Debat

Bevar troen på markedsøkonomi

DEBAT: Ingen logik i at begrænse konkurrencen på medicinpriserne i Danmark. Det mener IGL.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Kruse Hansen
Formand, IGL - Industriforeningen for Generiske Lægemidler

Som det vil være den flittige læser af Sundhedstinget bekendt har Lif og Sundhedsministeriet indgået en medicinaftale, som bl.a. omfatter et prisloft på Lif's produkter. Sundhedsministeren har sammen med Lif foreslået, at IGL med flere skal tilslutte sig Lif's prisloft for monopolmedicin. Loftet betyder i praksis, at prisen per pakning ikke kan overstige prisen pr. 30. aug. 2006.

God mening for Lif
Det giver god mening for den medicin, som de fleste Lif-medlemmer sælger, hvor der er tale om et statsgivet monopol. Men som bekendt operer IGL's medlemmer på et marked med benhård konkurrence. Danmark har ifølge IMS Health Vesteuropas laveste priser på generika, som i Danmark sælges med en rabat på 76 pct. i forhold til originalproduktet.

Hvordan er denne for skatteyderne og patienterne gunstige situation opstået?

Helt enkelt ved, at Danmark er et af de meget få lande, som tror på markedsøkonomi, og hvor vi via benhård konkurrence på pris mellem producenterne har skabt et stort incitament til at være billigst. Konkurrencen på prisen bunder i det forhold, at det billigste produkt i Danmark typisk har mindst 70 pct. af markedet i en takstperiode. En situation, som kun kan lade sig gøre pga. apotekernes monopol på salg af receptpligtig medicin og en i europæisk sammenhæng høj systemloyalitet fra apotekerne.

Prisloft straffer de mest konkurrenceivrige
Prisloftet er ikke kun i strid med en grundlæggende forestilling om markedsøkonomi, den er også de facto en straf af IGL's medlemmer via tvungne prisnedsættelser.

Hvis man antog, at IGL tilsluttede sig prisloftet, og alle medlemmer låste deres priser fast på august 2006-niveauet, ville det i praksis betyde, en fastlåsning af hele markedet, eftersom den, som var billigst i august 2006, i al tid fremover vil have hele markedet. Det er selvfølgelig urealistisk, og derfor ville alle, der rent faktisk kunne matche den billigste pris i august 2006, rykke ned under den pris.

Dermed har man ikke kun indført et prisloft, som man skal konkurrere under, men ministeriet får i praksis en markant prisnedsættelse på generika.

Prisloftet er en belønning til dyre produkter med prishop
Det hele bliver lettere bizart, når man ser opfordringen til at tilslutte sig Lif's medicinaftale i lyset af indholdet i aftalen. For der er ikke kun tale om et prisloft, der er tale om, at Lif har fået vedtaget, at alle ændringer i tilskudsregler, substitutionsregler med mere skal godkendes af Lif. Lif har fået indført et forbud mod generisk ordination med mere. Stik imod patienternes interesser, og stik imod de aftaler, som blev indgået i forbindelse med Betænkning 1444.

Alt i alt en meget flot aftale for Lif og i praksis mod betaling. For prisloftets skæringsdato er ikke maj 2005, der hvor Lif-medlemmernes priser steg, men derimod august 2006. Det vil sige, at Lifs medlemsvirksomhed belønnes for de prisstigninger, som de har nået at gennemføre fra maj 2005 til august 2006.

IGL kan selvfølgelig ikke støtte Lifs medicinaftale
Konklusionen er, at IGL på ingen måde kan støtte Lifs medicinaftale med Sundhedsministeriet. Det vidste Lif og ministeriet selvfølgelig også, da man indgik aftalen.

Lad mig understrege, at vi på ingen måde har noget imod monopolmedicin, tværtimod. Vi støtter 100 pct., at man belønner innovation og de risici, der er forbundet med udvikling af banebrydende medicin. Vi ser bare ikke nogen logik i, at verdens mest konkurrenceintense marked for medicin, det danske marked for generika, skal påtvinges en prisnedsættelse, fordi nogle relativt få monopolister har sat sine priser op.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024