Detroniseret nordjysk regionsrådsformand får nyt job hos 3F
Ulla Astman bliver ny A-kasseleder hos 3F Skagerak. Hun var regionsrådsformand gennem 14 år, men kunne ikke samle et flertal bag sig efter regionsvalget 2021.
Mathias Bach
ResearcherUlla Astman (S) blev vippet af pinden som Nordjyllands regionsrådsformand efter regionsvalget i 2021, og nu har hun fundet sig et nyt job.
3F Skagerak har nemlig ansat hende som A-kasseleder. Det skriver Nordjyske.
"Det er vores fornemste opgave at give medlemmerne den bedst mulige service og hjælpe dem til at komme i beskæftigelse. Derudover ser jeg frem til direkte at skulle prøve kræfter med arbejdsmarkedsområdet," udtaler Ulla Astman i følge Nordjyske.
Den nye A-kasseleder var gennem 14 år regionsrådsformand i Region Nordjylland for Socialdemokratiet. Men ved årsskiftet måtte hun overlade posten til Mads Duedahl (V), der fik samlet et flertal bag sig efter regionsvalget i 2021.
Ulla Astman er næstformand i Danske Regioner og forsætter som medlem af regionsrådet i Nordjylland valgperioden ud. Hun genopstiller dog ikke til næste regionsvalg.