Venstre vil bekæmpe grov vold med "markant hårdere straffe"

Strafferammen for vold og økonomisk kriminalitet skal øges med mindst 20-30 procent, mener V-formand Troels Lund Poulsen. Dét samt flere fradrag og et mere “fleksibelt” arbejdsliv skal vinde tabte venstrevælgere tilbage. 

“Det kan sagtens være, at man skal kunne arbejde lidt mindre i perioder af sit liv – for eksempel når man har små børn,” sagde næstformand Stephanie Lose (V), da partiledelsen mødte pressen fredag, hvor de blandt andet foreslog at nedsætte en arbejdslivskommission. 
“Det kan sagtens være, at man skal kunne arbejde lidt mindre i perioder af sit liv – for eksempel når man har små børn,” sagde næstformand Stephanie Lose (V), da partiledelsen mødte pressen fredag, hvor de blandt andet foreslog at nedsætte en arbejdslivskommission. Foto: Alvur Haraldsen Alvur Haraldsen/Ritzau Scanpix
Julie Schønning

Personfarlig og økonomisk kriminalitet skal straffes “markant” hårdere. 

Sådan lød meldingen fra V-formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen til et pressemøde fredag i forbindelse med partiets sommergruppemøde i Tórshavn. 

“Vi har det meget klare synspunkt, at grov vold og personfarlig kriminalitet, hvor man angriber andre, skal straffes langt hårdere, end tilfældet er i dag. Derfor må det være sådan, at strafferammen skal sættes betydeligt op,” sagde Troels Lund Poulsen, da han mødte pressen foran Hotel Hafnia i den færøske hovedstad. 

Grov vold og personfarlig kriminalitet, hvor man angriber andre, skal straffes langt hårdere, end tilfældet er i dag

Troels Lund Poulsen
Forsvarsminister og partiformand for Venstre

Det skal både have en afskrækkende effekt på forbrydere samt øge danskernes retsfølelse, lød ræsonnementet. 

Med dét tegnede Troels Lund Poulsen stregerne op til en ny strafreform, som regeringen forventer at præsentere senere på året.  

På pressemødet erkendte han desuden, at strengere straffe alt andet lige vil presse kapaciteten yderligere i de i forvejen hårdt pressede fængsler. Og derfor bliver det nødvendigt at “skaffe den fornødne kapacitet”, lød det. 

“Det er fuldstændig molboagtigt, at vi er begrænset af kapaciteten i vores fængsler,” som han sagde. 

Læs også

Målet med udspillet er, at Venstre igen “får et stærkt og utvetydigt grundlag at stå på, når det handler om retspolitik”, som partiformanden udlagde det til Berlingske torsdag.

I samme interview afviste han af hensyn til forhandlingerne internt i regeringen at konkretisere, hvor meget straffene ifølge Venstre bør hæves. Men danskerne kan forvente en “markant forøgelse”, der er mere end 20-30 procent højere end det aktuelle niveau, lød det. 

Lover udspil mod økonomisk kriminalitet 

Solomeldingen fra Venstre kommer efter en sommer, hvor danskerne har kunne følge flere sager om drab og skyderier i København i nyhedsbilledet, hvoraf nogle trækker tråde til Sverige. 

Ligeledes har der været historier om et såkaldt selvtægtsnetværk af pædofiljægere, der overfalder mistænkte pædofile for efterfølgende at dele videomateriale af den grove vold på nettet. 

Tidligere på året kunne TV 2-seere desuden spærre øjnene op til dokumentaren ‘Den Sorte Svane’, der forsøgte at afdække, hvordan økonomisk kriminalitet lod sig gøre i samarbejde mellem den såkaldte over- og underverden. Og derfor mener V-formanden, at der er behov for at “tage skeen i den anden hånd”, når økonomisk kriminalitet skal bekæmpes.  

Læs også

Venstre vil den kommende uge fremlægge i et nyt udspil, som blandt andet foreslår, at man skal pålægge kriminelle at betale omkostningerne for opklaringsarbejdet i deres egen sag. 

“Det vil være en ny ting og noget, der vil sende et stærkt signal om, at vi ikke vil finde os i økonomisk kriminalitet, som er ødelæggende for vores samfund,” sagde Troels Lund Poulsen fredag. 

Vil genindføre fradrag for håndværkerydelser 

På pressemødet løftede han desuden sløret for sine ambitioner om at genintroducere håndværkerfradraget, der blev afskaffet i 2022 af den daværende S-regering. 

Fradraget, som sikrede et skattefradrag på op til 12.000 kroner for håndværkerydelser, var ifølge Troels Lund Poulsen så “populært”, at det er på tide at få det genindført. 

Vi bør nedsætte en arbejslivskommission, som skal give et solidt grundlag at stå på og se på, hvordan man kan skabe mere fleksibilitet i arbejdslivet

Stephanie Lohse
Økonomiminister og næstformand for Venstre

“Det giver god mening, at vi nu giver folk bedre vilkår for energirenoveringer for at få skiftet et vindue eller for at tage højde for nogle af de klimaudfordringer, der potentielt møder danskere, der bor i dele af Danmark, hvor det er aktuelt,” sagde han.

“Ensidig” debat om pension 

Næstformand og økonomiminister Stephanie Lose (V) stemplede på pressemødet ind i den debat om familie- og arbejdslivet, som har fyldt, siden regeringskammeraterne i Moderaterne og Socialdemokratiet tidligere på ugen præsenterede deres bud på en politik, der kan lokke vælgerne tilbage i folden. 

Hvor Moderaterne drømmer om en trepartsaftale for småbørnsfamilier, har Socialdemokratiet ønsket at genforhandle velfærdsforliget, der dikterer, at pensionsalderen stiger år for år. 

Men den debat er “for ensidig”, sagde Stephanie Lose, der er mere optaget af at skabe et mere “fleksibelt arbejdsliv”. 

“Det kan sagtens være, at man skal kunne arbejde lidt mindre i perioder af sit liv – for eksempel når man har små børn – mod at man så arbejder lidt mere eller lidt længere, når man bliver ældre,” sagde hun. 

Vejene derhen kan være mange, sagde hun, men det afgørende er, at Danmark fører en “ansvarlig” og “holdbar” økonomisk politik.  

“Derfor bør vi nedsætte en arbejdslivskommission, som skal give et solidt grundlag at stå på og se på, hvordan man kan skabe mere fleksibilitet i arbejdslivet lige fra det første job til jobbet, når man er på barsel, og til det sidste job,” sagde Stephanie Lose. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Stephanie Lose

Økonomiminister (V), næstformand for Venstre
cand.oecon. (Syddansk Uni. 2006)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024