Advarsel: Fondspenge skævvrider forskning
Forskningsmidler: Formanden for de Lægevidenskabelige selskabers bestyrelse advarer mod skævvridning af dansk sundhedsforskning. Private midler er med til at øge forskellene i forskningssystemet.
Mads Bang
JournalistOle Nikolaj Møbjerg Toft
Journalist - sundhedspolitisk analytikerDet er fint, at Danmark er gode på diabetes, men vi risikerer at blive svage på andre områder. Også fordi de private investeringer, trækker offentlige investeringer med sig.
Henrik Ullum
Professor, Formand for De Lægevidenskabelige Selskabers bestyrelse
En milliarddonation fra Novo Nordisk Fonden til den danske diabetesbehandling har igen sat fokus på balancen mellem offentlige og private midler i dansk sundhedsforskning.
Professor Henrik Ullum er formand for De Lægevidenskabelige Selskabers bestyrelse.
”Det er godt, når Novo Nordisk Fonden støtter her, men vi skal passe på, at andre områder ikke lider nød,” siger Henrik Ullum.
Han forklarer, at balancen mellem offentlige og private forskningsmidler over de senere år har flyttet sig.
”En af problemstillingerne er, at der blev skåret generelt på sundhedsforskningen på finansloven,” forklarer Henrik Ullum.
”Andelen af offentlige midler falder og andelen af private midler stiger. Når så en del af de private midler meget naturligt bindes op af de mål, som de private fonde har som interesse, så giver det en skævvridning af forskningsmassen,” siger Henrik Ullum.
Han nævner diabetes-området som et eksempel, men understreger samtidig, at det ikke er styrkepositionen på diabetesforskning, som er problematisk.
”Diabetesforskning fylder publikationsmæssigt uforholdsmæssigt meget i Danmark,” forklarer Henrik Ullum og tilføjer:
”Det er fint, at Danmark er gode på diabetes, men vi risikerer at blive svage på andre områder. Også fordi de private investeringer trækker offentlige investeringer med sig,” siger Henrik Ullum.