TEMA: Fattigdomsgrænse - nødvendig for debat og forbedring

Af Thor Buch Grønlykke (S),
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation

De fattige i Københavns Kommune er ofte syge og har dårligt helbred. Knap halvdelen undlader at gå til tandlægen, og en fjerdedel undlader at indløse recepter på medicin meget oftere end andre. Det er nogle af resultaterne, som vi fandt ved fattigdomsundersøgelsen i København.

Men også i skolen, når klassen skal til Berlin, er der elever, som straks bliver stille ved den ellers glædelige nyhed. De ved, at de aldrig kan få penge til at tage med på turen. De samme børn går ofte ikke til sport og fritidsaktiviteter. Det er der heller ikke penge til.

Økonomisk fattigdom leder til menneskelig fattigdom
Fattigdom medfører altså en række konkret forringede muligheder, når vi ser på levestandard og muligheder for at leve som "andre". I København lever knap 17 pct. af københavnerne under den foreslåede fattigdomsgrænse, heraf er ca. 4 pct. defineret som langtidsfattige og permanent fattige.

Det er nærliggende at antage, at økonomisk fattigdom på sigt kan føre til menneskelig fattigdom. Flere års fattigdom kan ligefrem ekskludere et menneske fra resten af samfundet.

Mangel på borgerlig anstændighed
Det har ellers længe været en hypotese blandt visse borgerlige, at fattigdom var noget nær det modsatte. Faktisk som incitamentet, der gør, at folk ikke hensygner, men forsøger at klare sig selv. Det er der intet belæg for. Men det forklarer måske, hvorfor der tilsyneladende ikke er nogen borgerlige, der ønsker at tage begrebet fattigdom alvorligt ved at måle fattigdommen. Derved håber man tilsyneladende at slippe for at forholde sig til det politiske og moralske problem, som de fattige udgør. I stedet kritiserer man de seriøse forsøg på at definere en fattigdomsgrænse, som vi har gjort i København.

Man behøver ikke at være spindoktor for at undres over, at kritikken aldrig bliver fulgt op med et bud på, hvad der så ville være relevant. Det er faktisk mere højreorienteret, end hvad man kunne forvente af selv en borgerlig regering. Men det er endnu et eksempel på, at den gamle garde af anstændige borgerlige mennesker ikke længere har nogen særlig indflydelse i dansk politik.

Fokus er på velfærd frem for fattigdom
Fattigdomsproblemet har dog også bud efter resten af samfundets selvopfattelse. Der var tidligere massiv opbakning til hjælpen til de fattigste og socialpolitikken var et af de vigtigste politikområder. Velfærdstaten har flyttet fokus fra at hjælpe de nødlidende til at skulle servicere alle borgere. Den brede befolknings ejerskab til velfærdsstaten ses tydeligt, når kampen om ressourcerne starter. Hverken partier eller interessegrupper formår reelt at sikre de svagestes interesser.

Hvad enten det drejer sig om kontanthjælpsmodtagere eller psykisk syge, er der en indgroet forventning om, at disse borgere kan klare sig relativt godt i vores velfærdsamfund. Vi må desværre konstatere, at det langtfra er sandt. I den forbindelse er en fattigdomsgrænse en mulighed for at diskutere og forbedre forholdene for de dårligst stillede i samfundet på et sagligt grundlag. Man skulle tro, at det var mainstream.