"Tonen i handicapdebatten er blevet for grov"

INTERVIEW: Danskernes tone over for handicappede er blevet for grov, og derfor bliver det vigtigste for den sprit nye tænketank for inklusion af handicappede at ruske op i debatten, mener Jann Sjursen, der er et af tænketankens medlemmer.
Kasper Frandsen

Vi hører om chikane af handicappede og kommuner, der bruger ord som gøgeungeeffekten og nærmest giver handicappede skylden for deres dårlige økonomi. Derfor håber jeg, at tænketanken kan sætte skub i en holdningsmæssig debat i Danmark om inklusionen af handicappede.

Jann Sjursen
Formand for Rådet for Socialt Udsatte

Udviklingen på handicapområdet skal på rette spor igen.

Derfor har socialminister Benedikte Kier (K) i denne uge nedsat en ny tænketank, for hvordan det danske samfund styrker inklusionen af de handicappede - tænketanken skal "gøre op med indgroede myter og tør tænke nyt," mener ministeren.

Til at løse den opgave er tænketanke blevet sammensat af en række meget forskellige personligheder lige fra komiker Jan Gintberg til formanden for Rådet for Socialt for Udsatte, Jann Sjursen, der desuden også er tidligere minister og formand for Kristendemokraterne.

Altinget.dk har spurgt Jann Sjursen, om der i 2011 overhovedet er brug for en tænketank, der særligt arbejder med inklusion af handicappede.

"Det kan synes underligt, at der er brug for en debat om de handicappedes forhold i 2011 - men den er desværre meget aktuel. Der er nogle holdningsmæssige tendenser i tiden, der gør, at inklusion ikke bare er en selvfølge. Vi hører om chikane af handicappede og kommuner, der bruger ord som gøgeungeeffekten og nærmest giver handicappede skylden for deres dårlige økonomi. Derfor håber jeg, at tænketanken kan sætte skub i en holdningsmæssig debat i Danmark om inklusionen af handicappede."

Hvor stort er problemet i det danske samfund med handicappede, der ikke bliver inkluderet?

"Hvis du spørger de handicappede selv, er det et meget stort problem. På trods af handicapkonventioner og lovgivning, der skal hjælpe de handicappede med blandt andet større tilgængelighed, er der stadig mange områder, hvor det kan være svært for handicappede på grund af fysiske barrierer at deltage på lige fod med alle andre i samfundet."

Hvad kan vi forvente os af jeres tænketank?

"Jeg håber, at vi kan bidrage med noget i forhold til den holdningsmæssige værdidebat og komme med konkrete forslag. Der findes allerede mange forslag på området, men det nye i vores tænketank er, at vi er så bredt sammensat - det kan der komme noget nyt, spændende og dynamisk ud af. Udover en skuespiller og en komiker er tænketanken en blandet pose med bolsjer, hvor nogle selv er handicappede, nogle arbejder med handicappede og andre er pårørende osv."

Hvordan inkluderer man handicappede bedre i det danske samfund?

"Det handler om tilgængelighed og lige adgang til demokratisk indflydelse og debat. Men det handler også om at gøre det muligt for handicappede at deltage på lige fod med resten af befolkningen i sociale og samfundsmæssige aktiviteter i sportsklubber og foreningslivet samt på arbejdspladsen; noget, de fleste danskere opfatter som naturligt. Med andre ord vil vi gå området igennem med en tættekam. Men ansvaret ligger også ude i organisationer og foreninger, der bør have øje på de udfordringer, handicappede har."

Men hvordan kan man konkret inkludere de handicappede bedre i samfundslivet?

"For eksempel gennem nye projekter, der kan afprøve nye tiltag i praksis og skabe bedre tilgængelighed og lige adgang. Man skal på alle områder tænke de handicappede ind fra start til slut i forhold til blandt andet indretning af nyt byggeri og nye arbejdspladser.

Vi er en atypisk tænketank, fordi vi allerede om to-tre måneder skal præsentere vores forslag og idéer for ministeren. Derfor skal man ikke forvente, vi kommer med fuldstændig grydeklare forslag. I stedet håber vi, at det er muligt at starte en debat og lave forslag, der kan arbejdes videre med."

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024