Chefredaktør på Altinget siden maj 2017.
Jakob Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere studeret international økonomi ved CBS. Han har i en årrække været ansat på Politiken, bl.a. som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington. Senest var han redaktør for Politikens netavis.
Forfatter til en lærebog om EU, en politisk biografi af Helle Thorning-Schmidt samt en bog om modstandsmanden og redaktøren Børge Outze.
Flygtninge kan blive tabere når børn hentes hjem fra Syrien
Beslutningen om at hente danske IS-mødre hjem fra lejre i Syrien kan være dårligt nyt for de syriske flygtninge, der har fået inddraget deres opholdstilladelse. Det er den brutale logik i en sag, der var lige ved at udløse et valg, som ingen ønskede.
Jakob Nielsen
Ansv. chefredaktørI politik er brutal magt nogle gange den eneste måde at løse en fastlåst situation. Og når det sker, kan logikken godt ende med at komme i klemme.
Det er tirsdagens voldsomme indrømmelse fra regeringen et godt eksempel på.
Det var en brutal, næsten desperat magtdemonstration fra støttepartierne, der tvang regeringen ud i dens hidtil største nederlag.
Men den samme magtdemonstration kan udløse en højst paradoksal logik, hvor de syriske flygtninge i Danmark – som aldrig har bakket op om IS, men tværtimod er flygtet fra kalifatet og Assads diktatur – bliver taberne i det politisk-taktiske spil, hvor IS-mødrene nu bliver reddet.
Regeringens tre støttepartier kunne ikke leve med, at regeringen demonstrativt videreførte VLAK-regeringens udlændingepolitik i bredeste forstand
Jakob Nielsen
Chefredaktør
Der er to forskellige sager, der i løbet af foråret har bragt regeringen i defensiven på udlændingeområdet.
Den ene handler om danske IS-kvinder og deres børn i kurdiske fangelejre i Syrien.
Den anden handler om syriske flygtninge i Danmark, der har fået besked på at rejse tilbage til Damaskus-området.
I begge sager har Socialdemokratiet stået klippefast og insisteret på, at der ikke kunne rokkes ved regeringens politik. Og i begge sager havde regeringen solidt flertal for sin linje i Folketinget.
Men for regeringens tre støttepartier var situationen ikke holdbar i længden. De kunne ikke leve med, at regeringen demonstrativt videreførte VLAK-regeringens udlændingepolitik i bredeste forstand.
Ministerstorm er aflyst
Lettelsen stod malet i ansigtet på både SF og Radikale, efter at regeringen havde meldt ud, at den er parat til at hente en gruppe børn hjem fra lejrene, også selv om mødrene kommer med.
I Deadline på DR2 aflyste den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, ministerstormen i sagen – hvilket er logisk. Det var meget svært at forestille sig, at Radikale og Enhedslisten skulle vælte en eller to ministre og så leve videre med uforrettet sag.
Det egentlige alternativ var nærmere et folketingsvalg – et valg, som ingen ønskede sig. Nok står Socialdemokratiet bomstærkt i målingerne, men statsministeren drømmer selvsagt ikke om at udskrive valg på en alvorlig konflikt med alle tre støttepartier. Og det samme kan siges om støttepartierne, der alle i større eller mindre grad drømmer om at komme med i Mette Frederiksens næste regering.
Det egentlige alternativ var nærmere et folketingsvalg – et valg, som ingen ønskede sig
Jakob Nielsen
Chefredaktør
Også Venstre og Konservative virker reelt lettede over, at den besværlige sag er på vej ud af verden.
Hverken Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape følte tirsdag behov for at blande sig i sagen – den konservative leder tweetede i stedet lidt om aftenens semifinale i Eurovision Song Contest.
Realiteten er, at begge partier ville have haft meget svært ved at gøre andet, hvis de havde siddet i regering – faktisk var VLAK-regeringen i gang med konkret sonderinger i forhold til at hente enkelte af de udrejste danskere hjem, da de mistede regeringsmagten.
Men modet rakte ikke til at bakke op om regeringens plan og dermed signalere en begyndende afdramatisering af udlændingepolitikken, hvor der reelt er meget bred enighed om de store linjer.
Enhedslisten fik ikke nok
Og til regeringens held valgte yderpartier både til højre og venstre i salen at kritisere kovendingen om de danske IS-mødre.
Kritikken fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti var forudsigelig, men kritikken fra Enhedslisten betyder, at regeringen i det mindste ikke kan anklages for at have indgået en udlændingeaftale med de røde partier, hvilket den næppe ville have brudt sig om.
Tilbage står spørgsmålet om de syriske flygtninge, der har fået inddraget deres opholdstilladelse og nu skal rejse hjem – men som mere realistisk kommer til at sidde i et udrejsecenter på ubestemt tid.
Danmark anerkender ikke Assad-regimet, og det er svært at forestille sig, at Danmark som det eneste vestlige land vil tvangsudsende folk til Assads Syrien.
Det efterlader en gruppe syriske flygtninge i et potentielt langvarigt ingenmandsland. De har ikke lov at blive, men kan heller ikke sendes ud.
Ud fra lovens bogstav er der intet at komme efter – det er konsekvensen af den stramning, som SR-regeringen vedtog i 2015.
Den betyder, at flygtninge, som ikke var personligt forfulgt, kan få inddraget opholdstilladelsen, selv om "de generelle forhold i hjemlandet fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige”.
Og det er netop, hvad der er sket for en lang række syriske flygtninge, heriblandt flere unge, der tilsyneladende var velintegrerede og godt i gang med at tage en uddannelse.
Denne gruppe er den diametrale modsætning til de danske IS-mødre.
Flygtningene har ikke tilsluttet sig hverken Assads diktatur eller IS-kalifatet, men er derimod flygtet fra krigen, da rædslerne kulminerede i 2014-15.
De har fået tilkendt asyl og i mange tilfælde gjort alt, hvad de er blevet bedt om, i forhold til at lære sproget og integrere sig.
Men det er et åbent spørgsmål, om støttepartierne har styrken til at vinde endnu et slag.
Regeringen har loven på sin side, og efter tirsdagens kovending har statsminister Mette Frederiksen givetvis ingen trang til at give endnu en indrømmelse på det højspændte udlændingeområde.
Det kan føre til den bizarre situation, at regeringen sætter himmel og hav i bevægelse for at redde nogle danske ekstremister ud af Syrien – men samtidig insisterer på at placere nogle velintegrerede mennesker i udrejsecenter, fordi de ikke vil rejse den anden vej.
Det er brutalt, men sådan er den politiske logik i magtspillet om udlændingepolitikken.