Debat

Vi skal bruge pengene på det, der virker

DEBAT: Resultatbaseret styring kan opfylde ønsket om mere dokumentation på det sociale område, mener direktør for Servicestyrelsen Palle Lund.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Palle Lund,
Direktør for Servicestyrelsen

Resultatbaseret styring. Det lyder måske ikke vildt spændende, men idéen fejler ikke noget. Og i sidste ende handler det om tilstrækkelig dokumentation, så vi bruger pengene, hvor det virker.

Det sociale område er på linje med en række andre offentlige områder under et stigende pres. Stigende forventninger til flere og bedre ydelser kombineret med færre hænder til at løfte opgaven er en stor udfordring. Men det giver os samtidig rig lejlighed til at tænke nyt og overveje alternative løsninger.

Ønsket om større dokumentation giver jævnligt anledning til interessante og relevante diskussioner om ressourceforbruget i den offentlige sektor. Det er diskussioner, vi i Servicestyrelsen gerne deltager i og hele tiden prøver at kvalificere.

Work smarter, not harder
Hvor meget dokumentation skal der til? I Servicestyrelsen er svaret vel noget i retning af "så lidt som muligt, men nok til, at vi er sikre på, at den indsats der ydes, har en gavnlig effekt for borgeren". Ingen kan være tilfreds med at bruge ressourcer på noget, der ikke virker. Derfor kan der være ganske god fornuft i at få skabt dokumentation for, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

Konsekvensen kan meget vel være, at man i nogle tilfælde skal bruge en del kræfter på dokumentationsarbejdet. I andre er det muligt at benytte metoder og værktøjer, som allerede har vist deres værdi.

Effekt og innovation
I Servicestyrelsen arbejder vi med mange udviklingsprojekter inden for det sociale felt. Størstedelen af dem, er kendetegnet ved to forhold: effekt og innovation.

Effekt, fordi det altid handler om at skabe social værdi for borgeren - dvs. sikre, at den indsats, der gives til borgeren, også har den ønskede effekt.

Men med færre hænder i den offentlige sektor er det ganske ofte også nødvendigt at tænke innovativt. Ofte kan vi løse opgaverne mere hensigtsmæssigt og smartere, når vi arbejder med innovation.

Vi har taget vores egen medicin
I Servicestyrelsen har vi også behov for at kunne dokumentere nye metoder, skabe klarhed og vælge de mest effektive løsninger. Et godt redskab til dette er ResultatBaseret Styring (RBS). RBS udspringer af New Public Management-skolen, hvor idéen er at styre og målrette arbejdet efter resultaterne.

Jeg skal spare læseren af dette debatindlæg for detaljerne i ResultatBaseret Styring, men erfaringen fra Servicestyrelsens arbejde med RBS viser, at det også er et glimrende dialogredskab i forhold til eksterne samarbejdspartnere. Her er der god mulighed for at få en tæt dialog om de reelle udfordringer, der er i udviklingsarbejdet.

Ved at bruge RBS som et fælles sprog lettes den interne kommunikation, ikke mindst i projekter, der går på tværs af en organisation.

RBS kan ikke stå alene
RBS er ikke en redskab, der kan stå alene. Det må oftest suppleres med målinger og interview, hvis vi skal se de langsigtede effekter.

Det er dog væsentligt, at effektdelen ikke står alene. Udviklingen på socialområdet er afhængig af, at vi forstår årsag-virkning-sammenhængene bedre. Derfor er det helt centralt, at vi får valgt de indikatorer, som er mest "sigende" i forhold til de ønskede effekter.

I en række kommuner arbejdes allerede i dag med ResultatBaseret Styring. Tilgangen kan variere, men målet er også her at sikre bedst nytte af de ressourcer, der findes til gavn for borgeren.

ResultatBaseret Styring har vist sin værdi såvel i Danmark som i udlandet. Det er et nyttigt redskab i det aktuelle arbejde med at skabe den tilstrækkelige dokumentation i vores søgen efter "virker det".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Palle Lund

Fhv. formand, Center for Frivilligt Socialt arbejde, fhv. direktør, Servicestyrelsen, fhv. amtsdirektør, Vejle
cand.rer.soc. (SDU 1977)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024