SF utilfreds med behandlingstid for patientklager
![Et år er meget lang tid for en kræftpatient at vente - måske er patienten slet ikke i live, når der kommer svar på klagen, pointerer SF's sundhedsordfører Kamal Qureshi.](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.altinget.dk/images/article/81807/1274.jpg)
![Christian Juhl Mølgaard](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/4583-christian-juhl-moelgaard-2-48.jpg)
Christian Juhl Mølgaard
Navneredaktør![Maria Dalby](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/maria-2-48.jpg)
Maria Dalby
JournalistPatientklagenævnet har netop offentliggjort deres årsrapport for 2007.
Tallene i rapporten får nu SF's sundhedsordfører, Kamal Qureshi, til at stille spørgsmål til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), om hvorfor behandlingstiden for patientklager er blevet længere:
"Et år er meget lang tid for en kræftpatient at vente - måske er patienten slet ikke i live, når der kommer svar på klagen!
Patientklagenævnet var i forvejen over et år om at behandle patienters klager over fejlbehandlinger, og nu er behandlingstiden så steget med yderligere 1½ måned, og det kan vi selvfølgelig ikke bare stiltiende acceptere", siger Kamal Qureshi i en pressemeddelelse, og fortsætter:
"Jakob Axel Nielsen skal svare på, hvorfor det er gået så galt, hvad konsekvensen har været for de ventende patienter, og hvad han har tænkt sig at gøre ved det, for det er jo ikke rimeligt, at patienter skal kæmpe med en klagesag så længe", siger SF's sundhedsordfører.
Fakta:
I forhold til antallet af patientkontakter i sundhedsvæsenet er der tale om et beskedent antal klager.
I runde tal er der flere end 1.1 mio. udskrivninger fra sygehusene om året, 6,9 mio. ambulante behandlinger (inkl. skadestuebesøg), 36,7 mio. patientkontakter i almen praksis, 4,7 mio. kontakter i speciallægepraksis og 4,4 mio. kliniske undersøgelser hos tandlæger.
I 2007 afgjorde Patientklagenævnet 2.387 sager, hvilket var en stigning på 3,6 % i forhold til 2006.
Alligevel steg antallet af verserende sager til 4.146 fra 3.372 i 2006.
Ca. hver fjerde afgørelse endte med kritik af en eller flere sundhedspersoner.
Knap halvdelen af afgørelserne blev truffet af formanden.
Sagsbehandlingstiden steg i 2007 til 15,9 måneder fra 14,3 måneder i 2006.