DSAM: Mediehungrende forskere sætter videnskabeligheden på spil

Af Anders Beich
Speciallæge i almen medicin og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Som alment praktiserende læge arbejder jeg i et spændingsfelt af forskellige interesser. Det er efterhånden en grundpræmis for faget.

Mange forslag til aktiviteter i almen praksis rammer os fra styrelser, folketing, kommuner, regioner, patientforeninger, forsikringsbranchen, lægemiddelindustrien, andre lægespecialer, andre fagfolk og mange andre.

I den ideelle verden skulle sundhedsforskningen gerne kunne give os rygstøtte til at vurdere og prioritere de mange idéer og forslag til, hvordan vi kunne gøre meget mere eller ting anderledes.

Vi vil jo gerne gøre det allerbedste for vores patienter, bevare relationen og tilliden, give mest til dem med størst behov, udøve rettidig og rationel diagnostik og behandling, give håb og mestringsforventning til de mange raske og de få syge og samarbejde bedst muligt med de mange samarbejdspartnere, vi har.

Forskere brander sig uden åbenhed og selvkritik
Politikere får jævnligt gode idéer til, hvad vi kan bedrive tiden med i almen praksis – for eksempel udskrive cannabis som medicin til vores patienter med smerter eller lave helbredstjek på alle patienter, selv om dokumentationen for nytte og potentiel skade enten ikke er der eller ligefrem taler imod.

Det er tilsyneladende meriterende for en forsker at have været i morgenfjernsyn eller formiddagsaviserne med sine ”resultater”. Det er bare ikke særligt hensigtsmæssigt, at man derved bypasser den videnskabelige diskussion.

Anders Beich

Lægemiddelindustrien vil gerne have os til at bruge netop deres produkter og bruger alle kneb for at få dem til at fremstå bedre end konkurrentens. Kræftens Bekæmpelse vil have os til at mærke på seks millioner borgeres lymfeknuder, og Diabetesforeningen vil have os til at tage os meget bedre af ikke veldefinerede tilstande som prædiabetes, for blot at nævne nogle få eksempler.

Vi har som klinisk arbejdende læger i den grad brug for, at forskning er fri, uafhængig, upartisk og uafhængig af interesser, åben for kritik og klar til at stille spørgsmål ved sine resultater.

Desværre ser vi i tiltagende grad, at forskerne nu i stedet også bidrager til at øge presset på det udøvende sundhedsvæsen ved at gå i pressen simultant med deres videnskabelige artikel og præsentere den nye ”viden”, uden åbenhed og selvkritik.

De er åbenbart nødt til at brande sig og oversælge deres forskningshistorier og overdrive deres succesfulde resultater for at kunne være med på beatet og redde bevillingerne til næste projekt i land.

Bypasser den videnskabelige diskussion
Det er tilsyneladende meriterende for en forsker at have været i morgenfjernsyn eller formiddagsaviserne med sine ”resultater”. Det er bare ikke særligt hensigtsmæssigt, at man derved bypasser den videnskabelige diskussion, fortolkning og vægtning af ”resultaternes” betydning i en samlet vidensmasse på området.

Forskerne maler sig på den måde op i en krog, når de selv fortolker deres egne resultater for åben skærm, inden nogen andre har kunnet nå at nærlæse deres videnskabelige redegørelser.

Eksempel: Den ene uge forlyder det, at antidepressiv medicin ikke virker og gør skade på patienterne, og budskabet fremføres på publikationsdagen på flere sendeflader af en forsker, der samtidig agiterer for psykoterapi, som han ikke har undersøgt virkningen af i sine studier. Få uger senere er overskriften, at antidepressiv medicin alligevel virker, det har amerikanske forskere nu vist i et endnu større studie.

Skræmmer borgerne og devaluerer forskningens status
Det er meget at kræve, at journalister og pressefolk skal kunne stå imod, holde den etiske fane højt og forklare deres arbejdsgivere, at det på længere sigt ikke gavner at oversælge historier med skarpe vinkler.

Ofte er journalisterne jo netop underlagt et krav om at skabe nyheder og er i skarp konkurrence i det såkaldt ”postfaktuelle samfund”, som oftest udnævnes til synderen i forhold til betydning af viden, videnskab og myndigheders mulighed for at udøve indflydelse.

Jeg vil vove den påstand, at ”præfaktuel viden” – altså, når forskere og professorer uden videnskabelig selvdisciplin fortolker og præsenterer deres egne resultater som ny viden i dagspressen, længe inden resultaterne er blevet læst, fortolket og vægtet på ”vidensvægten” af andre med videnskabelig indsigt – er med til at skræmme borgerne, lægge pres på læger, devaluere forskningens status og sætte fart på det postfaktuelle samfunds tiltagende mangel på respekt for videnskab og manglende evne til at skelne mellem videnskabelig tænkning og hverdagstænkning.

Et spørgsmål om integritet
Jeg mener ikke, at forskerne alene kan forsvare sig med, at de er pressede af krav om formidling, og at de skal gøre opmærksom på deres forskning for at få nye bevillinger.

Hvis man skal bevare sin integritet som forsker og beskytte hele standen mod tab af autoritet og manglende respekt fra borgerne og sine klinisk arbejdende kolleger, så må man styre sin ”pressetrang” og hanke op i sin videnskabelighed.

Til videnskabelighed hører teoretisk og videnskabelig tænkning. Videnskabelig tænkning kan forholde sig kritisk til sig selv, den anser aldrig sine egne resultater for at være eviggyldige sandheder, som ikke skal diskuteres, og stiller konstant spørgsmål til egne resultater.

Det må ikke blive sådan, at grundlæggende videnskabelig, teoretisk tænkning og kvalitativ tilgang i stor udstrækning erstattes af epidemiologi, statistik og kvantificering (som jo er hjælpeværktøjer til videnskab, ikke videnskab i sig selv).

De to tilgange skal gå hånd i hånd i sundhedsforskningen, ellers bliver entry-barrieren for at forske i sundhed for lav, og resultaterne af forskningen ubrugelige.