Fokus på effekten af forebyggelse

Vi er enige med sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, at forebyggelse ikke kun er et spørgsmål om penge, som han den 3. oktober anfører i svar til Bente Klarlund Pedersens indlæg i Altinget, fra d. 4. september.

Masser af gode idéer og oplysning til danskerne er desværre heller ikke nok i sig selv. Vi - og især kommunerne - skal vide, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Og den viden findes stort set ikke ifølge en nylig DSI-rapport. Således har mange forebyggelsestiltag ikke den forventede effekt. At folk ryger, spiser usundt, motionerer for lidt er jo ikke et udtryk for, at de ikke ved, at det er sundhedsskadeligt - herved spiller den rene oplysningskampagne også fallit.

Mangel på viden om virkning af forebyggelse
De sidste årtiers intensive forskning i årsagerne til de store livsstilssygdomme har bevirket, at vi i dag har en stor viden om sammenhængen mellem risikofaktorerne og borgernes sundhedstilstand, samt viden om forekomsten af de forskellige risikofaktorer i befolkningen.

Vi ved således rigtig meget om de sundhedsskadelige virkninger af at ryge og drikke for meget, spise usundt og motionere for lidt. Kan man bare ændre folks adfærd en smule, så forbedres befolkningens sundhedstilstand, og der spares mange penge. Men hvordan? Der er jo idéer nok og gode viljer, men hvad virker, og hvad virker ikke? Forebyggelse på rygeområdet er veldokumenteret og i nogen grad for faldforebyggelse, men forebyggelsesindsatser rettet mod alkohol, svær overvægt, kost og motion er dårligt og usikkert dokumenteret.

Det er vigtigt at kende risikofaktorerne, men man skal også kende effektive måder at reducere risikoen på gennem adfærdsændring. Forskningsindsatsen - herunder også KRAM-projektet - er lidt for etbenet ved kun at fokusere på risikofaktorer.

Kommunerne kan vise, hvad der virker og ikke virker
Kommunerne overtager nu ansvaret for planlægning af den borgerrettede forebyggelse på sundhedsområdet. Mange tiltag er i støbeskeen og endnu flere på vej. Kommunerne vil selvfølgelig vælge fornuftigt, men man bør effektmåle forebyggelsesindsatserne, således at der hen ad vejen skabes viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Det kan ske i samarbejde mellem flere kommuner og med forskningsmiljøerne.

Vi er blevet kritiseret for at stille for strenge krav til effektdokumentation, altså lodtrækningsforsøg som i det øvrige sundhedsvæsen. Det kan være, og så må man udvikle pragmatiske, men dog rimeligt troværdige effektmålinger. Men vi kan ikke bare helt undlade effektmåling. Så står vi og kommunerne om 20 år i samme situation som nu, dvs. med mangelfuld, sporadisk og usikker viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker, og dertil følgende uhensigtsmæssig brug af de penge, der er på forebyggelsesområdet. Men med de rigtige virkemidler nu kan kommunerne selv bringe sig ud af den situation.