Ældre må se langt efter genåbning, men regeringen overvejer lempelser
CORONAVIRUS: Mens resten af samfundet gradvist genåbnes, kommer der til at gælde særlige forholdsregler for plejehjem og ældrecentre i lang tid frem. Regeringen arbejder nu på en plan, som sikrer bedre balance mellem sundhed og livskvalitet.
Søren Elkrog Friis
Velfærdspolitisk journalist, Mandag MorgenMens skoler, børnehaver, butikker og arbejdspladser så småt starter op igen, ligger en normalisering af forholdene for landets ældre langt ude i horisonten.
Det er stadig uklart, hvor længe beboere på plejehjem og ældrecentre og deres pårørende skal leve med besøgsforbud og andre restriktioner.
På et pressemøde onsdag understregede Mette Frederiksen (S) dog, at der fortsat vil være brug for restriktioner, fordi ældre er særligt udsatte i forhold til coronavirus, men at regeringen vil se på, om der er mulighed for at lempe restriktionerne.
Kommunernes Landsforening (KL) bekræfter, at der i de seneste dage er indledt drøftelser mellem regeringen, kommunerne, sundhedsmyndighederne og de faglige organisationer om eventuelle lempelser i en længerevarende overgangsperiode.
Vi har en klar forventning om, at regeringen relativt hurtigt melder sig på banen med et udspil til, hvordan en genåbning på plejehjem kunne se ud.
Jane Heitmann
Ældreordfører, Venstre
"Hvis det her havde varet fire uger, havde man nok godt kunne leve med en fuldstændig nedlukning. Men man kan jo se for sig, at vi skal passe på de mest udsatte grupper i lang tid endnu. Så vi har indledt drøftelser om, hvordan man får skabt en ny hverdag, som kan fungere på det mellemlange niveau," siger Christian Harsløf, der er direktør i KL med ansvar for sundheds- og ældreområdet.
Langvarig isolering kan få alvorlige konsekvenser
Blandt andet Ældre Sagen og Alzheimerforeningen har advaret om, at besøgsforbud og lukkede døre gennem længere tid kan få alvorlige konsekvenser for ældres psykiske og fysiske helbred.
Organisationerne opfordrer derfor til en opblødning af restriktionerne – og efterlyser en klar plan for genåbning af plejehjem.
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) deler bekymringen for, hvad længerevarende isolation kan betyde for ældres helbred.
"Det er vigtigt, at vi på den bedst mulige måde afvejer de ældres og pårørendes behov for samvær over for behovet for at beskytte mennesker, der bor på plejehjem, mod at blive smittet med covid-19. Sundhedsstyrelsen vil i samarbejde med relevante parter – herunder Ældre Sagen, FOA og KL – vurdere, hvordan og hvornår vi sikkert kan begynde at åbne gradvist for besøg på plejehjem med videre," skriver han i en mail til Altinget.
Det har ikke været muligt at få Magnus Heunicke til at uddybe, hvor længe man fra regeringens side forestiller sig, at der skal gælde særlige forholdsregler for ældre.
Kan ældre fejre jul med familien?
I slutningen af påsken lød det fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at ældre må indstille sig på at leve i isolation resten af året frem til 2021 – og indtil en vaccine mod coronavirus er klar.
Helt så konkrete vurderinger har man endnu ikke hørt fra danske myndigheder, men de seneste vurderinger går på, at der vil være risiko for smitte i i hvert fald året ud.
Ultimativt set risikerer man altså en situation, hvor plejehjemsbeboere ikke kan fejre jul med familien, medmindre det sker gennem glasrude eller på Facetime.
Christian Harsløf fra KL kan ikke forholde sig til tidshorisonten for en egentlig normalisering på ældreområdet, men understreger, at der er højere risiko for ældre, så længe der er corona i samfundet.
"Vi kan med sikkerhed sige, at det foreløbig ikke er en mulighed at gå tilbage til den måde, tingene var før. Så i mellemtiden skal vi finde en anden måde at få skabt god livskvalitet for de ældre og deres pårørende, og der er jo mange veje at gå," siger han.
Afsøger nye samværsformer
En del af formålet med de aktuelle drøftelser er ifølge Christian Harsløf at afsøge "mellemformer af at være isoleret".
For eksempel giver de nuværende restriktioner mulighed for udendørs samvær.
"Vi har også eksempler på, at ældre kan sidde på altaner eller terrasser og tale med pårørende udenfor, og at nogen fører telefonsamtaler gennem vinduerne på plejehjemmene. Så der foregår jo alle mulige initiativer, som skal sikre, at man kan bibeholde kontakten. Det er nogle af de erfaringer, vi skal have samlet ind for at finde ud af, hvordan man får skabt en hverdag, hvor man på den ene side sikrer, at der er noget socialt samvær, og på den anden side også forebygger smittespredning," siger han.
Selv om der nu arbejdes på en mere langtidsholdbar plan, vil det blive nødvendigt at revurdere situationen løbende, understreger KL-direktøren.
Christian Harsløf kan ikke komme nærmere ind på tidshorisonten, men forventer, at de igangværende drøftelser i løbet af nogle uger vil resultere i en plan for ældreområdet.
Partier kræver lempelser i besøgsforbud
Flere af Folketingets partier stiller sig skeptiske over for de meget restriktive besøgsforbud på plejehjem.
Både Dansk Folkeparti og SF kræver lempelser af besøgsforbuddet.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl opfordrer til, at man på tværs af Folketinget finder en mere forsvarlig måde at håndtere forholdene for ældre på.
"Vi bliver nødt til at stille spørgsmålet: Hvis man måske kun har få år tilbage at leve i, er længerevarende adskillelse fra familie og kære så ikke et for voldsomt tab i livskvalitet," skriver han i et debatindlæg i Altinget.
Venstre efterlyser udspil fra regeringen
Venstre er især bekymret for de demente, som ikke forstår, hvorfor de bliver afskåret fra familie eller ægtefæller.
"Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan løsne lidt på restriktionerne, så man på plejehjemmene igen kan begynde at have en eller anden form for kontakt med de pårørende, også fysisk," siger ældreordfører Jane Heitmann.
Det store oppositionsparti efterlyser et snarligt udspil fra regeringen.
"Vi har en klar forventning om, at regeringen relativt hurtigt melder sig på banen med et udspil til, hvordan en genåbning på plejehjem kunne se ud – og at vi som ordførere herefter bliver indkaldt til en dialog," siger Jane Heitmann.
Venstre kritiserer desuden, at der er stor forskel på, hvordan kommunerne håndterer restriktionerne.
"På nogle plejehjem sidder beboerne jo nærmest isoleret i hver deres lejlighed, mens der andre steder arbejdes med forskellige løsninger for social kontakt. Vi bliver nødt til at sikre lidt mere ensartethed, så det ikke bliver afhængigt af postnummeret, om man kan gå en tur med sin ægtefælle eller ej," siger Jane Heitmann.