Derfor virker det ikke, når Mette Frederiksen taler dunder til danskernes arbejdsmoral

Vi har penge nok, vi har ordrer nok i bogen, men vi mangler kolleger ved samlebåndet i fabrikken Danmark – for hvis vi bliver ved med at arbejde mindre, går fabrikken i stå.

Sådan kan man resumere statsminister Mette Frederiksens (S) budskab til danskerne, siden hun er vendt hjem fra sommerferie.

I hendes fortælling støder velfærdssamfundet snart på grund, hvis ikke vi opgiver forestillingen om lavere arbejdstid. Arbejder vi mindre, tjener vi mindre og betaler mindre i skat – og så eroderer det økonomiske fundament under velfærden.

Hvor argumentet for de reformer, der skal øge arbejdsudbuddet, i januar var, at der ellers ikke ville være råd til fremtidens velfærd, er Mette Frederiksens argument nu, at arbejdskraft er den "nye tids valuta", som hun kalder det.

Og i stedet for at argumentere med Finansministeriets fremskrivninger, er hun slået ind på en kurs, hvor hun går i rette med danskernes arbejdsmoral – og gør det med henvisning til Socialdemokratiets og velfærdsstatens historiske mission om ret og pligt og fuld beskæftigelse.

Men indtil videre har det hverken slået igennem i regeringens opbakning i meningsmålingerne eller i Mette Frederiksens egne popularitetstal. Tværtimod.

Lige nu er der ifølge Epinion flere vælgere, der synes hun klarer det dårligt (38 procent) end godt (33 procent). Det er der – sagt helt neutralt – gode grunde til.

En djævel i detaljen

Da Socialdemokratiet mødtes til sin årlige kongres i Aalborg i septemer hidkaldte Mette Frederiksen selveste Thorvald Stauning sin tale til at slå den pointe fast, at høj arbejdsmoral udgør kernen i det, hun kaldte den danske "samfundskontrakt".

"Thorvald Stauning var endnu mere direkte. Prøv at høre, hvad han mente," sagde hun og citerede:

"Uvirksomhed og dovenskab er menneskenes fjender. Ved flid og arbejde kommer de enkelte frem. Og hver enkelt er med til at skabe et samfund, der kan yde en god tilværelse både under arbejdet. Og når livsaftenen melder sig."

Dundertale til arbejdsmoralen lyder "hårdt" indrømmede hun, "men hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral. Ja, så holder vores velfærdsmodel ikke".

Mette Frederiksen prøver at sige, at det handler om tomme pladser ved 'samlebåndet'. Men det handler først og fremmest om prisen på arbejde – og først i anden (eller tredje) omgang om ubesatte stillinge

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Når Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen tordner mod svigtende arbejdsmoral, handler det om at legitimere de reformer af arbejdsudbuddet, som SVM-partierne gik sammen om for snart et år siden.

Det nye er altså ikke målet men argumenterne og retorikken, hvor Mette Frederiksen er begyndt at gribe tilbage til argumenterne for "fuld beskæftigelse", som rigtig nok var et kernesocialdemokratisk projekt op gennem det 20. århundrede.

Men der er altså en djævel i detaljen.

Projektet om fuld beskæftigelse handlede om at bekæmpe reel arbejdsløshed. Ikke mindst fordi arbejdsløshed og økonomisk stagnation af socialdemokrater som Stauning og Jens Otto Krag blev anset som selve kilden til fascisme og nazisme – og krig.

Men reformer af arbejdsudbuddet handler ikke direkte om fuld beskæftigelse, men om at øge mængden af arbejdekraft målt på tid, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Om den arbejdskraft bliver brugt, altså om flere er i arbejde, er en anden sag.

Lediggang er roden til alt ondt

For pointen med at øge udbuddet af arbejdskraft, der står til rådighed, er at holde lønomkostningerne i ave. Det er vigtigt i en eksportdrevet økonomi som vores, fordi det øger konkurrenceevnen.

Det er først, når det lykkes, og væksten øges, at det omsættes til flere reelle jobs. Vi får – i teorien i hvert fald – bedre beskæftigelse, fordi udbuddet af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel (på arbejdskraft) over tid. 

Fuld beskæftigelse handlede om, at de, der kunne arbejde, ikke skulle gå arbejdsløse, fordi arbejdsløshed var roden til alt ondt, hvorfor staten måtte træde til med investeringer i lavkonjunktur.

Arbejdsudbudsreformer anser ikke arbejdsløshed i sig selv som et problem, spørgsmålet her er, om de arbejdsløse står til rådighed for markedet, og det gør de – i teorien i hvert fald – i mindre grad, når de er på sociale ydelser.

For udbudsreform-tankegangen er det vigtigere, om de arbejdsløse konkurrerer med den øvrige arbejdskraft om de arbejdspladser, der er, med henblik på at holde lønudviklingen jævn og lavt stigende. 

Man kan også sige det sådan, at udbudsreformerne må opgive tanken om fuld beskæftigelse for at sikre øget beskæftigelse.

Eller man kan sige, at med udbudsreformerne tager staten virksomhedernes og arbejdsgivernes blik på arbejdsmarkedet. Mens staten med projektet om fuld beskæftigelse i højere grad så på markedet fra lønmodtagerens synspunkt.