Strukturelle forhold skaber udsatte boligområder

Af Louise Glerup Aner
Adjunkt, Institut for Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol

Boligsocialt arbejde og områdebaserede indsatser har et stort potentiale, men der er også begrænsninger. I en længere årrække har man forsøgt at modvirke segregation og såkaldte ghettoiseringstendenser, blandt andet gennem boligsociale indsatser. Igennem de seneste 20 år er der blevet uddelt milliarder af kroner til socialt arbejde i landets mere eller mindre udsatte boligområder.

Tilgangen i det boligsociale arbejde har været bred, flerspektret og helhedsorienteret – både tematisk, metodisk og organisatorisk. Og målsætningerne ligeså. De tusind blomster har blomstret – og nu er det tid til at genvurdere, prioritere og blive klogere på, hvordan vi kan gøre det bedre fremadrettet for at opnå større effekter af arbejdet. Her er der i mine øjne nogle centrale punkter, som vi bliver nødt til at blive klogere på og forholde os til.  

Uklarhed om mål og midler
For det første hersker der en vis uklarhed omkring mål og midler i det boligsociale arbejde. Der er i mine øjne ikke altid en klar sammenhæng mellem det, man ønsker, den boligsociale indsats skal levere, og det, den kan levere.

Et oplagt eksempel er det store fokus på at ændre beboersammensætningen i de udsatte boligområder. Som mål for den boligsociale indsats fokuseres der fra centralt hold (statslig og politisk) i vid udstrækning på selve segregationen, beboersammensætningen og beskæftigelsesgraden i de udsatte boligområder.

Netop disse indikatorer påvirkes meget af strukturelle forhold – såsom boligmarked, den kommunale anvisningspraksis og konjunkturer på arbejdsmarkedet. Selv den mest optimale områdebaserede boligsociale indsats kan derfor ikke nødvendigvis ændre beboersammensætningen gennem en boligsocial indsats, som til en vis grad behandler problemer i udsatte boligområder, som om de var lokalt baserede.

Når jeg ser på de erfaringer, der er gjort inden for det boligsociale arbejde gennem de sidste ti år, vil jeg mene, at vi nu er klar til at blive mere præcise i forhold til at målrette redskaber til det rette niveau og formål.

Louise Glerup Aner
Adjunkt, Institut for Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol

Fokus på strukturelle forhold
For at ændre på segregation og skæv beboersammensætning er det derfor andre redskaber, der skal til. Redskaber, som er rettet mod de strukturelle forhold som anvisningen, boligudbuddet og boligmarkedsreguleringen.

De boligsociale indsatser har derimod et stort potentiale, når det kommer til at løse nogle af de problematikker, som gør sig gældende i det lokale liv i boligområdet, eller til at modvirke nogle af de negative konsekvenser, der (for nogle muligvis) kan være ved at bo i et udsat boligområde. Det drejer sig blandt andet om at kompensere for manglende positive rollemodeller i boligområdet, at styrke fritidslivet for de unge, at skabe socialt netværk i områderne, øge aktivitetsniveauet og undgå konflikter mellem beboere.

Hvis det lykkes med en boligsocial indsats at skabe liv i et område, øge trivsel og tryghed og forbedre områdets image, kan det også have en positiv betydning for til- og fraflytningsmønsteret. Så den skelnen, jeg foretager her, mellem strukturelle og lokale processer er naturligvis lidt hårdt tegnet op. Pointen er, at for at løse udfordringer, der har sine årsager i strukturelle forhold, er det ikke nok at søge lokale løsninger.  

Ansvarsforskydning
For det andet er der gennem det seneste årti sket en glidende ansvarsforskydning, hvor de boligsociale indsatser har fået - eller taget - et stadig større ansvar i forhold til nogle af de problematikker, der gør sig gældende blandt beboere i de udsatte boligområder.

Indsatser og mål i de seneste store boligsociale puljer har været brede og flerspektret, og der har fra centralt hold været fokus på kriminaliteten og beskæftigelsesgraden i områderne. Både beskæftigelsesfremme og det kriminalitetsforebyggende arbejde har traditionelt ligget indenfor kommunernes regí.

At flere aktører (kommuner, boligselskaber, beboere og frivillige kræfter) og lokalt baserede indsatser nu er inde over løsningen af disse problemer, er positivt. Men denne ansvarsforskydning har medført, at der er uklarhed omkring ansvars- og rollefordeling mellem kommuner, boligselskaber, frivillige kræfter og beboere. Det resulterer for ofte i, at de forskellige aktørers ressourcer ikke bliver udnyttet optimalt.

Når jeg ser på de erfaringer, der er gjort inden for det boligsociale arbejde gennem de sidste ti år, vil jeg mene, at vi nu er klar til at blive mere præcise i forhold til at målrette redskaber til det rette niveau og formål.

Det vil sige, at det er nu, vi skal blive klarere omkring, hvilke tiltag og indsatser der skal løse strukturelt betingede problematikker, og hvilke typer af indsatser der er målrettet konsekvenser af segregationen.

Jeg mener også, at vi på nuværende tidspunkt har en viden og erfaring, som gør det muligt at blive mere præcise omkring rollefordelingen mellem de forskellige aktører på det boligsociale felt. Hvis vi formår at omsætte denne viden til konkrete ændringer i det boligsociale arbejde, kan vi opnå bedre resultater for beboerne i områderne.