Ministeren skal forklare brud på regler

NYHED: På et åbent samråd onsdag skal sundhedsministeren forklare, hvad der skal gøres, efter det er kommet frem, at Patientforsikringen har brudt reglerne.
Maria Dalby
Sundhedsudvalget har kaldt sundhedsministeren i åbent samråd om Patientforsikringen, for at forklare de mange historier, der har været i medierne om fejlagtig sagsbehandling.

"Det er ikke til at finde hoved og hale i, hvad der er rigtigt," siger Kamal Qureshi fra SF, der har stillet samrådsspørgsmålet.

SF vil have afklaret, hvad der er sket på kræftområdet.

"Det kan ikke være meningen, at det er medierne, der skal fortælle os, hvordan situationen er på sundhedsområdet. Og at det ikke er sundhedsministeren. Det virker som om, at han er den sidste, der ved noget," siger Kamal Qureshi.

Der skal handles
Han stiller gerne SF's mandater til rådighed for at få set på loven og få nogle ændringer igennem, hvis det er nødvendigt. Det er nemlig vigtigt, at de danske kræftpatienter sikres en ordentlig behandling. Han er ikke tilfreds med, at det skal tage så lang tid inden der bliver gjort noget.

"Der er allerede gået et halvt år under denne minister, og endnu længere under den forrige med de her sager, og det er ikke godt nok, at han bare lover at se på det. Nu skal der ske noget," siger Kamal Qureshi.

Dokumentation

Samråd i Sundhedsudvalget
Sundhedsudvalget har kaldt ministeren for sundhed og forebyggelse i samråd om Patientforsikringen. Samrådet finder sted onsdag den 14. maj.

Udvalget har bedt ministeren redegøre for, hvilke initiativer ministeren har taget i forlængelse af, at Patientforsikringen i behandlingen af erstatningskrav vedrørende brud på reglerne om maksimale ventetider, i flere tilfælde har opgjort ventetiderne til at være flere uger kortere end den var i virkeligheden.

Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra medlem af Sundhedsudvalget Kamal Qureshi (SF), og er formuleret således:

Ministeren bedes på baggrund af oplysninger i pressen om, at Patientforsikringen i sin redegørelse om behandlingen af erstatningskrav vedrørende brud på reglerne om maksimale ventetider, i flere tilfælde har opgjort ventetiderne til at være flere uger kortere end den var i virkeligheden, oplyse hvad han har gjort i den anledning, herunder om han har taget initiativ til, at Patientforsikringen tager sager op til fornyet vurdering såfremt opgørelsen af ventetiderne ikke har fulgt de retningslinjer, som der er fastlagt for opgørelsen af ventetider.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024