Ekspert: Politikeres tandreform er urealistisk
COLUMBUSÆG: Et enigt Folketing vil med en større reform lave en lang række forbedringer på tandområdet og samtidig sikre billigere behandlinger. Men det er helt urealistisk at få alle ønskerne opfyldt, vurderer sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen. Tandlægeforeningen roser ambitionen, men kritiserer den økonomiske ramme.
Lise-Lotte Skjoldan
FagdebatredaktørNu skal hele tandplejen gentænkes og opfindes på ny – og målet er bedre og billigere behandling.
Sådan lyder det i en overraskende politisk aftale indgået af et enigt Folketing, efter at Danske Regioner har opsagt overenskomsten med de privatpraktiserende tandlæger. Det skete efter et sammenbrud i regionernes forhandlinger med tandlægerne, der har stået på siden 2017.
Med den politiske aftale vil partierne dels gennemføre en hastelov, der skal erstatte overenskomsten på tandlægeområdet fra 1. juni, og så samtidig igangsætte et arbejde, der skal finde helt nye modeller for hele tandplejen i Danmark.
Politisk aftale om voksentandplejen
Et enigt Folketing bestående af VLAK-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF har indgået en politisk aftale om at igangsætte et arbejde, der skal finde frem til en ny model for voksentandplejen i Danmark.
Partierne er enige om at igangsætte et arbejde, der skal undersøge modeller for voksentandplejen, som kan:
- understøtte og udbygge den gode og tværfaglige forebyggelsesindsats i Danmark
- understøtte bedre overgange mellem børne- og ungetandplejen og voksentandplejen
- understøtte social lighed i tandsundhed
- understøtte lavere og mere rimelige priser i tandplejen.
Kilde: Sundhedsministeriet.
Regeringen fremsætter hastelovforslag om regulering af tandplejen, der skal træde i kraft 1. juni, når overenskomsten mellem regionerne og tandlægerne ophører. Lovforslaget bliver fremsat 2. maj og forventes vedtaget i uge 21, altså senest 25. maj.