Færre dør på de danske hospitaler
Maria Dannemand
1200 mennesker. Så mange færre personer døde på de danske hospitaler i 2008 sammenlignet med 2006, skriver Danske Regioner i deres seneste nyhedsbrev.
Nye tal er afgørende
Resultatet bygger på nye HSMR-tal (Hospitals Standardiseret Mortalitets Rate), der indgår i kampagnen Operation Life, der blev skudt i gang i april 2007.
Siden kampagnens start har sygehusene i Danmark i alt reddet ca. 1500 flere liv end før 2007, og desuden har alle fem regioner i 2008 haft færre dødsfald sammenlignet med niveauet i 2006.
Fortsat HSMR-tal
På baggrund af de positive resultater har regionerne besluttet, at de i fremtiden vil følge udviklingen i dødelighed på de danske hospitaler ved hjælp af HSMR-tal.
Dog har man på baggrund af den erfaring, man har opnået undervejs i kampagnen, besluttet at videreudvikle metoden til at beregne HSMR-tallene. Det betyder, at man fremover vil inddrage flere faktorer med betydning for dødeligheden.
Det kan blandt andet være oplysninger om, hvorvidt patienterne tidligere har haft andre, ofte kroniske, sygdomme.