S-udspil er en politisk vindersag, hvis hårdeste modstander ironisk nok er statsministeren selv

Oven i det harmonerer hendes melding ikke med, at hun hidtil har appelleret til, at danskerne skal arbejde mere.

Det er ikke længe siden, at socialdemokratiske ordførere kaldte det groft uansvarligt, da SF’ere pegede på, at pensionsalderen ikke kunne blive ved med at stige. Og endelig var Mette Frederiksen som bekendt med til at fjerne store bededag som helligdag for at øge arbejdsudbuddet

Alt dette presser Mette Frederiksen, og det styrker anklagen om, at hun kun er ude på at fiske stemmer. Men hendes chance er omvendt, at mange vil sidde med en fornemmelse af, at hun rent faktisk har ret i, at pensionsalderen ikke kan blive ved med at blive sat op i samme tempo – selv om vi lever længere.

Statsministeren har som sagt ikke fremlagt en plan for, hvordan hun vil justere velfærdsreformen. Hun har kun sagt, at den nuværende stigningstakt ikke holder.

"Den automatik, som pensionsalderen hæves med lige nu, tror vi ikke på længere. I vores øjne kan man ikke bare blive ved og ved med at sige, at folk skal arbejde et år længere," sagde hun til Berlingske.

Her understregede hun også, at det ikke er et egentligt stop for stigningen i pensionsalderen, hun ønsker, men snarere en justering, der skal være mere "lempelig og retfærdig".

Den hårdeste modstander, som Mette Frederiksen skal kæmpe imod, er ironisk nok sig selv.

Thomas Larsen

Det er bevidst, at hun har udtalt sig ukonkret. Det giver hende den fordel, at det er svært for de øvrige partier på Christiansborg at udfordre hende, ligesom det er vanskeligt for økonomer at dissekere en plan, som ikke findes.

Til gengæld har hun sendt et signal, som mange danskere vil nikke til, og får hun dem med sig, vil hun have lagt de første trædesten til et comeback.

Den hårdeste modstander, som Mette Frederiksen skal kæmpe imod, er ironisk nok sig selv. Og det skal forstås på den måde, at der trods alt er grænser for, hvor mange gange en toppolitiker kan skifte ham og blive ved med at tiltrække store vælgergrupper.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen – som Mette Frederiksen minder om, når det handler om lægge strategi og kommunikere – var længe i stand til det, indtil han selv sansede, at det var klogt at vinke farvel til dansk politik, og vejen til en international toppost åbnede sig.

Mette Frederiksen har fastslået, at hun bliver herhjemme, og med sit nej til at lade pensionsalderen stige med samme takt fremover, har hun efter min vurdering fundet en politisk vindersag. Men – kan hun få vælgerne med sig? Vil de være parat til at følge hende igen?

Dét bliver den afgørende test for Mette Frederiksen. For hun har lavet mange skift.

Som ung var hun en venstreorienteret socialdemokrat, hvis hjerte bankede for socialpolitik og samfundets svageste. Hun var en politiker, som overså de negative sider ved indvandringen, og hun advarede længe sine partifæller mod at stramme udlændingepolitikken.

Som nyvalgt S-formand i 2015 ønskede hun en økonomisk politik med en bedre social balance, hvilket flugtede med hendes gamle grundholdninger, og hun blev bannerfører for Arne-pensionen.

Men hun gennemførte også en historisk ændring og stramning Socialdemokratiets partiets udlændinge- og retspolitik, som hun stod på mål for, da hun blev statsminister i 2019.

Den effektive socialdemokratiske fortælling, hun fik skabt, blev delvis kortsluttet, da hun op til valget i 2022 opgav at videreføre sin smalle S-regering, og lagde op til et regeringssamarbejde over midten.

Med dannelsen af SVM-regeringen fastholdt hun regeringsmagten. Men hun udløste også en vælgerflugt fra Socialdemokratiet, som i dag har bragt partiet til tælling i målingerne, og som resulterede i en ydmygelse ved valget til Europa-Parlamentet 9. juni, hvor SF blev større end S.

Dér nåede hun smertegrænsen. Nu er hendes modtræk kommet.