Børns Vilkår: Børn som pårørende er en blind vinkel

Af Rasmus Kjeldahl
Direktør i Børns Vilkår

Kære Sophie

Vi taler jævnligt med børn på BørneTelefonen hos Børns Vilkår, der ringer for at få hjælp, fordi den ene forælder er alvorligt syg: Mor er indlagt med depression, og far har nok at se til med at få hverdagen til at hænge sammen med indkøb, rengøring, madpakker og arbejde.

Børnene fortæller, at de føler sig alene med deres tanker og bekymringer. Bliver mor rask igen? Vil far stadig være sammen med mor? Er det en sygdom, jeg eller mine søskende også får? Hvad skal jeg sige i skolen? Er det min skyld, hun er syg?

Ved at vi hjælper børnene, får forældrene tryghed og sikkerhed for, at der er fokus på deres børn behov trods den psykiske sygdom.

Rasmus Kjeldahl
Direktør i Børns Vilkår

Tanker, som er helt naturlige, men som skal tages hånd om. Problemet er bare, at far i den situation kan have svært ved at opfylde børnenes behov for omsorg, da han selv befinder sig i en livskrise.

Børn risikerer mistrivsel
Fra forskningen ved vi, at børns trivsel og udvikling trues, når deres forældre har alvorlig fysisk eller psykisk sygdom – eller er ramt af misbrug. Børnene risikerer at mistrives i alvorlig grad og er truet i deres velfærd på samme måde som børn, der er direkte udsat for overgreb og svigt.

Hvis ikke, vi griber forebyggende ind, viser forskning, at de er i højrisikogruppe for at udvikle psykiske og sociale problemer, der kan række langt ind i voksenlivet.

Samfundet bruger i dag sine ressourcer på den syge eller den, der har et misbrug. Men kriser og sygdom rammer hele familier, ikke bare enkeltpersoner. Det er almen praksis nu, for eksempel i sundhedssektoren, at tænke voksne som pårørende ind i handleplanerne og behandlingen. Men som en nylig undersøgelse viste, glemmer vi ofte børnene.

Børn som pårørende
Du kan være med til at hjælpe dem ved at gøre det obligatorisk for frontpersonalet i sundhedssektoren at spørge voksne, som indlægges med eller behandles mod alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, om der er hjemmeboende børn. Man bør derefter lave en risikovurdering, så man sikrer sig, at man får et billede af børnenes belastningsgrad, og at man vurderer om børnene skal indskrives i behandlings- og handleplaner fra starten.

Det kræver, at sundhedspersonalet er rustet til at tale med børn om deres behov og inddrage dem i forløbet.

Dernæst er der brug flere typer af hjælp til børnene. Vi har telefonrådgivninger og selvhjælpsgrupper, som fungerer godt. Men der er ingen tilbud om individuel støtte til børn, hvor hjælpen er opsøgende og tæt på barnet med fokus på lige netop det enkelte barn i barnets eget lokale miljø.

En sådan støtteperson kan tale med barnet om for eksempel forælderens sygdom. En 10-årig har ikke begreb om, hvad eksempelvis en depression er: Det skal forklares i børnehøjde, at hjernen i en periode er gået i "stykker", og mor lige nu kun kan huske de negative tanker.

En sådan person kan også tage med på hospitalet og hjælpe barnet med at stille de spørgsmål, der bekymrer. Ved at hjælpe børnene, får forældrene tryghed og sikkerhed for, at der er fokus på deres børn behov trods den psykiske sygdom.

Tæt koordinering mellem myndigheder
Vi er rigtig glade for, at der i satspuljen på sundhedsområdet er afsat penge til at forebygge og opdage mistrivsel hos såvel børn som pårørende.

Vi håber, at kommuner, regioner og interesseorganisationer tænker hinanden ind i indsatserne, da børn i mistrivsel er et anliggende, der kræver tæt koordinering mellem især sundhedsmyndighederne og de sociale myndigheder. Dertil kommer, at det frivillige Danmark ligger inde med værdifuld viden om hjælpearbejde, der kan gavne alle parter - mest af alt børnene.

Det er dem, det handler om. Alle børn har ret til en tryg barndom.