SF vil have ældre tidligere på plejehjem

NYT UDSPIL: Ældre skal kunne flytte tidligere på plejehjem end i dag for blandt andet at styrke forebyggelsesindsatsen - og igennem nye boligformer skal det gøres attraktivt, mener SF. Ældre Sagen er positive, så længe ingen ældre tvinges til at flytte fra eget hjem.
Med Astid Krag i spidsen lancerer SF i dag deres nye ambitioner for fremtidens ældrepleje og ældreomsorg.
Med Astid Krag i spidsen lancerer SF i dag deres nye ambitioner for fremtidens ældrepleje og ældreomsorg.Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Kasper Frandsen

Mange ældre er alene, ensomme og uden den fornødne praktiske hjælp i hjemmet. Derfor skal det være muligt at komme tidligere på plejehjem for at øge livskvaliteten og trygheden.

Astrid Krag
Ældreordfører i SF

Det skal være slut med dogmet om, at ældre skal blive længst muligt i eget hjem. I stedet skal blandt andet nye tilbud om nye boligformer gøre det attraktivt for ældre at flytte tidligere på plejehjem.

Sådan lyder et af otte punkter i SF's nye politiske udspil for fremtidens ældrepleje og ældreomsorg, som partiet fremlægger i dag.

Ifølge ældreordfører i SF Astrid Krag er det "meget firkantet," at borgere partout skal blive længst muligt i eget hjem.

Dokumentation

--------------------------------------------------------------------------------

Her er hele SF's udspil for fremtiden ældrepleje og ældreomsorg:

SF ønsker efter et valg et skarpt opgør med ældreområdet, som det har udviklet sig under VKO. Alt for få borgere har fået den hjælp til selvhjælp, der kunne betyde flere år med selvstændighed. Alt for længe har alt for mange plejehjem blot været en venteplads før hospice. Imens sidder mange alene og ensomme i eget hjem - og ofte med utilstrækkelig praktisk hjælp og uden nærvær og omsorg. Der er derfor brug for et andet syn på de sidste leveår. SF vil have livskvaliteten til at stå i centrum for ældreplejen.

Derfor kommer SF nu med 8 håndgribelige ambitioner for fremtidens ældreomsorg og ældrepleje:

1. På vej fra arbejde:
For mange betyder det et tab af identitet når de skal forlade arbejdsmarkedet. SF vil give mulighed for at alle på folkepension, førtidspension og efterløn kan arbejde og tjene op til 60.000 kr. om året uden modregning i de ydelser, de modtager. Det vil skabe grundlag for at fortsætte med at arbejde lidt, og få en bedre overgang til livet som pensionist.

2. Stærkere fællesskab:
Kommunerne skal understøtte frivilligt arbejde, og skabe kontakt mellem borgere og frivillige organisationer. Kommunerne skal have mulighed for at tilbyde en bredere vifte af tilbud til den ældre, så den enkelte samlet set får den rigtige sammensætning af hjælp fra kommune, frivillige organisationer og netværk i form af familie og venner. Det skal prioriteres at give hjælp til selvhjælp til de borgere, der kan trænes/hjælpes til at klare mere selv, og på den måde bevare mere selvstændighed.

3. Opgør med dogmet om "længst mulig i eget hjem":
Alt for mange mistrives i hjemmet alene og ensomme og uden den fornødne praktiske hjælp. Det skal fremover være muligt at komme tidligere på plejehjem. Det vil for mange øge livskvaliteten og trygheden. Og i en række tilfælde vil det være udgiftsneutralt eller billigere. Der skal gives mulighed for at udvikle nye boligformer, så ældre kan finde en bolig, der ikke er plejehjem, men som tilgodeser mulighed for fællesskab med andre. Det sikrer bedre livskvalitet for den enkelte, at få en boligform der passer til de behov man har på forskellige tidspunkter af livet.

4. (kommer senere)

5. Deltagelse og engagement - også sidst i livet:
SF vil ændre lovgivningen og reglerne for plejehjem - både kommunale og selvejende, så beboere kan være aktive hvor de bor. Hvis nogle af de ældre har lyst til og kræfter til at gå til hånde i haven, i køkkenet eller på anden vis - så giver det livskvalitet og samvær - og dermed mening og indhold i hverdagen. Det holder mennesker i gang.

6. Stop for bureaukrati i ældreplejen - mere omsorg i stedet.
SF vil kræve markant reduktion i bureaukratiet - også på ældreområdet. Og sætte mere omsorg i stedet. Dels skal kommunerne frigøres for al unødigt bureaukrati. Dels skal kommunerne have adgang til investering i moderne og effektive IT-systemer.

Væksten skal derimod målrettes det personale, der direkte står med de ældre, hvad enten behovet er praktisk eller følelsesmæssigt, samt initiativer der øger livskvaliteten hos de ældre. SF vil efter et valg grundigt gennemgå alt overflødigt bureaukrati på ældreområdet, fjerne det unødvendige, og holde kommuner fast på at der derefter er 0-vækst på bureaukrati og papirnusseri, men en opprioritering af omsorgsarbejdet.

7. Viden og faglighed med fokus på livskvalitet:
Der kommer langt flere ældre de næste mange år - og vi lever samtidig længere. Derfor har vi brug for at vide mere om alderdommen, nye behov, øge forståelsen af mentale og fysiske processer i en høj alder osv. så velfærden og omsorgen kan anvendes rigtigt. Derfor vil SF have et videnscenter for alderdom, som kan bidrage til både politikeres, ældres, pårørendes og ansattes viden og forståelse og derigennem øge fokus på livskvalitet sidst i livet. Derudover skal der arbejdes målrettet med velfærdsteknologi, i et samarbejde mellem den private og den offentlige sektor. Der er også brug for ressourcer til at sikre en høj faglighed hos det personale, der arbejder med ældre borgere. Viden og høj faglighed sikrer høj kvalitet til glæde for både medarbejdere og borgere, og det er med til at sikre, at ressourcerne bruges bedst muligt.

8. Lige konkurrence:
SF vil kræve lige konkurrence mellem offentlige og private udbydere. Den kommunale hjemmepleje skal kunne tilbyde tilkøbsydelser, på lige fod med det private firma, der leverer hjemmepleje og mad. Kommunen skal kunne tilbyde ældre medborgere at købe ekstra mad når familien kommer på besøg, og ekstra rengøring. Frihed til at vælge betyder også frihed til at vælge hos kommunen.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024