Debat

Eksperter: Blåt valgløfte sender offentlige midler i hænderne på udenlandske kapitalfonde

Hvis der indføres frit valg i fertilitetsbehandlingen risikerer offentlige midler at havne i hænderne på udenlandske kapitalfonde, der ejer mange af de private fertilitetsklinikker. Det kan få fatale følger for patienterne, skiver Søren Ziebe og Rikke Andreassen.

Det kan få store negative konsekvenser for patienter og sundhedsøkonomien, hvis der bliver frit valg i fertilitetsbehandlingen. Mange af de private klinikker ejes nemlig af kapitalfonde, skriver Søren Ziebe og Rikke Andreassen.<br>
Det kan få store negative konsekvenser for patienter og sundhedsøkonomien, hvis der bliver frit valg i fertilitetsbehandlingen. Mange af de private klinikker ejes nemlig af kapitalfonde, skriver Søren Ziebe og Rikke Andreassen.
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Rikke Andreassen
Søren Ziebe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En række blå partier er gået sammen om en stribe valgløfter, der alle har til hensigt at indføre mere frit valg for borgerne. Et af disse er frit valg i fertilitetsbehandling. Patienter skal kunne vælge, om de vil behandles for barnløshed i det offentlige sundhedssystem eller på private fertilitetsklinikker.

Som udgangspunkt et sympatisk forslag – men i den virkelige verden uden for Christiansborg vil forslaget få store og negative konsekvenser for både patienter og sundhedsøkonomien. De danske private fertilitetsklinikker er nemlig stort set alle sammen opkøbt af udenlandske kapitalfonde.

Forskellen på privateje og kapitalfonds-eje
Fertilitetsbehandlingen i Danmark var indtil 2010’erne delt mellem offentlige fertilitetsklinikker og private fertilitetsklinikker. Det var typisk læger, der havde været ansat i det offentlige, som åbnede egne klinikker, og der var et tæt samarbejde mellem de private og de offentlige klinikker.

Private investorer har kastet deres øjne på Danmark og i stor stil har opkøbt de danske klinikker. Her er nemlig store penge at tjene

Søren Ziebe og Rikke Andreassen
Afdelingschef på Rigshospitalet og professor ved Roskilde Universitet

Danmark har i mange år været en ledende international spiller inden for fertilitetsområdet, og barnløshedsbehandling er i dag en milliard-forretning. Det er derfor ikke underligt, at private investorer har kastet deres øjne på Danmark og i stor stil har opkøbt de danske klinikker. Her er nemlig store penge at tjene.

Men for patienter og for den danske sundhedsøkonomi er der så stor forskel på, om en klinik ejes af en dansk læge (den gamle model) eller af en international kapitalfond (den nye model), at vi er nødt til at skelne mellem de to. Vi kalder derfor den gamle model for ’det private’ og den nye model for ’det profit-maksimerende private’.

Offentlige penge forsvinder ud af Danmark
En afgørende forskel på de to modeller er, at lægen i den gamle model var sundhedskulturelt rundet af den danske velfærdsmodel og betalte skat, hvorved lægens privatklinik bidrog til den danske velfærdsstat og den danske sundhedsøkonomi. Når ejerskabet skifter, flyttes fokus til den fremherskende udenlandske model, der baseres på privatejede og forsikringsfinansierede klinikker. 

Derudover går privatklinikkernes overskud ud af Danmark og ned i lommerne på udenlandske investorer. Det betyder i praksis, at når man politisk lover behandlingsgaranti på fertilitetsbehandling, og når man vil finansiere behandlingsgarantien ved at lade offentlige midler følge med patienten (over i profit-maksimerende privatklinikker), så vil en del af pengene forsvinde ud af den danske stat.

Det stigende fokus på indtjeningsmulighederne har betydet, at der nu tilbydes (sælges) en lang række dyre tilkøbsydelser, selvom forskning og de engelske sundhedsmyndigheder har konkluderet, at de stort set alle sammen er uden virkning

Søren Ziebe og Rikke Andreassen
Afdelingschef på Rigshospitalet og professor ved Roskilde Universitet

Forslaget om behandlingsgaranti har altså seriøse konsekvenser for den danske sundhedsøkonomi. Mediedækningen af det politiske udspil har handlet meget om spin og strategi. Vi efterlyser et større journalistisk fokus på de alvorlige politiske og økonomiske konsekvenser, som valgløftet vil få.

Privatklinikker tilbyder ydelser uden evidens
Situationen forværres yderligere af de profit-maksimerende privatklinikkers økonomiske logikker. Flere danske privatklinikker er de senest år blev solgt til kapitalfonde for store millionbeløb. Man aftaler et prisspænd (eksempelvis 60-250 millioner kroner) for klinikken, hvor den endelige pris afhænger af, hvor høj en klinikomsætning, der bliver leveret i de følgende år.

En sådan handel resulterer meget let i en ubehagelig ubalance mellem, hvad der er bedst for patienterne, og hvad der er bedst for salgsprisen.

Det stigende fokus på indtjeningsmulighederne har betydet, at der nu tilbydes (sælges) en lang række dyre tilkøbsydelser, selvom forskning og de engelske sundhedsmyndigheder har konkluderet, at de stort set alle sammen er uden virkning.

Som patient i en særdeles sårbar fase af livet har man hverken den faglige eller emotionelle ballast til at vurdere værdien af sådanne til tilkøbsydelser, men er alene afhængig af den rådgivning, man modtager på fertilitetsklinikken.

Vi støtter intentionen, men vi er nødt til at råbe vagt i gevær, når politikere giver udtryk for, at ’frit valg’ til private alternativer er løsningen på den nuværende udfordring på fertilitetsområdet

Søren Ziebe og Rikke Andreassen
Afdelingschef på Rigshospitalet og professor ved Roskilde Universitet

Hertil kommer at det alene er på de offentlige fertilitetsklinikker, at der forskes, udvikles og uddannes personale. At øge antallet af behandlinger udført i de private klinikker vil derfor dræne de offentlige klinikker for personale, da det offentlige ikke kan tilbyde samme høje lønninger som de det profit-maksimerende privatklinikker, og så har man tabt på karrusellen, hvad man vandt på gyngerne. 

God intention med fatale konsekvenser
Intentionen med de politiske valgløfter er at nedbringe ventelisterne på fertilitetsbehandling. Vi støtter intentionen, men vi er nødt til at råbe vagt i gevær, når politikere giver udtryk for, at ’frit valg’ til private alternativer er løsningen på den nuværende udfordring på fertilitetsområdet.

I det mindste bør befolkningen præsenteres for et oplyst valg, hvor man nævner, at privatklinikkerne i dag er ejet af udenlandske kapitalfonde, og at det vil få fatale følger for patienter såvel som for samfundsøkonomien, hvis vi vælger denne løsning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rikke Andreassen

Professor i kommunikation, Roskilde Universitet
cand.mag. i historie (Aarhus Uni. 2000), ph.d. (Uni. of Toronto 2005)

Søren Ziebe

Seniorforsker, Rigshospitalet
cand.scient. i biologi (Københavns Uni. 1988), dr.med. (Københavns Uni. 2010)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024