Stop medlidenshedspolitik over for unge indvandrere

Af Kahttan Jasim,
cand.scient.pol. og specialkonsulent i Køge Kommunes Integrationsafdeling 

Flere dage i træk har Danmark oplevet oprørslignende tilstande. Forskellige bygninger og biler er blevet brændt, unge mellem 10 og 25 år har lavet hærværk på skoler, gader, boligområder o.l. Politi og brandvæsen er i højt alarmberedskab. Og vi har kun set toppen af isbjerget.

Myndigheder på alle niveauer kommer med udtalelser og forslag om, hvordan man skal dæmpe og bekæmpe disse uroligheder. Kommunale medarbejdere, eksperter og integrationskonsulenter kommer med forklaringer. Alle er pludselig vågnet op og har opdaget, at vi har alvorlige problemer.

Billigkøbte forklaringer

Nogle konsulenter peger på, at det er kedsomhed, der driver disse unge til hærværk og uroligheder. De mangler væresteder og sociale aktiviteter. En sociolog fra Aalborg Universitet udtalte, at disse unge føler sig diskrimineret, udstødt og marginaliseret, og at der bliver skabt et parallelsamfund. En politiker mente, at vi skal inddrage familierne, og i hvert fald skal disse familier straffes. Alle disse forklaringer indebærer en del sandheder. Men disse sandheder er billigkøbte udsagn, som ikke kan forklare helheden.

I denne debat har jeg undret mig over to ting. For det første, at man snakker om disse unge, som om de er stakler, der ingen rettigheder har, eller er fremmede fra en anden planet. Det andet er forvaltningernes og politikkernes mangel på planer og evner til at forudse integrationsnegative perspektiver og konsekvenser? Altså, hvilke akutte strategier har de lagt for at løse disse problemer?

Medlidenhedspolitik udstøder unge

Disse unge er hverken svage eller stakler. De fleste af dem er født og vokset op her i Danmark. De har gået/går i danske skoler og har samme rettigheder som andre danske unge. De udstøder sig selv, selv om de har alle muligheder for at udvikle og bidrage med noget konstruktivt og positivt til samfundet i stedet for at bruge deres kræfter på ødelæggelse.

Når de bliver mødt med medlidenhed fra det offentlige Danmark, så udvikles der en fornemmelse af, at det ikke er deres, men de andres skyld. Medlidenhed skaber kun afhængighed, magtesløshed og misforståelser. Og medlidenhed fratager dem deres ansvar og stiller ingen krav. Uden krav ingen udvikling.

Mange har talt om, at de unge eller deres familier skal betale for alle ødelæggelserne. Og vi lytter, og vi ved, at det ikke lige er den velhavende del af Danmark, der er i oprør. Måske trækker vi også på smilebåndet af denne joke. Vi ved, det ikke kan lade sig gøre. Men de unge kunne komme med ud og rydde op. Gerne med deres familier. Skrubbe og skure, slide og slæbe. Det ville være at tage ansvar.   

Hvis man til daglig arbejder med disse unge ud fra en opfattelse, der bygger på medlidenhed, så vil resultatet blive katastrofalt.

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) har med rette peget på, at vi skal passe på ikke at gøre disse mennesker til stakler, som ingen rettigheder har, og hun tilføjede, at disse unge har i virkeligheden alle muligheder. Det samme har forskeren Ulla Holm fra DIIS sagt, at disse unge påtager sig en offerrolle, der kan bruges til at undskylde aggressive handlinger.

Ghettomentalitet sætter unge udenfor

En ung mand, der planlægger, koordinerer og deltager i hærværk, brandstiftelse og ødelæggelse i sådan et omfang er ikke svag!

Disse unge er, efter min opfattelse, stærke personer, som bruger deres evner på negative og forkerte handlinger. Og dette skyldes bl.a., at de er vokset op i en tavshedskultur og opdraget i had, løgne og ghettomentalitet. Tavshedskulturen bygger på tabuer, hierarki, lydighed og had til omverden. Når den kultur bliver afprøvet i det offentlige rum, som bygger på forhandlingskultur, så går det galt. Ungerne oplever kaos og mister evnen til almen og anstændig opførsel. De ser sig selv som udlændinge, der står uden for det danske samfund.

En ung mand på 17 år udtrykte det klart til avisen Politiken 16. februar, da han blev spurgt om sin mening om urolighederne og ytringsfriheden: "Halvdelen af danskerne er jo indvandrere, og det fornærmer os rigtig meget." Unges udsagn afslører uhyre problemer. De betragter ikke sig selv som borgere, men som fremmede, der bor og lever efter deres egen livsrytme, principper og værdier på grænsen af resten af det danske samfund.

Familier er årsagen og ikke løsningen

Nogle mener, at man skal løse dette problem i samarbejde med ungernes familier. Men hvilke familier snakker vi om. Det er i virkeligheden mange af disse familier, der er årsagen til ungernes afvigende adfærd og voldelige handlinger.

De unge er for længst vokset fra deres forældres opsyn, solidaritet, bekymring og ansvar. De lever efter deres egne regler og danner selv deres egne livsrytmer. De blev opdraget i passivitet, ligegyldighed, tavshedskultur og falske forestillinger. Her kan der tales om en offerrolle, for det bliver nemt den rolle, der er udtænkt dem i en nøje og større udtænkt radikaliseringsstrategi.

Følelsen af ikke at være en del af det danske samfund dyrkes og vedligeholdes først og fremmest i familiernes regi, og derefter i de danske institutioners passivitet og mangel på krav til og viden om disse unge.

Lad mig illustrere det med et eksempel: Et forældremøde i folkeskolen, hvor der skal diskuteres skovtur og overnatning og planlægges detaljer bl.a. mad, tøj og lommepenge. Forældrene er blandede. Nogle er med etnisk baggrund, andre danskere. Da læreren fortæller om madlavningen, rejser en dansk elev med tyrkisk baggrund sig op og peger på nogle elever på stedet og siger: "Vi er fem tyrkere, kan vi ikke sove sammen og hente vores egen mad?" Hverken forældre eller lærere reagerede på denne bemærkning.

Det er ikke forkert, at man er stolt af sine rødder. Faren ved sådanne bemærkninger er, at disse unge aldrig får et almindeligt tilhørsforhold til klassekammeraterne og til Danmark. Tværtimod.

Integration: mellem opsummering og implementering?

Integrationen er negativt præget, især efter kommunalsammenlægningen, med opsummering, bureaukrati, gentagelser og orienteret efter hierarki i stedet for aktiv implementering.

Forskellige projekter køres på en gang i samme kommune, uden at medarbejderne ved noget om hinandens intentioner, erfaringer og resultater. De arbejder ud fra en territorial tænkning. Der er overlapning i opgaverne. Mange forvaltninger er ofte inddraget i at løse samme opgave uden koordinering.

Et eksempel: Mange unge med enden etnisk baggrund frafalder skolen og figurerer ikke i statistikken som beskæftigede eller modtagere af økonomiske ydelser fra systemet. Alligevel stilles der ikke spørgsmål. Hvad laver disse unge, og hvor går de hen? Hvordan fordriver de tiden? Hvilke miljøer trives de i? Alle disse spørgsmål er kun relevante, når problemerne opstår. Responsen er midlertidig, fragmenteret, og uden faste rammer eller klar strategi. Der er langt fra papirer til virkelighed.

Integrationen er kort sagt reaktiv og ikke proaktiv. Der udvikles desværre en forretningsmentalitet i planlægningen af integrationen.

Integrationsrådsmedlemmer uden forbindelse til baglandet

Et andet interessant spørgsmål i denne sammenhæng er, hvad integrationsrådsmedlemmers rolle er? Som repræsentant for de etniske minoriteter bør de vel være rådgivere for kommunerne i disse uroligheder. Hvorfor har vi ikke hørt en dyt fra dem?

Passivitet afslører i virkeligheden, at de er afskåret fra deres bagland, og at de i realiteten ingen indflydelse har, selv om de er repræsentanter for et etnisk bagland.

Hvilke initiativer har kommunerne foretaget for at aktivere disse råd i sådan en situation? Bruger kommunerne mere disse råd som prestige end som redskaber og kanaler til implementering af integrationen?