SVM-regeringen fortsætter socialpolitisk zigzag-kurs og gør udsatte til kastebolde

Regeringsgrundlaget for SVM-regeringen antyder, at Danmark måske igen får en egentlig socialpolitik – om end på begrænsede områder. Blandt de positive meldinger er, at regeringen vil sikre en bedre socialfaglig indsats for de allermest udsatte. De skal ikke længere igennem et udsigtsløst aktiveringshelvede men sikres tryghed og værdighed. Og det er godt.

Med lidt god vilje kan beslutningen om at afsætte 300 millioner kroner til de mest økonomisk udsatte børnefamilier også betragtes som et ønske om en vis socialpolitisk og socialfaglig oprustning.

I årtier er socialpolitikken blevet nedprioriteret til fordel for beskæftigelsespolitikken. Selv når alle vidste, at aktiverende ressourceforløb var uden mening, blev de gennemført af kommunerne efter statsligt dekret.

Mens man taler om, at de udsatte ikke må gøres til kastebolde, er det netop det, der sker

Knud Vilby
Journalist, forfatter og forhenværende chefredaktør på Information

Det var således Mette Frederiksen, der som beskæftigelsesminister, fik gennemført den reform, der skulle hindre, at borgere under 40 år fik førtidspension. Alt skulle gøres for at få dem til at være en del af arbejdsfællesskabet.

Unge med misbrug og psykiske problemer skulle blandt andet gennem 5-årige ressourceforløb. Nu er det netop disse udsatte med misbrug og psykiske problemer, der skal have tryghed og en anden form for hjælp, der ikke nødvendigvis sigter mod beskæftigelse.

Sådan føres der politik med zigzag-kurs, og mens man taler om, at de udsatte ikke må gøres til kastebolde, er det netop det, der sker.

Trods de socialfaglige toner i en lille del af regeringsgrundlaget, er zigzag-kursen desværre også indbygget i selve regeringsgrundlaget.

For vel er der lidt socialfaglig oprustning, men til gengæld er den lovede opregulering af fattigdomsydelser og det midlertidige børnetilskud efter regeringsskiftet væk. Nok især fordi man håber, at øget fattigdom vil tvinge flere dårligt stillede ind på arbejdsmarkedet.

Altså, alligevel beskæftigelsespolitik i stedet for socialpolitik, selv om der netop i denne tid er utallige vidnesbyrd om voksende fattigdom i familier, der ofte tillige er ramt af sociale og sundhedsmæssige problemer, som gør det urealistisk at gøre dem til en del af en arbejdsudbudsreform.

Der træffes et utal af forkerte afgørelser på det specialiserede socialområde

Knud Vilby
Journalist, forfatter og forhenværende chefredaktør på Information

Mette Frederiksen taler meget om "ret og pligt", men er det virkelig bedre at kunne søge om midler til særligt udsatte fra en 300 millioner kroners fond, end det er at have en rettighed – for eksempel til et ekstra børnetilskud for at sikre børnene en rimelig opvækst.

Der er andre kastebolde og mere zigzag. Regeringsgrundlaget fortæller, at regeringen vil udvikle en handlingsplan for at skabe bedre muligheder, for at mennesker med handicap kan blive en del af arbejdsmarkedet. Det er jo godt.

Formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, har udtalt, at de handicappedes situation er dårligere i dag end for 20 år siden. Der er sket en afspecialisering af området og en forringelse af de offentlige tilbud, og der træffes et utal af forkerte afgørelser på det specialiserede sociale område.

Problemerne har udviklet sig i 20 år, men de handicappede er blevet kastebolde i overordnede centraliserende beslutninger, der blandt andet har svækket Socialstyrelsen og en række faglige tilbud landet over.

Efter Lars Løkke Rasmussens strukturreform blev amtslige tilbud nedlagt, men de enkelte kommuner mangler ofte de nødvendige ressourcer på dette vanskelige og kostbare område. Problemerne er velkendte men uløste. Mange dyre ord om handicappedes rettigheder er reelt tomme.

Et af problemerne er topstyringen. Dekreterne oppefra. I 10'erne var det eksempelvis den reform, som sagde, at ingen under 40 år bør kunne få førtidspension. For kun tre år siden var det Mette Frederiksen, som meddelte, at flere børn skal bortadopteres med tvang, for "nogle forældre får for mange chancer". Og der kunne nævnes flere eksempler på politiske udmeldinger, som har med det sociale område at gøre, men som på ingen måde er udtryk for socialpolitisk tænkning.