SF: Astrid Krag, psykisk sundhed er ikke kun en opgave for Sundhedsministeriet

Det næste år bør vi have som fælles ideal at give de mennesker, der har mistet magten over og modet på livet en bedre hjælp, end de får i dag. Jeg forventer, at vi kan få lavet en politisk aftale, som sigter mod at afskaffe hjemløshed i Danmark.

Det er ambitiøst, men i et velfærdssamfund synes jeg ikke, det er et urimeligt mål. Samtidig skal vi have lavet en 10-årsplan for psykisk sundhed og social trivsel. Det er nu, vi skal lægge grundstenene for, hvordan vi hjælper dem, der bliver ramt af psykisk lidelse de næste mange år. Og det skal vi gøre langt bedre.

Bedre hjemløsestrategi
Corona bør have lært os noget vigtigt om, hvordan menneskers psykiske og sociale mistrivsel og lidelse eksisterer og udvikler sig forskelligt. Det afhænger af vores relationer, netværk, erfaringer og vilkår. Corona har været et forstørrelsesglas, som meget tydeligt har vist, hvad sociale relationer og livsbetingelser betyder i en krise.

Det fokus håber jeg, at socialministeren vil tage med ind i de to forhandlinger om hjemløse og om psykiatrien.

Forhandlingerne om en hjemløsestrategi bør have høje ambitioner, for hjemløshed er et af de sværeste vilkår at skabe sig et godt liv i. Et velfærdssamfund som vores bør have en bolig- og socialpolitik, hvor vi undgår, at problemer vokser sig så store, at hjemløshed bliver konsekvensen. Hvor hjælpen til en bolig, til at få et hverdagsliv til at fungere, til at deltage i fællesskaber og komme ud af afhængighed er til at få adgang til, når behovet er der.

Og når vi ved, at Housing First virker, hvis der er relevante og betalelige boliger, tilstrækkelig social støtte og sammenhæng i indsatsen, så er det politisk prioritering og forpligtende mål om at afskaffe hjemløshed i Danmark, der mangler.

Psykisk sundhed – mere end psykiatri
Jeg forventer også høje ambitioner, når der skal forhandles en 10 års plan for psykiatrien – eller som jeg vil foretrække at kalde den: ”En 10-årsplan for psykisk sundhed og social trivsel”.

For der er brug for, at socialministeren ikke bare bruger den hammer, hun fik ved overtagelsen af posten, til at få finansministeriet til at prioritere området.

Hammeren skal også bruges til at slå fast, at hjælp til mennesker med psykisk lidelse ikke primært er et anliggende for sundhedsministeriet, men i høj grad også hendes eget ministerium.

Psykisk sundhed og social trivsel kan ikke reduceres til psykiatri, men må forstås med fokus på menneskers liv i sin helhed.

For ellers kommer vi til at sygeliggøre og individualisere sociale problemer. Fremfor et fokus på, hvad den der lider mon fejler – så vend interessen mod, hvad der er sket, og hvilke vilkår, relationer, oplevelser, som skaber og vedligeholder lidelse og vanskeligheder.

En diagnose på vores samfund
Det kalder på en højere prioritering af den psykosociale indsats i kommuner og civilsamfund. På lettilgængelig og fleksibel hjælp i tide for såvel børn, unge som voksne. På adgang til den rette bostøtte eller det akutte sociale tilbud, man har brug for. På uddannelse, arbejde og meningsfulde aktiviteter at deltage i. Og på et tværfagligt samarbejde, som man ikke farer vild i, men som reelt skaber sammenhæng.

De gode eksempler på inkluderende og rehabiliterende indsatser findes derude – men trænger til at blive udbredt – samtidig med, at der stadig er brug for at tænke nyt.

Det handler om at skabe håb og empowerment – og tiltro til, at man kan genvinde magten over sit liv med hjælp og støtte fra andre, selvom man for en tid har mistet det.

Corona viste os det samfund, vi har skabt – på godt og ondt. På de forventninger vi har til hinanden og de vilkår for udvikling og trivsel, vi har skabt.

Derfor bør det også være et socialpolitisk fokus at se lidelser, sårbarhed, udsathed som en diagnose på det samfund, vi lever i – i stedet for på en diagnose på dem som rammes.