Debat

Fokus på ambulant behandling

DEBAT: Bent Hansen opfordrer politikerne til at tænke over løsninger, der kan udnytte ressourcerne bedre. Ambulantbehandling kan være en af dem.
Foto: Anne-Li Engstrøm
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bent Hansen (S)
Formand for Danske Regioner

Sundhedsvæsenet i Danmark står overfor markante udfordringer i den kommende tid, og det gør, at vi som politikere skal vi tænke i løsninger, der kan sikre mere og bedre behandling - for de samme penge og med begrænsede personaleressourcer til rådighed.

For at nævne bare nogle af udfordringerne, så betyder befolkningsudviklingen, at efterspørgslen efter sundhedsydelser vil stige markant, hvilket også forstærkes af, at den teknologiske udvikling gør det muligt at behandle langt flere sygdomme. Dertil kommer, at der i fremtiden bliver færre hænder til at dække behovet for arbejdskraft, samt at sundhedsvæsenet også i fremtiden vil være underlagt et effektiviseringspres.

Jeg mener, at en del af løsning er, at vi fokuserer langt mere på ambulant behandling. For nylig viste en OECD-undersøgelse, at de danske sygehuse er nogle af verdens mest effektive. Dette skyldes bl.a., at vi i Danmark er rigtigt gode til ambulant behandling. Faktisk er Danmark ét af de lande i verden, der har den højeste andel af ambulant behandling. Denne udvikling skal fastholdes og udbygges.

Ambulant behandling - mange fordele
Ambulant behandling er hensigtsmæssig af flere grunde: For det første skaber det nogle bedre forløb for patienterne, som bliver mindre sygeliggjorte og kommer sig hurtigere over deres sygdom. Undersøgelser viser desuden, at patienttilfredsheden er højere hos patienter, der er behandlet ambulant.

For det andet spares både økonomiske og personalemæssige ressourcer, fordi patienterne er i kortere tid på sygehusene. Ambulante forløb kan tilrettelægges, så udstyr, lokaler og personale anvendes optimalt, og derfor er ambulant behandling mere effektivt end behandling under indlæggelse.

For det tredje betyder forandringerne af sygehusstrukturen, at tiden er inde til at fokusere på udviklingen af de ambulante tilbud til patienterne. Når den højtspecialiserede behandling samles på færre og større enheder, er det vigtigt at sikre nære tilbud, hvor patienterne kan blive forundersøgt, få foretaget mindre operationer og gå til kontrol. Ambulant behandling kan i mange tilfælde foregå på sådanne mindre enheder i patienternes lokalområde.

En strategi
Danske Regioner finder, at der er behov for at tænke samlet og strategisk omkring den ambulante behandling i Danmark. Godt nok har Danmark i dag en høj andel af ambulant behandling, men vi bør fokusere på at sikre fortsat udvikling.

Derfor har Danske Regioner i den senere tid arbejdet målrettet med ambulant behandling. Vi har udgivet et modelkatalog med mange regionale eksempler på ambulant behandling, som forhåbentlig kan bidrage til videndeling på tværs af landet. Og senere i år lancerer Danske Regioner vores bud på en samlet strategi for den ambulante behandling i Danmark.

Ambulant behandling er en væsentlig nøgle til at tackle fremtidens udfordringer!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bent Hansen

Bestyrelsesformand, Grenaa Havn., fhv. regionsrådsformand (S), Midtjylland og formand for Danske Regioner
cand.mag. i historie og samfundsfag (Aarhus Uni. 1976)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024