Bikubenfonden: Unges mistrivsel bekæmpes ikke kun gennem uddannelse og job

Af Sine Egede
Chef for socialområdet i Bikubenfonden

Ny rapport fra VIVE slår fast, at flere og flere unge i Danmark har det psykisk dårligt. Det er i sig selv bekymrende.

Men rapporten viser også, at den psykiske mistrivsel i teenageårene følger de unge ind i voksenlivet og gør det svært at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Det bør give stof til eftertanke og anledning til nytænkning, så vi får vendt udviklingen.

Flere unge har ondt i livet
Mental sundhed og psykisk trivsel blandt unge har fået større og større opmærksom de seneste år, i takt med at en række undersøgelser har dokumenteret, at flere og flere unge har ondt i livet.

VIVE konkluderer det samme i sin nye rapport ’Børn og Unge i Danmark 2018’, som Velux Fonden har finansieret sammen med Bikubenfonden; den psykiske mistrivsel blandt unge i 15-19-årsalderen er stigende.

Min pointe er ikke, at uddannelse eller job ikke er vigtigt. Men vi svigter de unge, hvis vi tror, at deres vej væk fra kanten af samfundet udelukkende handler om at tage en uddannelse og få et job.

Sine Egede
Chef for socialområdet i Bikubenfonden

Kigger vi på de 15-årige, er andelen med symptomer på svær mistrivsel steget fra 8 til 12 procent på otte år. Og ikke nok med det.

Den nye undersøgelse dokumenterer også, at de unge, som oplever svær psykisk mistrivsel i ungdomsårene, har større risiko for at være på overførselsindkomst eller stå uden for uddannelsessystemet, når de er i 20’erne.

Kigger man på de unge, som deltog i VIVEs tilsvarende undersøgelse for otte år siden, er hver fjerde (26 pct.) af dem, som dengang oplevede svær psykisk mistrivsel, hverken i gang med eller har gennemført en videregående uddannelse i dag.

Mistrivsel følger de unge ind i voksenlivet
17 procent er på overførselsindkomst. Det er markant flere end blandt de unge, som ikke mistrivedes for otte år siden – her er 14 procent i dag uden uddannelse, mens 6 procent er på overførselsindkomst.

Det er alarmerende, at psykisk mistrivsel følger så mange unge ind i voksenlivet.

Og det giver stof til eftertanke for os, som arbejder med at forstå og bidrage til at løse de problemer, som mange unge på kanten kæmper med.

For selvom vi taler meget om tidlig indsats, så er det et faktum, at fundamentet for at leve et godt og selvstændigt voksenliv også bliver lagt i ungdomsårene.

På tværs af offentlig, privat og ikke mindst frivillig sektor bør vi derfor spørge os selv, hvordan vi støtter flere unge til at udvikle et fundament, som er stærkt nok til at bære dem hele livet.

Ungdommen handler om andet end at blive duelig arbejdskraft
Et vigtigt skridt på vejen er at indse, at sammenhængen mellem mistrivsel i ungdomsårene og udenforskab senere i livet udstiller en brist i den måde, vi i dag tænker vores indsatser på.

Vi har en tendens til at have et ensidigt fokus på beskæftigelse og uddannelse, som betyder, at vi ofte iagttager manglende uddannelse eller job som det problem, der skal løses for den unge.

Derfor er løsningen også ofte defineret på forhånd: Den unge skal have et job eller indskrives på en uddannelse.

Men i lyset af resultaterne fra VIVEs undersøgelse kan jeg ikke lade være med – som VIVE også selv gør – at tænke over, om ikke manglende uddannelse og job for gruppen af unge i 20’erne snarere er et symptom på andre og mere komplicerede problematikker i de unges liv.

Problematikker, som det langtfra er givet, at en uddannelse eller et job løser. Ja, måske endda problematikker, som kan stå i vejen for, at den unge nogensinde lykkes med uddannelse eller job.

I ungdomsårene skal man træffe mange afgørende valg – om uddannelse og job, familie og identitet. Det kræver tro på sig selv og handlekraft at træffe beslutninger, der skaber grobunden for, at man kan leve det liv, man ønsker sig.

Men ikke alle unge har forudsætningerne for at træffe de beslutninger. Derfor skal vi tage den psykiske mistrivsel meget, meget alvorligt.

Det handler blandt andet om at fokusere på, hvordan vi skaber selvværd og handlekraft hos unge, der savner grundlæggende tiltro til sig selv og det samfund, de lever i.

Relationer og fællesskaber
En anden nuance af problematikken er relationer og fællesskaber. Vi ved, at mange unge på kanten har svært ved at indgå i, skabe og fastholde relationer til andre mennesker.

Vi ved også, at det at have relationer og være en del af fællesskaber er noget af det, der betyder mest for menneskers trivsel, helbred og evne til at håndtere udfordringer i livet.

Det gælder ikke mindst i ungdommen. For udsatte unge kan manglende sociale relationer være medvirkende til, at de oplever ensomhed og social eksklusion, som skubber dem længere ud på kanten.

Et andet afgørende spørgsmål er derfor: Hvordan hjælper vi flere udsatte unge ind i fællesskaberne?

Her spiller civilsamfundet en helt særlig rolle, fordi det er her, de unge kan blive en del af frivillige, sociale fællesskaber – hvis vi formår at invitere dem ind og give plads.

Forstå mig ret – min pointe er ikke, at uddannelse eller job ikke er vigtigt. Men vi svigter de unge, hvis vi tror, at deres vej væk fra kanten af samfundet udelukkende handler om at tage en uddannelse og få et job.

VIVEs undersøgelse understreger, at de unges problemer er komplekse. Derfor bør vores fokus på job og uddannelse i endnu højere grad suppleres med et bredere perspektiv på de unges situation.

Det er en vigtig del af opgaven, når vi – i civilsamfund, uddannelsesinstitutioner, kommuner eller erhvervsliv – ønsker at udvikle løsninger, som hjælper de unge. 

Livsmestring er en del af løsningen
Hvis man med et ord skal beskrive, hvad der mangler i mange udsatte unges liv, er det livsmestring.

Med det mener jeg evnen til at mestre de krav, udfordringer og beslutninger, som hører med til at blive voksen.

Evnen til at tro på sig selv og finde sin egen vej. Evnen til at betale regninger til tiden, komme op om morgenen og passe et hjem. Og evnen til at skabe relationer til andre mennesker og fastholde dem.

I Bikubenfonden insisterer vi på at gøre livsmestring til ledestjerne for de sociale indsatser, vi arbejder med.

Det betyder, at vi stiller krav om, at de løsninger, vi udvikler, arbejder med livsmestring.

Det kræver nye målsætninger og et langt tættere samarbejde på tværs af sektorer og aktører, hvis vi skal lykkes med det.

Vi skal skabe de rigtige rammer
Det er nemlig ikke nok at arbejde med den enkelte unges evner, handlemønstre og kompetencer.

Det handler også om at skabe rammer, hvor de unge får mulighed for og støtte til at udvikle sig til hele, selvstændige individer – sammen med andre.

Det er en stor opgave, og vi har langtfra svarene på, hvordan det skal gøres. Og det er en vigtig pointe, for det er der ikke nogen enkeltstående aktør, der har.

Hvis vi skal styrke unges livsmestring og angribe den stigende psykiske mistrivsel, kræver det snarere nye og stærkere samarbejder.

Først og fremmest med de unge selv. Men også mellem kommuner, civilsamfund, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv.

De nye tal fra VIVE viser desværre, at der er brug for det.