Skal de tilbage til de tilbud?
Giv os et klart svar
På vores egne og borgernes vegne, er vi nødt til at bede dig, socialminister Astrid Krag, om at komme med klare svar på spørgsmålene.
Hvad har vi gjort forkert? Hvem gavner det at lukke os?
Når man stiller sig op på baggrund af artikler i Ekstra Bladet og skyder med skarpt mod en hel branche, så må man også forklare sig over for dem, man rammer.
Giv os et svar, socialminister.