Professor emeritus: Fremtidige generationer bør også have en stemme i Folketinget

Hvad videregiver vi?  Og hvordan finder vi ud af, hvad fremtidens generationer mener med fænomenet, et bedre samfund? Er et bedre samfund mere af det samme, eller er det et helt andet slags samfund?

Det er det umuliges mulighed. Det er en forståelse af, at vi lader mennesker, der endnu ikke er født, få en stemme i den dagsaktuelle debat og beslutningsproces – i verden, i det enkelte land og i kommunen. Hvordan sker det? Hvordan gør man det? Vi ved det ikke. Der er ingen formel. Der er erfaringer; der er forsøg. Der er vurderinger og holdninger, og dem skal vi studere og lytte til. 

Kræver nye strukturer og rammer

Det kan siges kort: Vi skal træffe nye beslutninger. Erfaringen viser os, at vi ikke formår at træffe disse nye beslutninger inden for de eksisterende strukturer og rammer. Derfor må vi finde nye strukturer og nye måder at træffe beslutninger på.

Vi må bevæge os længere ud i ukendt og måske oveni købet umuligt terræn, hvorom vi umiddelbart vil sige: Det fører ingen steder hen; det er naivt.

Lad os komme tilbage til det kendte. Det kendte, hvorom vi véd, at vi vil træffe nye skadelige beslutninger og undlade at træffe andre nødvendige beslutninger. Business as usual kender vi: Det er utilstrækkelige, skadelige eller fravær af nødvendige beslutninger.

Det handler om at have empati for de mennesker, der endnu ikke er født, men påvirkes af de beslutninger, som vi træffer eller ikke træffer lige nu.

Steen Hildebrandt
Professor emeritus

Business as unusual kender vi ikke; men vi ved, at vi skal finde andre måder at træffe beslutninger på, hvorom vi om nogle få år vil sige: Dette er new normal.

Verdensmålene som moralsk kompas

FN’s 17 verdensmål er en fortælling om denne ”bedre verden”. Ikke et paradis, men et billede af en bedre, men ufuldkommen verden, som det ikke er umuligt at forestille i praksis. Vi synger: Der er et yndigt land, og vi må som dagbladet Politiken spørge: Hvad er et yndigt land? Lad os dog bruge de 17 mål, når vi nu har dem.

Vi kan udmærket tale om det gamle udtryk, et yndigt land og bringe det sammen med finansministerens forsigtige udtryk, en bedre verden, og ud fra det, og med baggrund i verdensmålene, tale konkret om, hvad et bedre, et yndigt eller et bæredygtige land – og verden – er. Og det er det, vi skal.

Vi skal erindre Brundtland-kommissionens upræcise, men meget rammende formulering:”meeting the needs of the present without compromising the ability of future generations to meet their own needs”. Det er en formulering, der inddrager fremtidens generationer, hvilket er det væsentlige og nye.

Verdensmålene fra 2015 er det hidtil mest præcise forsøg på at konkretisere Brundtland-kommissionens næsten 40 år gamle principerklæring fra 1987.

Verdensmålene er både konkrete anvisninger og et moralsk kompas, som vi kan orientere os ud fra. Hvis vi vil. Hvis vi ikke vil, er der striber af argumenter og forklaringerne på, at vi ikke kan, at målene er indbyrdes selvmodsigende, upræcise, umulige og så videre.

Og så er vi tilbage til ledelse og politik as usual. Det er dér, vi på nogle måder fortsat befinder os; det er den tilgang, som nogle politikere og ledere vælger at følge, og så er vi på vej tilbage til fortidige værdier og tilstande. Det er hovmod, uforstand og en ringeagt for de fremtidige generationer, som netop Brundtland-kommissionen fremhæver som et centralt hensyn i alle de beslutninger.

Det er den nævnte nye balance, som vi ikke kender, men som vi skal stræbe imod: Fremtidige generationers stemme i alle aktuelle beslutninger. Vi skal bringe fremtidens generationer og verdensmålene sammen - ikke separere og adskille dem.

En forsvarsadvokat for fremtidens generationer

I en del andre lande har man haft sådanne diskussioner, og er kommet videre. Det gælder for eksempel Wales. Her vedtog man i 2015 The Well-being of Future Generations Act, der resulterede i udpegningen af en slags forsvarsadvokat for fremtidens generationer.

Hovedspørgsmålet er, hvorledes de endnu ikke fødte børn, de fremtidige generationer, kan få en stemme, når der træffes beslutninger nu, for eksempel i Folketinget.

Steen Hildebrandt
Professor emeritus

I Wales taler man om en kommissær for fremtidige generationer. I Ungarn taler man om en ombudsman. Man har i Wales også etableret et folkevalgt ungdomsparlament. Andre lande, der enten har eller er på vej til at etablere tilsvarende institutioner, omfatter blandt andet Finland, Canada, Gibraltar, Singapore, New Zealand og Ungarn.

Et stort FN-initiativ er på vej, nemlig UN Declaration for Future Generations, der skal behandles på FN’s Summit of the Future i september måned 2024. Man taler i den forbindelse om en Pact for the Future. Det er måske den vigtigste positive begivenhed i verden i 2024.

Denne deklaration for fremtidige generationer bør få betydning for den måde, verdens lande, byer og virksomheder træffer beslutninger på i fremtiden. Vigtigheden af det kan ikke overvurderes. 

I Danmark har vi behov for en fremtidsdebat om, hvordan vi kan komme til at træffe beslutninger på måder, der bidrager til, at langsigtede betragtninger og hensyn får en større vægt, end tilfældet er i dag.

Der er en række aspekter vedrørende fremtidig beslutningstagning, der skal tages i betragtning, men hovedspørgsmålet er, hvorledes de endnu ikke fødte børn, de fremtidige generationer, kan få en stemme, når der træffes beslutninger nu, for eksempel i Folketinget.