Et næsten lige sundhedsvæsen

Mens antallet af danskere med en sundhedsforsikring hastigt nærmer sig 1 million, er diskussionen om skattefradraget på sundhedsforsikringer endnu en gang skudt til hjørne. Sundhedsministeren selv åbnede ellers for debatten ved til ugebrevet Mandag Morgen at tale om muligheden for at fjerne afdraget for sundhedsforsikringer. Men under finanslovsforhandlingerne satte Lene Espersen (formand for De Konservative, red.) en solid streg under, at De Konservative ligesom Venstre er for fradraget, og derved er det kun Dansk Folkeparti, der pressede på for at ændre skatteforholdene.

Både Socialdemokraterne og SF vil fjerne fradraget, hvis de får magten. Men spørgsmålet er, om det er forsikringerne, der skaber uligheden?

Ikke kun forsikringernes skyld
Langt de fleste danskere får deres private sundhedsforsikringer gennem deres arbejde. Forsikringerne har eksisteret i flere årtier, det samme har privathospitalerne. Men det er kombinationen af ventetidsgarantier, fradrag for forsikringerne og DRG-taksterne, der for alvor har sat skub i væksten ved de private hospitaler. Danske Regioner har således betalt 763 millioner kroner mere til private aktører i 2007 end året før. Det er en stigning på 60 procent. Samtidig forventer regionerne, at stigningen vil være endnu højere i 2008.

Sundhedsforsikringerne blev frem til sommerens strejke brugt af cirka 20 procent af forsikringstagerne, men strejken fik for alvor gang i brugen af sundhedsforsikringer, og flere forsikringsselskaber kunne meddele, at 40 procent af alle henvendelser drejede sig om sundhedsforsikringer. Danskerne fandt ud af, at de kan bruge deres forsikring. Strejken viste paradoksalt nok, at der er et velfungerende alternativ til det offentlige sundhedsvæsen.

Det kan godt være, at antallet af forsikringer stiger, men det er ikke det, der er problemet i forholdet mellem det private og det offentlige. Eller uligheden i det danske sundhedsvæsen. De rigeste vil altid være bedre stillet. Men man skal måle sit sundhedsvæsen efter, hvor godt den dårligst stillede klarer sig.

Alt for mange usandheder
Der er alt for mange myter i debatten om privat versus det offentlige. At de private hospitaler har stor vækst er korrekt. Men udgangspunktet for væksten er ret så lavt. For nylig kom det frem, at nogle privathospitaler havde undladt at indberette, hvor mange behandlinger de har foretaget. Men selv når der tages højde for det, så når det samlede antal behandlinger i det private knap op på 5000. Til sammenligning blev knap 380.000 behandlinger aflyst i de to måneder, som strejken varede på de offentlige sygehuse.

Og selvom den borgerlige regering har forsøgt at komme ventelisterne til livs, så er virkeligheden fortsat, at der til visse operationer er lang ventetid, men hvis man er villig til at flytte på sig, så kan det udvidede frie sygehusvalg sikre, at man får behandling inden for en måned, dog suspenderet indtil juli 2009, og ellers retten til at vælge det private - om man har forsikring eller ej.

Lige for loven
Problemet er imidlertid noget helt andet. Nemlig det, at vilkårene for henholdsvis det offentlige og det private er uens. Det er også derfor, fradraget på forsikringerne klinger forkert i øerne på oppositionen, hvorfor skal alle være med til at betale for, at en fjerdedel af danskerne udstyres med en forsikring, der giver dem en rettighed, som alle ikke har.