3 A’er: Mastodontisk værk fra tidligere fagboss er en drøj og rodet omgang

Mandela brugte 784 sider på at beskrive sin og Sydafrikas “Long Walk to Freedom”, Bill Clintons “My life” fylder 1056 sider, mens Churchill's “Memoirs of The Second World War” kom helt op på 1065 sider.

Den tidligere FOA-formand, Dennis Kristensen, har åbenbart også en masse på hjerte i sin netop udgivne selvbiografi ”Opgør”.

Ikke færre end 1.126 sider over to bind sniger den sig op på.

Der burde altså være rig lejlighed til at få et indblik i fagbevægelsens nyere historie set fra en stol, som en lang række af kollegaerne helst havde stillet uden for døren.

Og det bliver da også til nogle ganske interessante stikpiller til venner og fjender fra både fagbevægelse, arbejdsgivere og politikere.

Vi kommer med bag kulisserne i nogle af de store sværdslag, FOA og Dennis har været involveret i, og man behøver ikke læse mellem linjerne, hvem der er skurke og helte.

Det står klart og tydeligt, og ganske ofte betaler skurkene kontingent i Socialdemokratiet.

På den måde er Dennis Kristensen en gave til folk, der ikke orker at være en del af rænkesmederi og rævekager. Han fortæller åbent om de spil, der er blevet spillet under nogle af de mest ophedede situationer for både FOA og LO/FH-fagbevægelsen.

Ingen julekort fra LO-familien

Det gælder ikke mindst forløbet omkring de offentlige overenskomster i 2018, der nær havde resulteret i en historisk konflikt fra det offentligt ansatte.

Her kommer vi med helt ind i Forligsinstitutionen og følger de intense forhandlinger frem mod det afgørende gennembrud.

Det er naturligvis i den lidt nørdede ende, så man skal have en forkærlighed for mekanikken i den danske model for at blive revet med. Men har man det, er det spændende læsning.

Uden at afsløre for meget, er Dennis Kristensen næppe på julekort med de toneangivende formænd og ledere fra LO-familien i den periode, hvor bølgerne omkring FOA gik højest.

Hvorfor er der et afsnit om en forretning der solgte brugte, svenske militærjakker i 1970’ernes København, og hvad skal vi bruge historien om, at lille Dennis kom til at gå i skole på Dronning Ingrids fødselsdag?

Søren Gisselmann
Selvstændig kommunikationsrådgiver

Og bølgerne har gået højt.

Dennis Kristensen syntes at være her, der og alle vegne op gennem 2010’erne, hvor de offentligt ansattes fagforbund på skift var i vælten med strejker, lockout og massive, landsdækkende kampagner.

Her er der rigtig gode pointer for særligt fagbevægelsens nuværende og kommende frontkæmpere, at tage med fra bogen.

Hvordan budskaber skal skæres til, symboler skal være tydelige og kommunikationen konstant. En strategi, hvor medlemmerne jubler men med- og modspillere forbander Dennis og FOA langt væk.

Sådan lader det til at have været gennem hele Dennis Kristensens virke. Man kan ikke undgå at tage stilling til ham. Derfor er bogen også god og interessant på sin egen måde.

Bedstefarhistorier skaber rod

Men samlet set fremstår bøgerne dog noget rodede. Der er en meget svag struktur gennem fortællingen, som hopper i tid og emne nærmest fra side til side.

Det gør det umådeligt svært at holde styr på indholdet, og jeg måtte flere gange lige bladre baglæns for at se hvad titlen på et kapitel var. Uden at det nødvendigvis gav svar på min undren.

Hvorfor er der et afsnit om en forretning der solgte brugte, svenske militærjakker i 1970’ernes København, og hvad skal vi bruge historien om, at lille Dennis kom til at gå i skole på Dronning Ingrids fødselsdag? Eller rejsebeskrivelser fra familiens yndlingsø i Grækenland eller sommerhuset på Bornholm?

Det er helt sikkert nogle små sjove historier bedstefar kan fortælle foran kaminen, men her virker det bare forstyrrende for fortællingen.

Modsat er afsnittene omkring Dennis Kristensens vej fra tillidsrepræsentant til forbundsformand anderledes interessant, fordi det netop tegner et billede af, hvad der har formet forfatterens professionelle liv.

Det er den klasserene vej fra ufaglært arbejde, over kampene for portørkollegaerne, til formandsstolen i en af landets største fagforbund. At det så til tider drukner i detaljer om specifikke aftaler på Herlev Sygehus og processer i afdelingsbestyrelser, er en anden sag.

Der må jeg give Dennis Kristensen ret, når han konstaterer: ”Jeg har aldrig været en mester i begrænsningens kunst”.

Selektiv principfasthed

Man bør læse bogen, hvis man er interesseret i de finere detaljer i armlægningerne omkring et overenskomstbord, og hvordan FOA og Dennis Kristensen har været med til at skubbe på en række forandringer i den til tider konservative danske fagbevægelse.

Han har ifølge kritikerne pisset en del i egen rede, men er udefra set lykkedes med at rejse nogle debatter internt, som det har klædt fagbevægelsen at tage seriøst.

Blandt andet når det gælder vilkårene for de politisk valgte ledere og kommunikationen til både medlemmer og omverden.

Det kniber dog af og til med logikken, når han på den ene side raser over manglende solidaritet på tværs af fagbevægelsen i bred forstand, eksempelvis lønniveauet for FOA-medlemmer, men på den anden side skoser akademikernes organisationer for at jagte forbedringer for egne medlemmer, i stedet for at bakke op om FOA’s krav.

Han har ifølge kritikerne pisset en del i egen rede.

Søren Gisselmann
Selvstændig kommunikationsrådgiver

Og når han på den ene side kategorisk afviser debatten om udlicitering i den offentlige sektor, men samtidig indgår overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening for at holde på medlemmer, og dermed gør op med 100 års kamp for den organiserede fagbevægelse.

Eller hans understregning af, at større ikke er lig med bedre i samlingen af fagforeninger i større forbund, men går helhjertet ind for at samle LO og FTF.

Sidstnævnte helt sikkert med et motiv om at få offentlige kampfæller ved sin side i de interne kampe i fagbevægelsens top, hvor de private forbund i det tidligere LO har siddet med taktstokken gennem årtierne.

Facit er dog, at det efterlader et indtryk af selektiv principfasthed.

Alt i alt kan Opgør kun udløse 3 A’er, fordi den som litterært værk simpelthen ikke er tilstrækkelig velformuleret, veldisponeret og velargumenteret.

For meget unødvendigt fyld, for mange komplekse detaljer og for lidt struktur gør bogen til en tung omgang at kæmpe sig igennem på trods af de momentvis spændende passager.