DSAM: Praktiserende lægers faglighed vil visne i Danske Regioners excelark-styring

DSAM taler fagets stemme

Regionerne glemmer, at de praktiserende læger har en stærk og faglig organisation i Dansk Selskab for Almen Medicin, som arbejder tæt sammen med PLO og det øvrige sundhedsvæsen med dét formål at kvalitetssikre og styrke fagligheden i almen praksis.

Vi er meget optaget af at udvikle praksissektoren fagligt. Vi er engagerede i udvikling af retningslinjer og vejledninger, vi har et tæt samarbejde med vores forskningsenheder, som laver praksisnær forskning, hvilket er helt essentielt, da vores patientpopulation ikke er den samme som på de specialespecifikke afdelinger på hospitalerne.

Det er altafgørende for vores sundhedsvæsen, at almen praksis fortsat har sin selvstændighed.

Bolette Friderichsen, Christina Kjerulff og Maria Krüger

Vi har en stor kvalitetsenhed, KiAP, vi har medicinske konsulenter, efteruddannelse og regionale praksiskonsulenter, som er engagerede i samarbejdet imellem almen praksis og hospitalerne, og vi har et tæt samarbejde med vores systemhuse med henblik på udvikling af bedre digitale løsningsmodeller.

DSAM taler fagets stemme, vi har en stor dynamisk ressourcedatabase af fagligt interesserede praksisklæger, hvorfra vi udpeger til mange tværfaglige formål, og som melder tilbage til DSAM.

Danske Regioner skriver ovenikøbet, at man ikke har kunnet aftale en forpligtende kvalitetsudvikling og efteruddannelse med almen praksis. Men vi har været igennem en akkreditering, vi har organiseret os i obligatorisk klyngearbejde, der er systematisk efteruddannelse, og der bliver til stadighed udviklet flere og flere klinikorienterede uddannelsesmoduler.

Regionerne foreslår en central styring af praksissektoren i modsætning til i dag, hvor de praktiserende læger selvstændigt udvikler og har ansvaret for deres praksis.

Danske Regioner ønsker at påtage sig en ledende rolle i udviklingen af almen praksis. Men hvordan kan man lede et område, som man ikke har nogen faglig indsigt i? 

Det gælder om at kende sin patientpopulation, sin kommune og sit hospital samt de muligheder, man har, dér hvor man er nedsat. En centraliseret styring af embedsfolk vil fjerne vores individorienterede faglige fokus.

Det er altafgørende for vores sundhedsvæsen, at almen praksis fortsat har sin selvstændighed, så vi selv kan udvikle sektoren i den bedste retning i samarbejde med kommunerne og det øvrige sundhedsvæsen.

Øget tilgængelighed giver ikke øget kvalitet

Danske Regioner ønsker ét kontaktpunkt til sundhedsvæsenet. Hvad mener de med det?

Er det et opgør med dén struktur, vi kender i dag, hvor de praktiserende læger står til rådighed for deres patienter i dagtimerne, hvor patienterne har fri adgang til at komme i kontakt med deres praktiserende læge med alt fra bekymring over sygdom, akutte symptomer og kontroller for kroniske sygdomme?

Det er afgørende, at vores patienter fortsat kan komme i direkte kontakt med deres læge i dagtimerne. Vi er de bedste til at sortere i henvendelserne fra vores egne patienter. Sårbare patienter med komplicerede sygehistorier skal kunne ringe direkte til den læge, som kender dem, når de er bekymrede og har brug for lægehjælp.

Vi kan ikke overlade al visitation til ét samlet kontaktpunkt, det strider imod al fornuft. Der er ingen faglig dokumentation for, at det vil styrke patientsikkerheden. 

Danske Regioner mener, at manglende udvikling af praksissektoren er skyld i, at der nu er kommet et større udbud af private leverandører af sundhedsydelser, herunder forsikringsselskaber og ”HejDoktor”. Det er ikke korrekt.

Et øget udbud af forsikringsydelser og onlinetilbud er ikke en udvikling, som almen praksis er ansvarlig for. Der er i befolkningen en øget efterspørgsel på lægehjælp og et ønske om ”straks-hjælp”, der kan være mange årsager hertil.

Men det er ikke at sidestille med sundhedsfaglig kvalitet, at ressourcestærke patienter, som godt kunne vente, får hjælp samme dag.

Man ønsker, at almen praksis har øget tilgængelighed, men det er ikke altid lig med øget kvalitet at besvare e-konsultationer og se problemstillinger, som er opstået samme dag.

Hver dag må vi prioritere imellem vores henvendelser og lade de sårbare patienter, som har mest brug for lægehjælp, komme til først.

At der er et behov for private forsikringsydelser til for eksempel hurtigere udredning og behandling i speciallægeregi er snarere et udtryk for en manglende kapacitet i det offentlige sygehusvæsen, dét kan man ikke klandre almen praksis for.

Kender vores patienter

Danske Regioner kritiserer, at opgaveglidning fra hospitalerne altid forudsætter en aftale med PLO om øget økonomi. Men det er da klart.

En opgave tager tid og tidsforbruget skal lønnes. Det tager ikke mindre tid at løse opgaven i almen praksis end på hospitalet.

Læger i almen praksis er ikke månedslønnede men betalt per patientkontakt (basishonoraret dækker gerne klinikkens fysiske opretholdelse). Ressourcer skal følge opgaverne, ellers kan det ikke hænge sammen for os.

Hvis de praktiserende læger bliver reduceret til uselvstændige læger, vil det gå ud over kvaliteten af patientarbejdet.

Bolette Friderichsen, Christina Kjerulff og Maria Krüger

Danske Regioner mener, at det er et problem, at der er stor variation i den behandling, som tilbydes i almen praksis, herunder at nogle ikke tilbyder samtaleterapi, og at nogle læger har mere udstyr end andre. 

Men det er jo lige præcis dét, som gør, at man får den bedste patientbehandling. I almen praksis favner vi 39 specialer, og kan naturligt ikke være opdateret på alt til enhver tid.

Som læge skal man kende sin begrænsning og tilbyde den behandling, man føler sig kompetent til, og heldigvis kan man henvise til andre, hvis det ikke ligger indenfor ens kompetenceområde.

Vores primære opgave er at finde de syge iblandt de raske af vores patienter, og så skal vi have mulighederne for at kunne henvise til relevant – og rettidig – udredning og behandling regionalt og kommunalt. 

Vi praktiserende læger kender vores patienter. Det er altafgørende for gode patientforløb, og det forebygger sygdom og død, at man har en længerevarende og gensidig personlig relation læge og patient imellem.

Derfor er det vigtigt, at vi bevarer den struktur, vi har i dag, hvor de praktiserende læger har deres selvstændighed. Derved sikrer man sig, at lægerne har incitament til at nedsætte sig i årevis i samme klinik, så kontinuiteten sikres.

Myndighederne må udvise tillid til de praktiserende læger, og lade dem bevare deres faglige autonomi, kun herved får vi den bedste primærsektor, som vores patienter fortjener.

Faglig ledelse er således i høj grad eksisterende i almen praksis i dag. Faget har stærke institutioner indenfor både kvalitet, forskning og uddannelse, og de praktiserende læger deltager i det hele.

Praktiserende læger er selvstændige læger, og det må enhver effektiv ledelsesform tage højde for. Hvis de praktiserende læger bliver reduceret til uselvstændige læger, vil det gå ud over kvaliteten af patientarbejdet. 

DSAM vil gerne stille sig til rådighed for ansvarlige politikere, for en rundvisning i hvad DSAM og fagets andre institutioner leverer af faglig ledelse, og vi vil meget gerne i direkte dialog om de ønsker, man måtte have til udvikling af faget.