Debat

Socialrådgivere: Dyrt at droppe hjælp til seksuelt misbrugte

DEBAT: Indsatsen over for senfølger af seksuelt misbrug kan betale sig - både for brugerne og for samfundsøkonomien. Det skriver fire socialrådgivere, der er en del af et treårigt behandlings- og rådgivningstilbud, der udløber ved udgangen af i år.

PTSD, angst, depressioner og personlighedsforstyrrelse er nogle af de konsekvenser, en barndom med seksuelle overgreb kan føre med sig.
PTSD, angst, depressioner og personlighedsforstyrrelse er nogle af de konsekvenser, en barndom med seksuelle overgreb kan føre med sig.Foto: Colourbox
Ida Routhe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Hejgaard, Marlene Kjeldsen, Kirsten Sevel Sefeld og Tine Dannerfjord
Socialrådgivere ved henholdsvis Overgrebscenteret, Center for seksuelt misbrugte(CSM)-Syd, CSM-Øst og CSM-Midt Nord

Der har i de senere år været en stigende opmærksomhed på børn, som har været udsat for seksuelle overgreb rundtomkring i landet. Disse børn bliver voksne en dag. Mange børn, drenge og piger har været og bliver stadig udsat for krænkelser og overgreb fra voksne i deres nære relationer.

Når man bliver voksen efter sådanne oplevelser, har man ofte en række senfølger, som medfører svære udfordringer og besværligheder i voksenlivet. For nogle er senfølgerne efter overgreb voldsomme og invaliderende, som f.eks. PTSD, angst, depressioner og personlighedsforstyrrelser.

Andre kan opleve lavt selvværd, koncentrationsproblemer, seksuelle problemer, kontaktbesvær, manglende netværk og dårlig livskvalitet, problemer med at fastholde uddannelsesforløb og arbejde. Mange mennesker ved ikke, hvad de skal stille op, og hvor de kan hente hjælp, når de mærker senfølger efter overgreb.

Brugerne er meget utrygge og angste for, at de fra 2016 igen er uden mulighed for at få behandling, støtte, rådgivning og at møde ligesindede.

Lars Hejgaard, Marlene Kjeldsen, Kirsten Sevel Sefeld og Tine Dannerfjord
Socialrådgivere

Stort behandlingsbehov
Nogle kan opleve, at de har fortrængt oplevelserne, men har en række fysiske og psykiske symptomer. En del får erindringer, når de er i 20'erne-30'erne eller senere. Det er ikke ualmindeligt, at man har gået alene og gemt på disse oplevelser, enten fordi man føler skyld og skam, eller at man ikke er blevet troet på af omgivelserne.

Mange behandlere i det offentlige system, det være sig læger, psykologer, socialrådgivere, har en begrænset viden og berøringsangst og dermed en usikkerhed i forhold viden om senfølger, og hvordan man bedst spørger ind til personers overgrebsproblematik og historie.

Der har været og er fortsat et stort behandlingsbehov med en helhedsorienteret forståelse, der rækker ud over symptombehandling og en diagnoseorienteret behandlingstilgang. En belastende barndom skaber komplekse problematikker, der kræver indsats både på det psykiske, fysiske og sociale område samt en forståelse for samspillet mellem disse.

Der har været igangsat et treårigt landsdækkende behandlings- og rådgivningstilbud for at hjælpe denne hårdt ramte gruppe. De tre CSM-centre tilbyder målgruppen en specialiseret, målrettet og evidensbaseret behandling varetaget af psykologer samt en helhedsorienteret socialfaglig rådgivning. Derudover er der i Odense og Aarhus støttende aktiviteter og rådgivning forestået af frivillige i form af café/åben stue.

Desuden oprettede man også en landsdækkende telefon- og chatrådgivning under CSM-Syd for voksne med følger af andre overgreb i barndommen: Overgrebscenter.dk.

Formålet med de tre regionale centre i København, Odense og Århus har været at tilbyde målgruppen en sammenhængende og helhedsorienteret indsats gennem rådgivning og behandling med henblik på: 

  • At forbedre målgruppens aktuelle livssituation i forhold til at reducere de fysiske, psykiske og sociale skadevirkninger af overgrebene. 
  • Forbedre målgruppens muligheder for at opnå og fastholde arbejdsmarkedstilknytning.
  • Bryde uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre i forhold til familie og socialt liv.

Stor søgning af brugere
Denne treårige periode udløber ved udgangen af 2015. Der har været foretaget en grundig evalueringsproces af Videnscenter for Psykotraumatologi ved professor Ask Elklit fra SDU. Rapporten er foreløbigt vurderet overvejende positiv og er afleveret til videre vurdering til Social- og Indenrigsministeriet.

Der har været en stor søgning af brugere, såvel mænd som kvinder, som oplever en stor lettelse ved at kunne henvende sig et sted, hvor de bliver mødt med varme, faglig indsigt og forståelse.

Vi er tre socialrådgivere ansat i henholdsvis CSM i KBH, Odense og Århus samt Lars Hejgaard, som er på Overgrebscenteret, som yder landsdækkende telefonrådgivning. Vi oplever, at vi i høj grad er blevet brugt af brugerne til socialrådgiverfaglig rådgivning, svære samtaler og vejledning til mangeartede problemstillinger. Vi bliver brugt som bisiddere på bl.a. jobcentre, familiebehandlinger, hos læger, i retssager mv.

Vi har også orienteret og undervist på behandlingssteder og uddannelsesinstitutioner bl.a. pædagog- og socialrådgiveruddannelserne og psykologistudiet om senfølger, behandlingsmuligheder og vores tilbud.

Indsatsen er en samfundsøkonomisk gevinst
Som udsigten er lige nu, ved ingen, om centrene får mulighed for at fortsætte efter 2015. Brugerne er meget utrygge og angste for, at de fra 2016 igen er uden mulighed for at få behandling, støtte, rådgivning og at møde ligesindede.

Det vil have store negative konsekvenser for deres samlede muligheder for øget livskvalitet og dermed evne og mulighed for at få et mere velfungerende voksenliv, hvor man er i stand til at fungere socialt i relationer, skabe sig netværk, klare forældrerollen mv. Endvidere har det også betydning med hensyn til at blive i stand til at kunne uddanne sig og få og fastholde en plads på arbejdsmarkedet.

Indsatsen betyder, at målgruppen bliver hjulpet til bedre livsfunktioner på en række områder, som rent samfundsøkonomisk vil have en positiv konsekvens i besparelse på sygdom og langvarig offentlig forsørgelse. Vi håber på, at der vil være en politisk forståelse og prioritering af en permanent indsats i forhold til denne udsatte målgruppe.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024