Professor: Høje forventninger til serviceniveauet udgør en bombe under velfærdssamfundet

Reformerne rækker ikke

Selv med optimistiske forhåbninger til vedtagne og planlagte reformer er det vanskeligt at finansiere velfærdssamfundet på det nuværende niveau, og nye opgaver trænger sig på.

Hertil kommer den centrale udfordring, at uanset om der var penge nok, er det ikke muligt at finde arbejdskraft nok. Det velfærdssamfund, som vi kender, står i en "skæbnestund" og kan blive "væltet omkuld", sagde statsministeren nøgternt for et års tid siden.

Udfordringerne er særlig store på det kommunale ældreområde. Der er i bedste fald mulighed for, at det aldersbetingede udgiftsniveau kan fastholdes.

Det betyder, at der kan afholdes de samme udgifter som i dag per borger på et givet alderstrin i fremtiden.

Selvom udgifterne siden 2018 nogenlunde er fulgt med demografien, skal det nuværende niveau dog ses på baggrund af, at udgifterne fra 2009 til 2017 faktisk faldt med 0,6 milliarder kroner. Da der i samme periode blev 220.000 flere på 65 år og derover, er det klart, at der tidligere var en større andel, der fik hjemmehjælp, og at mange også fik mere hjælp dengang.

A-, B- og C-hold

Den reelle bombe under velfærdssamfundet er imidlertid, at serviceniveauet på ældreområdet slet ikke rækker til borgernes ønsker. En undersøgelse offentliggjort af Momentum viser eksempelvis, at tre fjerdedele af befolkningen forventer, at det i løbet af de næste ti år bliver nødvendigt at tilkøbe service for at få den hjælp, man har behov for.

Med friværdier, arbejdsmarkedspensioner og private opsparinger vil mere hjælp i alderdommen være inden for rækkevidde for den brede middelklasse. Når der har været råd til at prioritere rengøring, mens man var frisk nok til selv at gøre det, hvorfor skulle man så ikke have samme ønske, når man bliver ældre?

Det nye B-hold bliver middelklassen, som vil lægge privatbetalt velfærd oveni den skrabede offentlige model.

Per Nikolaj Bukh
Professor i økonomistyring, AAU

A-holdet med høje indkomster og råd til det hele i alderdommen har altid haft muligheden. Det nye B-hold bliver middelklassen, som vil lægge privatbetalt velfærd oveni den skrabede offentlige model. Det efterlader et gab til C-holdet, som ikke har den mulighed, og derfor fastlåses på et 15 år gammelt serviceniveau, mens velfærden vokser i resten af samfundet.

Indtil nu har vi kun set begyndelsen: Sundhedsforsikringer, selvbetalt hjemmehjælp, hjælp til haven, privat lægevagt og nogle tilkøbsydelser på friplejehjem. Næste skridt bliver de kollektive forsikringer, hvor vi kan spare op til tillægsydelser, når vi bliver gamle. Det ligger helt i forlængelse af de sundhedsforsikringer, som mange allerede har.

Nogle faggrupper har også tandlægeforsikringer med i pakken, og det er kun et spørgsmål om tid, før paletten af velfærdstilbud til B-holdet udvides.

Inspiration fra 80'erne

Udbuddet vil skabe sin egen efterspørgsel, og der vil komme en ketchupeffekt. Den bliver med begrænset effekt de kommende par år, men jeg tror ikke, at det er et fjernt fremtidsscenarie. Det er den vej, det vil gå, hvis ikke andet besluttes. Det vil betyde øget ulighed i alderdommen, og presset på de offentlige finanser vil være vedvarende.

Alternativt kan der findes inspiration i trepartsaftalen fra 1987, hvor grundlaget for indførelsen af obligatoriske arbejdsmarkedspensioner blev etableret. Det lykkedes dengang at finde en vej, hvor pensionerne blev forbedret som en del af ansættelsespakken. Det skete, uden at opbakningen til velfærdssamfundet forsvandt. Kunne vi gøre det endnu engang?

Vi har alle ret til folkepension, og sådan kan det også fortsætte med ældreplejen fremadrettet. Men hvis vi, der har mulighed for at spare op, gør det, er der mulighed for, at andre kan få supplerende hjælp, og serviceniveauet dermed kan øges for alle uden at presse den offentlige økonomi.

Jeg er helt med på, at det ikke løser problemet med manglen på arbejdskraft. Faktisk bliver det værre, når serviceniveauet på ældreområdet samlet set forøges, uanset hvordan det finansieres. Det er dog en problemstilling, der under alle omstændigheder skal findes en løsning på.