Sagen om koranafbrændinger er flygtningekrisen i 2015 om igen

Havde der ikke været voldsomme udenlandske reaktioner i en for Danmark international svær tid, havde Paludan og co. fået lov til at blive ved med at brænde koraner af, uden at nogen tog nævneværdig notits af det.

Nu er det imidlertid bare en svær tid, hvor Danmark ikke kan holde til at stå alene tilbage, og hvor vi ikke har råd til at få flere uvenner. Derfor er der ingen vej udenom, at vi selv må rydde op i de problemer, vi skabte for os selv, da VLAK-regeringen i 2017 - af indenrigspolitiske årsager - besluttede at afskaffe blasfemiparagraffen. USA kommer ikke og redder os denne gang, som landet gjorde under Muhammed-krisen. Det her må vi selv rode os ud af.

Er det specielt kønt at se på? Nej, det er det ikke, men det er pragmatisk realpolitik sjældent. Bare husk tilbage til flygtningekrisen i 2015. Dengang så den daværende V-regering noget forpjusket og magtesløs ud. Og dengang var det netop pragmatismen og snusfornuften, der sejrede over de store principper.

Problemet for regeringen er, at sagen skygger for dens politik og får den til at se svag ud. Det sidste har ingen regeringer godt af.

Benny Damsgaard

I 2015 var der lovgivningsmæssigt ingen tvivl om, at de tusindvis af flygtninge og migranter, der bevægede sig op gennem Danmark, opholdt sig ulovligt i Danmark. Derfor skulle de som minimum stoppes, identificeres og konfronteres i forhold til, om de ville ansøge om asyl.

Det gjorde man bare ikke.

Med udsigten til at aktiv indgriben ville give betydelige uroligheder og ikke mindst få antallet af asylansøgere til at eksplodere, valgte Lars Løkke Rasmussens V-regering at lukke øjnene. Man lod de mange tusinde flygtninge og migranter gå uhindret op igennem Danmark og satsede på, at de fleste af dem tog videre til Sverige. Hvad de for øvrigt også gjorde.

Denne gang har man lovet at handle, men bundlinjen er langt hen ad vejen den samme. Pragmatismen vinder over principperne.

Egentlig burde regeringens pragmatiske linje ikke komme som den helt store overraskelse. Reelt er det en fuldbyrdelse af den nye mere pragmatiske udenrigspolitiske kurs, som blev varslet da regeringen før sommerferien præsenterede dens nye udenrigspolitiske strategi.

Væk var kampen for ”værdidiplomati” og ”fælles spilleregler, demokratiske værdier og respekt for menneskerettighederne,” som var omdrejningspunktet i S-regeringens strategi fra 2022. En strategi som for øvrigt aldrig blev til andet end ord.

Nu handlede det, ifølge Løkke, om ”pragmatisk idealisme”. Verden er ond, brutal og usikker. Derfor er vi nødt til at stoppe med at være naive idealister og beskytte vores interesser på bedst mulig måde. Også hvis det betyder beskidte fingre undervejs.

Klassisk realpolitik, hvor man fører udenrigspolitik baseret på de givne omstændigheder og faktorer, frem for at følge eksplicitte ideologiske forestillinger eller moralske og etiske præmisser. Kort sagt ”pragmatisk idealisme”. Og næsten så langt som du kan komme fra sidste strategis ”værdidiplomati”.

Kommer den her sag til at flytte vælgere imellem blokkene? Det bliver i givet fald ikke det store. De vælgere, for hvem retten til at brænde koraner offentligt er afgørende, sidder ikke løst. De har allerede placeret sig på især den yderste højrefløj. Problemet for regeringen er imidlertid, at sagen skygger for dens politik og får den til at se svag ud. Det sidste har ingen regeringer godt af.