Støttepartier er umiddelbart positive over for Ydelseskommissionens anbefalinger

Radikale er efter første øjesyn glade for kommissionens oplæg til en reform af kontanthjælpssystemet, og Enhedslisten kalder det "et godt afsæt". Også Liberal Alliance og Dansk Arbejdsgiverforening roser arbejdet.

"Ser rigtig positivt ud. Enkelt og visionært," skriver Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, om det nye ydelsessystem, som kommissionen foreslår.
"Ser rigtig positivt ud. Enkelt og visionært," skriver Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, om det nye ydelsessystem, som kommissionen foreslår.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Det er en moppedreng af et oplæg til en reform af hele ydelsessystemet, Ydelseskommissionen har præsenteret mandag.

Og selv om partierne næppe har læst det hele endnu, er de første reaktioner positive.

Regeringens ambition er at lande en bred, politisk aftale, som rummer både støttepartier og borgerlige partier. Og fra to af støttepartierne lyder der toner af tilfredshed.

Enhedslisten skriver i en pressemeddelelse, at kommissionens forslag om "afskaffelse af kontanthjælpsloftet og 225-timers regler er et godt afsæt for afgørende forhandlinger om at mindske børnefattigdommen".

Beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez understreger, at kontanthjælpsloftet ikke bare må skiftes ud med "en anden fattigdomsydelse", og at det vigtigste for Enhedslisten er "en aftale, som flytter børn ud af fattigdom".

Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, skriver til Ydelseskommissionen på Twitter:

"Stærkt arbejde. Ser rigtig positivt ud. Enkelt og visionært. Tak for indsatsen til jer alle".

Læs også

Beskæftigelsesordfører Samira Nawa (R) uddyber, at partiet er glade for disse forslag og effekter af kommissionens model: Afskaffelse af kontanthjælpsloft og 225timers regel, 4-6000 børn løftes ud af fattigdom, styrket beskæftigelse og  forenkling af systemet.

"Førstehåndsindtryk af anbefalinger fra ydelseskommissionen er positivt. Men der er også nogle ting jeg skal have boret lidt i," skriver hun på Twitter.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, glæder sig i en kort kommentar over, at kommissionen foreslår at afskaffe kontanthjælpsloftet i sin nuværende form. En mærkesag for SF ved valget og regeringsdannelsen for to år siden.

"Endelig bliver kontanthjælpsloftet afskaffet! Det har været helt afgørende for SF! Vigtigt skridt! Men der skal mere til hvis vi skal afskaffe børnefattigdom," skriver hun i et tweet.*

LA glade for fritidstillæg
Venstre bliver et centralt parti i forhandlingerne, fordi regeringen vældig gerne vil have partiet med i en aftale, men Ellemann & co. har endnu ikke reageret på anbefalingerne fra kommissionen.

Men på den blå side har Liberal Alliances Ole Birk Olesen hurtigt været ude med ros for oplægget. Han kan godt lide kommissionens forslag om, at familier på kontanthjælp skal kunne få et månedligt tillæg på 450 kroner per barn, som skal øremærkes til, at børnene kan deltage i fritidsaktiviteter på linje med børn i mere velstillede familier.
 
"Det lyder umiddelbart godt, hvad Ydelseskommissionen foreslår. Især at kommissionen slår fast, at mange familier på offentlig forsørgelse bruger for få penge på deres børn og for mange penge på andre ting. Derfor skal flere af pengene til de familier målrettes til børnenes behov," skriver Ole Birk Olesen i et tweet.

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad, er også positiv over for udspillet, som blandt andet vil sænke grundsatserne for kontanthjælp og til gengæld øge en række tillæg, for eksempel boligydelse. 

"Kommissionen blev stillet en svær opgave, og jeg synes faktisk, de lykkes med at løse den," siger Jacob Holbraad til Tv 2 news.

Han er blandt andet tilfreds med, at kommissionens model er et mere enkelt system end det eksisterende, og at det for nogle vil øge incitamentet til at arbejde.

Vil have flere over fattigdomsgrænse
Børnefattigdom vil for støttepartierne, SF, EL og R, blive centralt i forhandlingerne om en ydelsesreform.

En række organisationer, der arbejder for at hjælpe udsatte børn, kvitterer umiddelbart for Ydelseskommissionens "fokus" på børnene, men kommer ikke med nogen endelig dom endnu.

"Vi gransker stadig rapportens detaljer, men godt med #ydelseskommissionen 's fokus på børns fritidsliv! Fattigdom må ikke ekskludere nogle #børn fra vigtige børnefællesskaber og glade børneliv. Det er afgørende for deres opvækst og senere liv," skriver Red Barnet på Twitter.

Mødrehjælpen mener ikke, kommissionens model løfter nok børn op over den uofficielle fattigdomsgrænse:

"Godt fokus på børn og børnefamilier, men flere børn skal løftes over fattigdomsgrænsen. Stort ansvar for regering og Folketing at få det til at ske - og pas på med tal-fifleri: Ca. 60.000 børn lever under grænsen," skriver organisationen på Twitter.

Der er forskellige definitioner af fattigdom, og regeringen vil først lægge sig fast på en fattigdomsgrænse, når der er landet en aftale om ydelserne efter sommerferien.

Ifølge Danmarks Statistiks og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds definition er der omkring 55.000-60.000 fattige børn i Danmark, men følger man Ydelseskommissionens definition af 'lavindkomstgruppen', er antallet lavere.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger til Tv 2 News, at han ser mange "spændende" forslag i udspillet fra kommissionen, men at han også "kan få øje på udfordringer".*

Regeringen vil nu nærlæse forslagene og forventes at komme med sit eget udspil til politiske forhandlinger.

*Artiklen er opdateret med kommentar fra Pia Olsen Dyhr og Peter Hummelgaard mandag 31.5.21 klokken 14.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sofie Carsten Nielsen

Underdirektør, DI Biosolutions
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)

Victoria Velásquez

MF (EL)
cand.soc. i arbejdslivsstudier og socialvidenskab

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024