Formænd: Sådan kan vi mindske tvang i psykiatrien

Af Lisbeth Lintz, Knud Kristensen, Gitte Ahle og Inger Brødsgaard
Formænd for Overlægeforeningen, Sind, Dansk Psykiatrisk Selskab og Overlægeforeningens psykiatriudvalg

Vi kan fjerne en stor del af tvangen i psykiatrien, og vi ved hvordan. 

Men det kræver investeringer og politisk vilje. Begge dele har manglet i alt for høj grad. Så regeringen har nu alle tiders mulighed for at vise, at det er tid til forandring i psykiatrien.

Egentlig burde den politiske vilje være til stede. I 2014 vedtog et bredt flertal i Folketinget, at brugen af tvang i psykiatrien skal nedbringes markant, og antallet af patienter, der fastspændes med bælter, skal halveres. De psykiatriske afdelinger fik frem til 2020 til at nå målene.

Men her fem år senere er vi ikke i nærheden af at nå målet om en halvering af tvangen. Rundt om i landet er det dog lykkedes at reducere brugen af tvang mærkbart.

Men der er store lokale og regionale forskelle, og trods den højt prioriterede indsats for at halvere bæltefikseringer er målet ikke nået.

Uden ekstra ressourcer og uden ekstra medarbejdere er det ikke muligt i en presset psykiatri at finde den tid, der kan forhindre brug af tvang.

Lisbeth Lintz, Knud Kristensen, Gitte Ahle og Inger Brødsgaard
Formænd for Overlægeforeningen, Sind, Dansk Psykiatrisk Selskab og Overlægeforeningens psykiatriudvalg

Bedre bemanding mindsker tvangen
Det er især nedslående, fordi medarbejderne i psykiatrien har bevist, at det er muligt at undgå langt de fleste bæltefikseringer. De har tilmed vist, hvordan det skal gøres.

Seks afdelinger i hele landet deltog i et projekt i tre år, hvor de tilsammen halverede antallet af bæltefikseringer. Enkelte afdelinger fik næsten brugen af bælter helt afskaffet. Så det er muligt at reducere tvangen på de psykiatriske afdelinger markant.

Evalueringen af indsatserne i de seks afdelinger fortæller os også, hvordan målet kan nås. 

Først og fremmest er det afgørende, at psykiaterne, sygeplejerskerne og andre medarbejdere har tid til patienterne. Når medarbejderne har tid til at lytte, være til stede og rumme patientens vrede, afmagt, frustration og sorg, så vil det i langt de fleste situationer være muligt at undgå at bruge tvang mod patienten.

Derfor skal vi lære af de seks afdelinger i projektet og de andre afdelinger i landet, hvor det er lykkedes at mindske tvangen mærkbart.

Deres erfaringer er klare: De psykiatriske afdelinger skal have bedre bemanding, hvis vi ønsker at realisere ønsket om væsentlig mindre tvang. Men bemanding gør det ikke alene. 

Projektet på de seks afdelinger viste, at det også spiller en stor rolle, at medarbejderne får den nødvendige træning og efteruddannelse, og at ledelsen prioriterer indsatsen.