SF: Satspuljen er ikke svaret på alt

Formålet med satspuljen har fra starten været, at den skulle finansiere de gode projekter i en start for at finde på nye metoder til at løse særlige sociale udfordringer. Idéen har hele tiden været, at få afprøvet om metoden kunne flyve – og hvis, skulle finansiering findes – hvis ikke skulle det falde.

Anne Baastrup
Formand for Socialudvalget og socialordfører for SF

Af Anne Baastrup 
Formand for Folketingets Socialudvalg og socialordfører for SF

Efter finanskrisen ramte, har de fortærskede klichéer stået i kø, når de økonomiske forhold skulle forklares: Vi må alle spænde livremmen ind, når riget fattes penge.

Den økonomiske virkelighed er en ramme, vi ikke kan se bort fra. Modsat bør dette ikke være en usolidarisk, liberalistisk smutvej for forringelser af socialt udsattes forhold eller grobund for ulighed i samfundet. Rammerne medfører derimod et behov for nytænkning, når vi skal sikre ordentlige forhold og den nødvendige hjælp for samfundets svageste.
 
Når satspuljen de seneste år er blevet mindre, skyldes det, at puljen finansieres af overførselsindkomster. Den noget snørklede konstruktion betyder, at når overførelsesindkomsterne stiger i takt med lønningsniveauet, tages op til 0,3 procent og bruges til initiativer for de svageste.

En midlertidig løsning
Efter 10 år med Fogh og Thor-”vi kan købe hele verden”-Pedersen er vi vågnet op til en økonomisk virkelighed, som har sat sine spor. Men selvom der er nok af oprydningsarbejde efter den blå regering, må ansvarlig politik ikke blive et frikort til at undlade at udvikle velfærdssamfundet.
 
Formålet med satspuljen har fra starten været, at den skulle finansiere de gode projekter i en start for at finde på nye metoder til at løse særlige sociale udfordringer. Ideen har hele tiden været, at få afprøvet om metoden kunne flyve – og hvis, skulle finansiering findes – hvis ikke skulle det falde.

Den ofte benyttede metode har været, at kommunerne overtog opgaven/løsningsmetoden, enten ved samtidig at blive kompenseret via finansloven, eller ved at det lokale pres for at fortsætte projektet – hvis det ikke kunne forankres via finansloven - voksede med en sådan kraft, at den enkelte kommune fortsatte med egen finansiering. Eller ved, at der blev fundet andre finansieringsformer – private fonde etc.
 
Pulje-tyranni
Alle disse metoder er selvfølgelig gode for dem, som omfattes, men efterlader de projekter, som ikke kan finde en fortsat finansiering i det problem, at man har brugt mange gode kræfter til at udfinde metoderne, starte projektet, give borgerne et tilbud – og så forsvinder det. Enten fordi metoderne ikke fungerer, eller fordi satspuljepartierne ikke ønsker at prioritere det fortsat, eller fordi der lokalt eller på anden vis ikke kan skabes opbakning hertil.
 
Men bundlinjen er, at dansk socialpolitik gennem de sidste mange år har været rettet mod puljer. Pulje-tyranni kaldes det sædvanligvis. Mange kommuner har således indrettet dele af deres forvaltning for at kunne opnå disse puljer. Det er næppe en smart måde at styre dansk socialpolitik på.
 
Innovation uden statslig pulje
Derfor skal vi bruge denne periode, hvor satspuljen er lille, til at gentænke, hvordan man på den lange bane sikrer udvikling af dansk socialpolitik, så der stadigvæk sker metodeudvikling, at nye ideer fortsat kan udvikles og afprøves og ikke mindst, at blikket rettes mod de svageste og mest udsatte grupper i samfundet.
 
Et eksempel herpå er Odense kommune, som netop er ude i voldsomme besparelser på handicap- og ældreområdet. På trods af de meget store beløb, der skal spares, har man prioriteret at afsætte et beløb til udvikling af velfærdsteknologi, der med en ordentlig implementering kan give den enkelte borger frihed til at handle selv – samtidig med at der bruges færre timer på den manuelle hjælp.

For eksempel oplever den spastiker, som får en vendbar seng, hvor han selv kan stå op, jo en begejstring og glæde – og plejehjemmet sparer. Eller beboeren uden sprog, der med en talemaskine kan få sproglig kontakt. Eksemplerne er mange og viser for mig, at innovation godt kan lade sig gøre, selvom der ikke afsættes en statslig pulje.
 
Et andet eksempel er bladet ”Hus Forbi”, der sælges af hjemløse. Det blad startede som et projekt finansieret af socialministeriet, men hviler nu i sig selv, fordi de hjemløse formår at sælge tilstrækkeligt med blade til, at udgifterne ved tryk og distribution dækkes.

Alle skal være med til at finansiere
Mens satspuljen i sin begyndelse hovedsagligt gik til ekstraordinære projekter for de mest udsatte, gik cirka 72 procent af satspuljen i 2006 til permanente bevillinger, mens andelen i 2009 var vokset til cirka 79 procent og året efter til cirka 88 procent.

Dermed ikke sagt, at satspuljen ikke har sin berettigelse. Men jeg mener, det er vigtigt, at vi tør tage en diskussion om puljens formål og funktion. Og er det ikke mest fair, at alle er med til at finansiere velfungerende og permanente indsatser for de udsatte? 

Et par eksempler fra sidste finanslov var indførelsen af ret til gratis tandpleje for borgere på lave sociale ydelser og bedre mulighed for at kommunerne kan forhindre, at familier udsættes af deres lejlighed.
 
Det stiller andre krav til organisationer og deres samarbejde med statslige og kommunale myndigheder i udviklingen af idéer til nye metoder for løsningen af konkrete udfordringer for de svageste. Men det sparer os alle for at bruge penge og energi på at finde lige præcis den pulje, der passer til deres idé/indrette deres idé efter en bestemt pulje. Eller sagt med andre ord: Det kan give os mere ærlighed i udviklingen af vores fælles socialpolitik til gavn for udsatte mennesker.