DF åbner for forbud mod usunde reklamer

NYHED: Dansk Folkeparti vil ikke længere afvise et forbud mod usunde reklamer rettet mod børn og unge. Dermed er der for første gang et flertal uden om regeringen.
Dansk Folkeparti har skiftet synspunkt og støtter nu et forbud mod usunde reklamer rettet mod børn og unge.
Dansk Folkeparti har skiftet synspunkt og støtter nu et forbud mod usunde reklamer rettet mod børn og unge.Foto: www.colourbox.com
Niels Th. Dahl

Hvis erhvervslivet siger, at de overholder reklamereglerne i forvejen, så kan de vel heller ikke have noget imod et forbud.

Jørn Dohrmann
Fødevareordfører (DF)

For første gang tegner der sig nu et flertal i Folketinget for at forbyde reklamer for usunde fødevarer, der er rettet mod børn eller unge. Både Socialdemokraterne, SF og nu også Dansk Folkeparti støtter idéen:

"I bund og grund synes jeg, man burde forbyde sådan nogle ting, når vi nu ved, det er usundt. Vi kan lige så godt gå foran og sige, at det vil vi simpelthen ikke tillade," siger Dansk Folkepartis fødevareordfører Jørn Dohrmann.

Dermed har Dansk Folkeparti skiftet standpunkt, siden Folketinget behandlede et beslutningsforslag om samme emne fra Socialdemokraterne i april sidste år. Dengang afviste partiets tidligere fødevareordfører Christian H. Hansen forslaget, bl.a. fordi erhvervslivet selv forsøger at afskaffe de usunde reklamer ved hjælp af frivillige aftaler.

Jørn Dohrmann stoler imidlertid ikke på de frivillige aftaler og vil være mere tryg ved et regulært forbud:

"Vi ser jo gang på gang, at frivillige aftaler bliver brudt, og at der altid er nogen, der ikke kan stå for fristelsen, f.eks. på hele landbrugsområdet. Men på den anden side: hvis erhvervslivet siger, at de overholder reklamereglerne i forvejen, så kan de vel heller ikke have noget imod et forbud," siger Jørn Dohrmann. 

Nye platforme til reklamer
En rapport fra Fødevareministeriet viste for nylig, at problemet med de usunde reklamer omkring børneprogrammerne på tv stort set ikke længere eksisterer i Danmark. Til gengæld er meget af den usunde reklame rykket over i "nye medier" som internettet, mobiltelefoner og videospil.

Selv om fødevarebranchen også selv agter at sætte ind over for de andre medieformer, bl.a. via det såkaldte "Forum for Fødevarereklamer" og Bryggeriforeningens "læskedrikreklamenævn", er heller ikke SF og Socialdemokraterne sikre på, det er nok:

"Det lyder jo godt - men jeg har været for længe til at kunne se bort fra, at man ikke nødvendigvis har en høj moral, når man kan tjene penge. Der er jo noget, der tyder på, at de bare flytter reklamerne et andet sted hen," siger SF's fødevareordfører Kristen Touborg, der støttes af Socialdemokraternes Bjarne Laustsen:

"Det kan være meget godt, at branchen tager sig selv i nakken. Men det, der virker bedst, er, at vi sender et signal, så der ikke er noget at bimle om. Der vil jo altid være brodne kar i branchen, så for mig er det en sag, der er lige til at gå til," siger han.

V skærper tonen
Regeringspartierne har hidtil været modstandere af et reklameforbud og har ønsket, at branchen selv regulerede sig ud af problemet. Venstres fødevareordfører Tina Nedergaard vil stadigvæk også helst afvente og se resultaterne af branchens selvjustits, men hun er også bekymret over de nye medieplatforme og skærper i dag tonen over for fødevarebranchen:

"Jeg er slet ikke utilbøjelig til at sige, at vi må tage skrappere midler i brug, hvis ikke selvreguleringen virker. Vi er altså ikke mere bovlamme i Venstre, end at vi også kan gå ind for et forbud, hvis det bliver nødvendigt. Jeg vil bare gerne være sikker på, at et forbud også kan håndhæves, så det ikke kun er de lovlydige virksomheder, der overholder det, mens alle de andre ikke gør," siger Tina Nedergaard.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er heller ikke er overbevist om nytten af et forbud. Hun lover dog at følge en eventuel folketingsbeslutning og vil i øvrigt holde fødevarebranchen i ørerne med hensyn til dens selvregulering.

"Vi bliver nødt til at have fremgang i sagen. Det er afgørende, at der bliver fulgt op på sagen fra branchens side. Jeg vil tage fat i Forum for Fødevarereklamer og se, hvad effekten af selvreguleringen egentlig er, og om det giver de nødvendige resultater."

Glad forbrugerråd
Forbrugerrådet har længe støttet et forbud mod de usunde reklamer, og fødevarepolitisk medarbejder Camilla Udsen er da også glad for de nye politiske toner:

"Et forbud vil helt klart være den bedste løsning. Det vil sikre, at alle er omfattet - og vigtigst af alt sikre mulighed for kontrol og sanktioner over for dem, der ikke overholder det. Og det er utrolig vigtigt, at man også inkluderer den nye form for markedsføring," siger hun.

Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024